Hein Heinsen, billedkunstner og teolog, sampler kristen treenighed i "GUD Trinitetsmaskinen"
Treenigheden er kristendommens store fortrin frem for andre religioner. Det er den, der sætter en kæp i hjulet på enhver form for kristen fundamentalisme. Gud Fader har ikke ordet alene, og hvad der står mejslet i sten, bliver også straks en uophørlig samtale. Treenigheden komplicerer også samtidig kristendommen i forhold til de andre monoteistiske religioner, for hvad betyder det overhovedet, at Gud er treenig?
Det er fornemmelse for trinitetens nødvendige dynamik, der ligger bag billedkunstneren og teologen Hein Heinsens "GUD Trinitetsmaskinen". Resultatet er et værk, som vist bedst kan betegnes som en sampling af den treenige Gud, en slags mosaik i tid og rum. Treenighedsdogmet er ifølge Heinsen et værn mod tre forenklinger, fundamentalisme, moralisme og sværmeri, som han skriver i forordet med den programmatiske titel "den plastiske Gud".
Her præsenteres med andre ord en Gud, der ikke er for fastholdere, en Gud, der bliver til i tiden. Altså noget af en dogmatisk udfordring.
"GUD Trinitetsmaskinen" er, som værkets bagmand selv udtrykker det, "en flosset blanding" af teologi, filosofi og kunst. Man kunne også kalde det en kunstnerisk afsøgning af den treenige identitet, som den amerikanske teolog Robert W. Jenson skriver frem i sit ualmindeligt interessante teologisk-systematiske studie.
"Den treenige identitet", som hans bog hedder, udkom på dansk for nogle år siden. Jenson eftersætter her trinitetsteologiens tilblivelse – og Guds bliven til i tiden.
Hein Heinsen går anderledes kunstnerisk til værks, og han går planken ud. Indbindingen er ganske vist solid, hardcover i rødt lærred, guldtryk – næsten. D'et i titlens GUD tipper i blåt ud over bogens kant, her er noget på færde omkring trekantsymbolet. Far, søn og helligånd kører igen i trinitetsmaskinen, centrifugalkraften hvirvler med nødvendighed et fragment ud over kanten.
Der kommer ikke – eller kommer der? – noget samlet værk ud af frisættelsen. Et billede af Gud, måske. Et billede, som kunne være anderledes om 10, 20 eller 30 år – og helt anderledes, hvis det var en anden end Hein Heinsen, der sad ved mikserpulten, en, der ikke havde fundet på at lade en testbombning i Nevadas ørken lyse op over et citat om, at "Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene", og lade dette opslag følge af den korsfæstede nedsænket i urin, mens jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op – og herefter af ved et brændende dannebrog en sætning fra pinseberetningens tunger af ild. For nu blot at nævne elementer fra et enkelt forløb fra trinitetsmaskinen.
Hvis læseren her er en anelse mystificeret, er det ikke uden grund. Citater fra Bibelen, Det Nye og Det Gamle Testamente står side om side med Grundtvig, Rifbjerg og den nikænske trosbekendelse, et foto af en firkantet stenkolos i vand, en ikon og et menneske i frit fald fra tvillingetårnene den 11. september 2001. Trinitetsmaskinen står ikke stille, og der er ikke et enkelt sted, hvor man kan overskue, hvad der er op og ned og frem og tilbage, intensiteten stiger omkring Jesus Kristus, ikke det abstrakte, det helt konkrete, naglemærkerne og såret i siden, hvidgule sommerfugles flimrende vingeslag.
Kildegengivelser finder man bag i bogen, hvor man også på "de gule sider" finder trinitetsteologiske overvejelser i prosaform af Eberhard Jüngel, Carsten Pallesen, Niels Grønkjær, Lars Qvortrup og Johanne Stubbe Teglbjærg. En slags teologisk og kulturhistorisk horisont for trinitetsmaskinen.
Heinsens bog er, som det fremgår, langt fra at være en forklaring, og man kan have sine tvivl, om fundamentalister, moralister og sværmere lader sig overbevise af formen, som på én gang er kryptisk, hermetisk og umiddelbart tilgængelig – erfarbar. "GUD Trinitetsmaskinen" er et fascinerende personligt monument fra en teologisk billedhugger.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
Hein Heinsen: GUD Trinitetsmaskinen. 252 sider. 200 kroner. Gyldendal.