Det burde være det største øjeblik af alle for kristne verden over. Det, der lægger al kritik død, og som gør ateister mundlamme. Det, der dokumenterer, at kristendommen ikke kun er et mægtigt påhit, som det er lykkedes præster og missionærer at få folk til at tro på gennem flere tusinde år. Det, der endelig beviser Guds eksistens og Bibelens historiske sandhedsværdi: nyheden om det mulige fund af Noas ark.

Men det er, som om jublen lader vente på sig. Også fra nogle af de mere bogstavtro dele af det kristne verdenskort. For hvordan vil et kinesisk-tyrkisk ekspeditionshold, der tilsyneladende har gjort et opsigtsvækkende fund, nogensinde kunne bevise, at det er Noas ark?

I det spørgsmål ligger hele sagens kerne om fundet i og for sig gemt. Den kinesisk-tyrkiske opdagelse handler nemlig ikke kun om det faktiske fund, men om tro kontra videnskab, historiske fakta over for myte og fortælling og ikke mindst om én måde at tro på over for en anden måde at tro på.

Det er langtfra første gang, at nogen påstår at have fundet levn fra Noas ark. Gennem mange hundrede år har indtil flere mere eller mindre seriøse arkæologer, bjergbestigere og opdagelsesrejsende påstået, at de har fundet enten fysiske rester af arken eller aftryk af den i bjergets formation.

Ikke mange har taget påstandene seriøst, men denne gang har flere vestlige medier alligevel taget nyheden til sig. For modsat mange af de tidligere arkjægeres forsøg på at snyde sig til berømmelse er der nu andre end den kinesisk-tyrkiske gruppe selv, der tror på, at de rent faktisk har haft heldet med sig. Medmindre det hele er snyd og humbug, så har de i hvert fald fundet, hvad de selv kalder "en enorm skibslignende trækonstruktion" højt oppe på Ararat-bjerget i Tyrkiet, hvor arken ifølge Bibelen strandede efter syndfloden.