Afghanistans fremtid omfatter magt til Taleban

Ingen af parterne lægger således længere skjul på – ej heller den afghanske præsident Hamid Karzai, som længe har afvist idéen om forhandling – at der ikke gives en rent militær løsning på krigen i Afghanistan. Taleban skal inddrages, hvis der skal skabes en holdbar løsning for Afghanistan.

"Lad mig sige det rent ud. Alle ved, at denne krig ikke ender med en klar militær sejr på dækket af et krigsskib som under Anden Verdenskrig. Den får en anden slutning end det, en eller anden form for politisk aftale er nødvendig. Det er klart, at man kan ikke lave aftaler med al-Qaeda; dem kan man ikke tale med, det er udelukket. Men det er muligt at tale med Talebans ledere," som Richard Holbrooke, den amerikanske regerings særlige udsending for Afghanistan og Pakistan sagde i mandags i en kommentar til jirgaen i Kabul ifølge den pakistanske avis Dawn.

"Døren står åben," sagde Holbrooke, som mente, at hvis et medlem af Taleban nedlagde sine våben, tog afstand fra al-Qaeda og arbejdede inden for det politiske system for at tilslutte sig regeringen, "er der ikke noget galt i det."

Der er dog langt fra jirgaens uforbeholdne støtte til, at præsident Karzai kan forhandle med Taleban, til, at det rent faktisk vil ske. Den åbne hånd, som Karzai og Vesten forsøger at række frem til Taleban, er indtil nu blevet afvist, og det har jirgaen ikke ændret ved.

"Hvis ikke det var, fordi situationen i Afghanistan er så alvorlig, at der bestemt ikke er noget at le ad, ville det nærmest være komisk. Karzai er en kransekagefigur, en præsident uden særlig meget magt i et land, hvor krigen bliver ført mellem Taleban på den ene side og USA og Nato på den anden. At høre ham holde tale om fred med Taleban, samtidig med at raketterne fløj om ørerne på ham, viser blot, hvor lille betydning jirgaen havde," siger Qasim Sikandar.

I lighed med andre kendere af Afghanistan peger han på, at jirgaen strengt taget slet ikke var en jirga. En rigtig jirga samler de stridende fraktioner med henblik på at nå frem til en fælles løsning. Det var der ikke tale om i sidste uge. Her var den såkaldte jirga stort set udelukkende en samling af præsident Karzais og den siddende regerings politiske støtter. Taleban var ikke inviteret, og de mest fremtrædende oppositionspolitikere deltog ikke.

"Jirgaen var et forsøg fra præsident Karzais side på at træde i karakter og vise, at han har opbakning. Han har længe været på et sidespor i forhold til idéen om at forhandle med Taleban, men han kan se, at det er den vej, amerikanerne trækker, så nu prøver han at skabe en rolle til sig selv," siger Sikandar.

Den tyske forsker Thomas Ruttig, der har boet en årrække i Afghanistan og er meddirektør i det uafhængige netværk af Afghanistan-analytikere, AAN, har heller ikke meget tillid til, at jirgaen umiddelbart vil gøre nogen forskel for situationen i Afghanistan. Han peger på, at den først og fremmest var til ære for omverdenen.

"Selv hvis det var sådan, at Taleban ville forhandle, er der stadig så langt mellem synspunkterne, at det ville være svært at nå et kompromis. Jeg ser intet gennembrud tegne sig. Der vil gå nogle år endnu, før der tegner sig nogle mere rene linjer," siger han.

Thomas Ruttig pointerer, at amerikanerne sideløbende med de uformelle kontakter til Taleban forsøger at få et militært overtag i håb om at svække bevægelsen, inden man indleder egentlige forhandlinger.

"Der har været kontakter mellem parterne længe. Man skal huske, at Taleban er en del af det afghanske samfund. Bevægelsen er vævet ind i befolkningen gennem familiebånd, stammetilhør og så videre. Derfor er det let at skabe forbindelser og holde sig ajour. Men det er noget helt andet at skabe en egentlig politisk proces," siger han.

Både Thomas Ruttig og Qasim Sikandar er sikre på, at Taleban vil vende tilbage til magten i Afghanistan. Spørgsmålet er blot, om de vil blive eneherskende, som de var det op til den amerikanske invasion i 2001. Det tvivler Thomas Ruttig på. Han mener, at Taleban har lært meget, siden deres regering blev styrtet.

– De ved, at de ikke længere er alene om magten. Taleban udvikler sig også, og man diskuterer hele tiden internt, hvad den rigtige strategi er, pointerer han.

Qasim Sikandar er derimod ikke i tvivl om, at Taleban vil overtage førerrollen i landet igen den dag, USA og Nato trækker sig ud af Afghanistan.

"Spørgsmålet er kun, hvilken form for Taleban vi vil se. Bevægelsen har gjort sig mange erfaringer, siden den var ved magten. Den har lært noget om sine svagheder. Den har indset, at den er afhængig af andre, og at der er en grænse for, hvor hårdt og fundamentalistisk den kan fare frem over for lokalbefolkningen, hvis den skal sikre sig opbakning," siger han.

Faren er imidlertid, at man glemmer det hele i den rus, der vil opstå, hvis det lykkes at få USA til at trække sig ud.

"Så vil Taleban få en heltestatus. De vil komme til at stå rigtig stærkt. Folk er trætte af deres rigide styreformer, men de er endnu mere trætte af de vestlige tropper og de overgreb, der sker på de civile. Så på kort sigt kan det godt give Taleban lovlig meget vind i sejlene," siger Sikandar.

På længere sigt mener Sikandar dog, at Taleban – paradoksalt nok taget i betragtning, at det er den fjende, Vesten i øjeblikket gør alt for at bekæmpe – meget vel kan vise sig at blive en stabiliserende faktor i regionen, set med vestlige øjne. De ved på godt og ondt, hvordan man styrer landet. Det springende punkt er naturligvis, hvordan man sikrer sig, at Taleban ikke igen giver husly til internationale terrororganisationer som al-Qaeda, som det skete forud for terrorangrebet den 11. september 2001.

Ifølge den britisk-pakistanske journalist Jan Assakzai er det sandsynligt, at der allerede er en vis forståelse på vej mellem USA og Taleban på det punkt.

– Vi ved, at ledende talebanere tidligere har antydet, at de ville være villige til at holde sig inden for Afghanistans territorium, hvis USA var parat til at forlade landet, skriver han i et indlæg om jirgaen i The Frontier Post, en engelsksproget avis i Pakistan.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk