På skattejagt i Vatikanets Hemmelige Arkiver

Og hvis det ikke er nok, hvad så med pergamentruller fra kætterprocessen mod tempelridderne i det 14. århundrede, bullen Inter Cetera, hvormed pave Alexander VI i 1493 delte det nyopdagede amerikanske kontinent mellem Spanien og Portugal, ceremoniellet for kroningen af Napoleon i Notre-Dame i 1804 – alt sammen dokumenter, der illustrerer pavestolens komplekse forhold til denne verdens mægtige og til sine modstandere såvel som nærmeste medarbejdere. De nærmest taler for sig selv.

Et af de smukkeste religiøse dokumenter er et brev til pave Leo XIII skrevet på birkebark i 1887 af en gruppe kristne ojibwa-indianere i Canada. Brevet, der er skrevet i maj og dateret "blomster-måneden", tiltaler paven som "bønnens store mester" og udtrykker indianernes tak for at have sendt dem en "vogter af bønnen", altså en biskop, til at prædike for dem.

Hele spektret af menneskelige egenskaber er repræsenteret, fra kardinaldyder til dødssynder. Meget er opløftende, mens andet i bedrøvelig grad minder om vor tids politiske studehandler.

Men her er vi allerede nødt til at træde et skridt tilbage og iagttage spillereglerne. Dokumenterne viser bredden og dybden af arkivets skatte, men bogen er også lagt an på en venligsindet gennemgang, som arkivets leder, kardinal Raffaele Farina udtrykkeligt understreger i sit forord. Hvorfor "venligsindet"? Jo, fordi gensidig tillid mellem arkivar og bruger er helt afgørende, når det drejer sig om vigtige historiske arkiver.

Enhver arkivforsker ved, at arkivaren har mulighed for at tilbageholde materiale. Det er naturligvis uacceptabelt, men en polemisk forsker kan på den anden side skabe en atmosfære, hvor frugtbar research bliver meget svær. Den problemstilling har Vatikanet haft tæt inde på livet siden oplysningstiden for eksempel i forbindelse med processen mod Galilei eller i kontroversen omkring pave Pius XII?s angivelige "tavshed" under holocaust.Handler det om historisk forskning eller om at finde ting, som man kan smide efter sine ideologiske modstandere?

Derfor er der også lidt formelt over bogen. De i alt 105 dokumenter er udvalgt af et ekspertpanel, og hvert brev og aktstykke er forsynet med en fyldig tekst, der både analyserer og sætter i perspektiv. Det handler om at vække tillid, fortælle om enestående begivenheder, men også om at afmystificere. Vi skal helst opfatte Vatikanets Hemmelige Arkiver som bestyret af fagfolk, ikke farverige særlinge fra "Rosens navn".

Mange af de gengivne arkivalier har med reformationstiden at gøre og udtrykker sort på hvidt de konfessionelle brudflader, vi stadig lever med. Her er et eksemplar af den pavelige bulle, Decet Romanum Pontificem, der ekskommunicerede Martin Luther i 1521, og her er det originale latinske manuskript til Worms-ediktet fra samme år, hvor den tyske kejser erklærede Luther og hans tilhængere fredløse.

Ville Reformationen også have omfattet England, hvis pave Clemens VII havde været mere forstående over for kong Henrik VIII? s bekymringer over ikke at have fået en mandlig tronarving? Det kan man overveje, mens man betragter den originale bønskrivelse fra Englands ledende mænd om at få opløst kongens ægteskab med hans første dronning, Katharina af Aragonien. Pergamentskrivelsen er påhæftet en hel kaskade af laksegl, så det er et vægtigt dokument i enhver forstand.

Udvalget af arkivalier fra reformationstiden rummer også prøver på reformprocessen inden for den katolske kirke i det 16. århundrede med breve fra den lærde humanist Erasmus af Rotterdam og en dagbog fra Tridentinerkoncilet. Dronning Christina af Sveriges abdikationsdokument (et af to eksemplarer), da hun i 1654 frasagde sig tronen og konverterede til katolicismen, er endnu en facet til en dramatisk epoke i Europas historie.

Endnu mere fylder dog det store skisma mellem vestlig og østlig kristendom, der nu har varet i knap 1000 år, og som paver og patriarker i de seneste årtier har brugt stadig mere energi på at løse. Et tidligt forsøg på at genforene den katolske og den ortodokse kirke fandt sted under pave Gregor VII, og vi præsenteres for et rigt udsmykket brev på pergament til paven fra den østlige kejser Johannes II Comnenus fra 1139 med forhåbninger om fred og enhed i kirken.

I det 15. århundrede nåede de to kirker i princippet til enighed, og koncilet i Firenze kunne i 1439 udsende et dekret om enhed, hvad vi ser en prøve på, uden at det dog viste sig holdbart i praksis. Unionen i Brest i 1596 mellem den katolske kirke og dele af den ortodokse kirke i Ukraine har til gengæld vist sig mere holdbar. De ortodokse biskoppers ratifikationsdokument på pergament fra samme år har dog ikke kunnet forhindre stridigheder med den øvrige russiskortodokse kirke, der har varet op til vor tid.

Mere håndfast og mindre teologisk er en appel fra Moskvas patriark Tikhon til pave Benedikt XV i 1921, hvor patriarken beder paven om nødhjælp til den russiske befolkning efter revolutionen og borgerkrigen. Brevet førte til etableringen af den Pavelige Nødhjælpsmission for Rusland, der varede fra 1922 til 1925. I 1989 kanoniserede den russiskortodokse kirke Tikhon som martyr, hvad der kaster yderligere glans over patriarkens brev.

Bogens sidste dokument er måske også det hidtil mest betydningsfulde i bestræbelserne på enhed mellem den ortodokse og den katolske kirke. I 1054 blev bruddet mellem kirkerne formaliseret ved, at paven i Rom og patriarken af Konstantinopel gensidigt ekskommunicerede hinanden. Disse ekskommunikationer blev tilbagekaldt af pave Paul VI og patriark Athenagoras i 1965, og det er den såkaldte tomos, det vil sige det formelle dokument, hvormed patriarken på sin side ophæver ekskommunikationen, der afslutter bogen. Uden dette dokument er det højst usandsynligt, at den nuværende pave ville have kunnet møde den græsk-ortodokse ærkebiskop af Cypern, som det har været planlagt i denne måned.

Uden Vatikanets Hemmelige Arkiver ville vi mangle meget væsentlige dele af kirkehistorien og verdenshistorien. Men arkivet er ikke kun et museum. Det er en integreret del af pavestolens virke, der fortsat får tilført nyt materiale fra alle verdenshjørner. Og som alle nationalarkiver er de nyeste samlingernormalt utilgængelige for offentligheden, skønt det er en politik, der jævnligt vækker vrede, og som pavestolens kritikere anser for symptomatisk for en utidssvarende og topstyret organisation.

Har Vatikanet da noget at skjule? Utvivlsomt. Men i hovedsagen drejer det sig nok snarere om at beskytte. Mange af de dokumenter, der er gengivet i "The Vatican Secret Archives", afspejler begivenheder, der engang stod øverst på den politiske dagsorden, og som kunne betyde liv og død for de mennesker og samfund, der blev berørt.

I mellemtiden er verden ikke blevet et fredeligere sted, og behovet for fortrolighed i Vatikanets kontakt til de lokale katolske kirker – og i pavestolens kontakt til andre kristne kirker, ikke-kristne religioner og nationale regeringer – er ikke blevet mindre. Der var flere kristne martyrer i det 20. århundrede end i alle de foregående århundreder tilsammen, og biskopper og præster, ordensfolk og lægfolk bliver fortsat slået ihjel eller fængslet for deres tros skyld i det 21. århundrede. Deres historier vil fremtidige generationer til sin tid også kunne læse om i Vatikanets Hemmelige Arkiver, men vejen fra missionsmarken, magtens korridorer og mellemregninger i den kirkelige ledelsesproces til offentliggørelse i et værk som "The Vatican Secret Archives" er lang og trælsom.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver anden uge i Kristeligt Dagblad om tendenser og nye tiltag i internationalt kirkeliv. Bogen "The Vatican Secret Archives", som hans analyse denne gang tager udgangspunkt i, er udkommet på VdH Books i 2009. ISBN 9789088810077. Pris: 55 pund.