Danske muslimer og jøder sætter Israel på dagsordenen

Israels angreb på nødhjælpsskib påvirker muslimernes fredagsbøn og den jødiske gudstjeneste

I morgen under den muslimske fredagsbøn vil det israelske angreb på et tyrkisk nødhjælpsskib blive fordømt, siger imam. -
I morgen under den muslimske fredagsbøn vil det israelske angreb på et tyrkisk nødhjælpsskib blive fordømt, siger imam. - . Foto: .

Både blandt danske jøder og muslimer har Israels angreb på et tyrkisk nødhjælpsskib, hvor ni blev dræbt, sat sit aftryk.

Konflikten kommer til at præge fredagsbønnen i landets moskeer og gudstjenesten i den jødiske synagoge i København. 

Jeg vil komme med en klokkeklar fordømmelse af angrebet. Der er en stor frustration over, at en nation kan tillade så mange gange at bryde internationale regler og konventioner og så alligevel slippe godt fra det, siger imam Abdul Wahid Pedersen.

Abdul Wahid Pedersen beskriver stemningen blandt danske muslimer som præget af stor vrede og frustration. Han vil i sin fredagsbøn opfordre til, at man tvinger Israel til at bryde blokaden mod Gaza samt at man ophæver den særlige handelsaftale, som Israel har med EU.

Der en voldsom vrede og frustration over, at et angreb på et skib i internationalt farvand og drab på aktivister overhovedet kan finde sted. Det er næsten helt umuligt at forestille sig, og så er det alligevel den skinbarlige virkelighed, siger Abdul Wahid Pedersen.

Også tidligere imam Fatih Alev oplever, at danske muslimer er meget oprørte over angrebet.
Det her vil helt sikkert blive taget op i fredagsbønnen. De tyrkiske moskeer plejer at være meget apolitiske. De kommer normalt ikke ind på samfundsmæssige spørgsmål i prædikenen. Men lige denne gang tror jeg, de tyrkiske imamer vil gøre en undtagelse, siger Fatih Alev, der i dag studerer arabisk.

Han vurderer, at fredagsbønnen i de tyrkiske moskeer vil sætte fokus på de nødhjælpsarbejdere, der er blevet dræbt.
I de mere politiske moskeer vil budskabet være hårdere og rette direkte kritik mod Israel og måske også mod USA, fordi de ikke har ydet mere modstand mod den krænkelse af menneskerettigheder, der er foregået, siger Fatih Alev.

Han mener ikke umiddelbart, at der er grund til at tro, at konflikten vil trække spor til Danmark og skabe gnidninger mellem danske muslimer og jøder.
Jeg tror det mosaiske samfund i Danmark vil forholde sig tavst i den her sag, og det er nok også det klogeste. Hvis der kommer en udmelding om, at jøder her i Danmark står last og brast sammen med staten Israel, så ved man selvfølgelig aldrig, hvilke reaktioner mod danske jøder der kan komme, siger Fatih Alev.

Også i Det Mosaiske Troessamfund forudser tidligere overrabbiner Bent Melchior, at konflikten i Mellemøsten vil præge lørdagens gudstjeneste.
Bent Melchior, der skal forestå gudstjenesten, har dog endnu ikke besluttet i hvilket omfang, konflikten vil sætte sit aftryk.

Jeg vil muligvis indføje det i den bøn, der følger min prædiken. Folk der kommer til gudstjeneste på sådan en sabbat har haft det i hovedet morgen, middag og aften og har fulgt sagen i medierne. De skal have lov til at komme sig og høre om noget andet, siger Bent Melchior.

Overrabiner Bent Lexner, der normalt afholder den jødiske gudstjeneste, mener ikke, at konflikten i Mellemøsten vil skabe splid mellem danske jøder og muslimer.
Det er jo altid sådan, at når Israel er i fokus, kan det påvirke danske jøder såvel negativt som positivt. Udover det kan jeg konstatere, at livet jo forsætter, og så håber jeg, at tingene rimeligt hurtigt falder til ro, siger Bent Lexner, der er overrabiner for cirka 5000 danske jøder.

Hvorvidt danske jøder støtter Israels angreb på det tyrkiske nødhjælpsskib, mener Bent Lexner ikke det er muligt at udtale sig om.

"Der er ligeså mange holdninger til det, som der er jøder i Danmark. Men personligt synes jeg ikke, konflikten er tacklet særligt klogt af Israel. Der er for mig ingen tvivl om, at det her først og fremmest har været et propagandastunt, men alligevel vil jeg sige, at Israel burde have været langt bedre forberedt og undgået den voldsomme indgriben", siger Bent Lexner.