Annette og Jørgen Due Madsen |
4. juni 2010
Det er i barndommen, opdragelsen skal finde sted, og kan ens voksne børn ikke sige tak, har man som forældre forsømt at lære dem det, mener en læser, der reagerer på et tidligere spørgsmål
Kære brevkasse
Det er som regel lærerigt at læse jeres brevkasse, både spørgsmål og svar. Men da jeg læste "de glade forældres" indlæg om taknemmelighed for 14 dage siden og jeres svar, måtte jeg undre mig.
Forældrene beklager, at deres voksne børn tilsyneladende ikke kender ordet tak. Jeg undrede mig, fordi hvem skulle have lært deres børn at sige det hvis ikke dem selv?
Den slags skal forældre lære deres børn sammen med mange andre ting, der har med almindelig god og høflig optræden at gøre. Vel at mærke, mens de er børn!
Så efter min mening ligger disse "glade forældre", som de har redt.
Når de ikke har opdraget deres børn til at sige tak, er det bare for sent, efter at de er blevet voksne, for så er toget kørt. Deres børnebørn kan naturligvis ikke lære det af nogle forældre, der aldrig selv har lært det hjemmefra.
Det synes jeg, de skulle have haft at vide af jer, for jeg er da sikker på, at I to kloge mennesker godt kan indse det. Men det er måske derfor, I efterlyser læserreaktioner?
Venlig hilsen
Trofast læser
Kære brevkasse
Efter at have læst "Taknemmelighed efterlyses" i brevkassen, fik jeg følgende tanker, som jeg gerne vil dele med jer. "Hvordan kan jeg lave mine børn om", synes at være temaet, men er det ikke lettere at forsøge at ændre sig selv, man er jo trods alt lige ved hånden?
Hvad med at begynde ærligt at turde sige nej til sine voksne børn nogle gange og vedkende sig, at man selv har brug for at få tanket op og gøre andre ting, så man netop ikke bliver en selvfølge. Har man ikke selv et ansvar for det? Er det for farligt? Ja, måske, men bliver det bedre af at vente? Vel er det ikke let, og det kan være, man får brug for hjælp til at erkende, at man ikke kan det hele. Skyldes vreden over den manglende taknemmelighed hos de voksne børn egentlig ikke en skuffelse over ikke at være så almægtig, som man gerne ville være, og er det ikke vigtigt at lytte til den vrede og tage den alvorligt, så tingene kan få deres rette plads?
Er der ikke plads til at sige nej, må der skabes plads til det, så der ikke er noget, der er en selvfølge. Gør vi børnene eller børnebørnene til guder og vil have deres anerkendelse og derfor ikke tør sige nej, lærer vi dem, at både de og vi er almægtige. Men det er der ingen af os, der er.
Forældrene må tage det på sig at gå forrest og turde vedkende, at de ikke kan klare det hele, i stedet for yderligere at forstærke det ved nu at "kræve" taknemmeligheden – ganske vist ikke åbent, men som liggende i luften. Det er et mønster, der må brydes. Jeg er selv en, der stadig kan blive frustreret over ikke at være almægtig og dagligt må bede om hjælp ovenfra til at acceptere det.
Mange hilsener
Helle
Kære brevskrivere
Tak for vigtige pointer. Vi er fuldstændig enige i, at det på mange måder er for sent at opdrage på voksne børn, der er i fuld gang med karriere og eget familieliv. Opdragelse og værdipåvirkning foregår primært i de første 10-12 år af et barns liv. I teenagealderen kan der i heldigste fald ske en finpudsning af forarbejdet. Forældres eksempel og nærvær i de vigtige år i børns liv er derfor af største betydning for den næste generation. Det må hver enkelt far og hver enkelt mor være bevidst om, og samfundets politikere burde lægge langt bedre rammer for, at småbørnsforældre havde tid og muligheder for at påtage sig det ansvar.
Der er således en stor sammenhæng mellem det, man har lært i en tryg tilknytning som barn og senere adfærd som voksen. "Det man i barndommen nemmer, man ikke i alderdommen glemmer." Samtidig må det også nævnes, at det ikke er ualmindeligt, at voksne børn af forskellige årsager får andre værdier end dem, de er opdraget med. Det gælder for eksempel tro og livsholdning og som her de sociale omgangsformer. Så der er ikke altid en entydig årsagssammenhæng. Måske er det sådan for "de glade forældre". Som voksne børn har man også valgets mulighed, og derfor kan ethvert valg – heller ikke de mindre positive – ikke altid direkte relateres til deres forældres opdragelse.
Samtidig med, at opdragelsen primært foregår, inden børnene når teenagealderen, er der forhåbentlig fortsat mulighed for at dele tanker og følelser med sine voksne børn. Ikke sådan, at man kan beordre eller kræve, men man kan lære mange ting af hinanden, hvis respekten er den bærende frekvens.
Det er sikkert en udfordring for mange forældre i vores kultur, at de føler, at de skal stille op og dække deres børns behov, både når de er små, hvor det til en vis grad er naturligt, men også når de bliver voksne, hvor hverdagens udfordringer for unge familier kan være ganske krævende. Man ønsker jo sit afkom alt godt. Derfor kan det være godt engang imellem både for de forældre, som synes, de forstrækker sig, og for alle andre at tænke over sin egen begrænsning. Ingen af os kan alt eller, som det beskrives, være almægtige. Nogle gange kan det være o.k. at erkende sin begrænsning, og andre gange kan det være frygteligt svært.
Vores børn i alle aldre tager ikke skade af at se, at vi ikke kan magte alt og ikke står til rådighed for alt muligt. Det kan være på sin plads at træne i at sige nej. Samtidig er der en glæde i at kunne række en hjælpende hånd, når det trænges, hvis kræfterne strækker.
Uanset om man er god til at sige til eller fra, så er taknemmelighed et altid aktuelt tema både for unge og gamle. Når man får hjælp af sine børn eller af sine forældre, så er det god skik og stil at opdage taknemmeligheden og give den videre, så de, der skal modtage den, også opdager det. At hjælpe hinanden er jo ikke bare en selvfølge, men gaver til hinanden – også når det er inden for familien.
Mange hilsener Anette og Jørgen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad