Taknemmelighed og grænser

Kære brevkasse

Det er som regel lærerigt at læse jeres brevkasse, både spørgsmål og svar. Men da jeg læste "de glade forældres" indlæg om taknemmelighed for 14 dage siden og jeres svar, måtte jeg undre mig.

Forældrene beklager, at deres voksne børn tilsyneladende ikke kender ordet tak. Jeg undrede mig, fordi hvem skulle have lært deres børn at sige det hvis ikke dem selv?

Den slags skal forældre lære deres børn sammen med mange andre ting, der har med almindelig god og høflig optræden at gøre. Vel at mærke, mens de er børn!

Så efter min mening ligger disse "glade forældre", som de har redt.

Når de ikke har opdraget deres børn til at sige tak, er det bare for sent, efter at de er blevet voksne, for så er toget kørt. Deres børnebørn kan naturligvis ikke lære det af nogle forældre, der aldrig selv har lært det hjemmefra.

Det synes jeg, de skulle have haft at vide af jer, for jeg er da sikker på, at I to kloge mennesker godt kan indse det. Men det er måske derfor, I efterlyser læserreaktioner?

Venlig hilsen

Trofast læser

Kære brevkasse

Efter at have læst "Taknemmelighed efterlyses" i brevkassen, fik jeg følgende tanker, som jeg gerne vil dele med jer. "Hvordan kan jeg lave mine børn om", synes at være temaet, men er det ikke lettere at forsøge at ændre sig selv, man er jo trods alt lige ved hånden?

Hvad med at begynde ærligt at turde sige nej til sine voksne børn nogle gange og vedkende sig, at man selv har brug for at få tanket op og gøre andre ting, så man netop ikke bliver en selvfølge. Har man ikke selv et ansvar for det? Er det for farligt? Ja, måske, men bliver det bedre af at vente? Vel er det ikke let, og det kan være, man får brug for hjælp til at erkende, at man ikke kan det hele. Skyldes vreden over den manglende taknemmelighed hos de voksne børn egentlig ikke en skuffelse over ikke at være så almægtig, som man gerne ville være, og er det ikke vigtigt at lytte til den vrede og tage den alvorligt, så tingene kan få deres rette plads?

Er der ikke plads til at sige nej, må der skabes plads til det, så der ikke er noget, der er en selvfølge. Gør vi børnene eller børnebørnene til guder og vil have deres anerkendelse og derfor ikke tør sige nej, lærer vi dem, at både de og vi er almægtige. Men det er der ingen af os, der er.