Biskop Czeslaw Kozon ser gerne politiundersøgelse af nonnes død på omstridt kloster
Biskoppen for Den Katolske Kirke i Danmark, Czeslaw Kozon, ser gerne, at politiet iværksætter en undersøgelse af en nonnes død på det meget omtalte Maria Hjerte Kloster.
Det skriver biskoppen i
en pressemeddelelse, der kommer på baggrund af politiske krav om en undersøgelsen af hele forløbet om nonnens død, herunder biskoppens ansvar for at have fået undersøgt sagen.
"Jeg mener ikke at have overtrådt dansk lovgivning eller forsømt at gøre noget, som loven forpligter mig til, men det er naturligvis op til det danske retsvæsen at tage stilling til det spørgsmål", skriver Czeslaw Kozon i en pressemeddelelse.
Sagen drejer sig om, hvorvidt en ældre og formentligt dement nonne i 1993 blev udsat for fysisk vold på Maria Hjerte Kloster i Sostrup i Norddjurs Kommune. Ifølge kilder døde den ældre nonne, da hun en kold vinter blev låst ude af klostret og frøs ihjel.
Flere kilder har peget på klostrets daværende abbedisse, Moder Theresa, som den ansvarlige bag overgrebet mod den ældre nonne. Samtidig påpeger kilderne, at der på
klostret var en nærmest sekterisk tilstand.Oplysningerne har fået blandt andre Dansk Folkeparti til at kræve en undersøgelse af hele sagen, herunder biskop Czeslaw Kozons ansvar. Partiet kritiserer samtidig biskoppen for at sætte kirkens interne regler højere end dansk lovgivning, hvilket Kozon tager klart afstand fra.
" Selvfølgelig er det dansk lov, der gælder her i landet, derom har jeg aldrig været i tvivl, og jeg har aldrig hævdet noget andet", siger biskoppen, som i pressemeddelelsen erkender, at han "nogle gange har udtrykt sig unuanceret og dermed kan have bidraget til at give offentligheden et forkert indtryk".