Pas på ytringsfriheden

Grænserne for, hvad politikere må sige, er meget vide. Med god grund. Ytringsfri-heden er en af demokratiets grundpiller, og grundpiller skal man ikke underminere, for så styrter huset sammen. Derfor skal der også gode argumenter til, hvis man vil ophæve en politikers immunitet for at få ham eller hende dømt for bestemte udtalelser.

Rigsadvokaten mener øjensynlig, at Dansk Folkepartis forsknings- og kirkeordfører, Jesper Langballe, har gjort sig skyldig i så alvorlige skriverier, at han har overtrådt den såkaldte racismeparagraf, straffelovens paragraf 266 b. Baggrunden for anklagen er et læserbrev fra Jesper Langballe lige efter nytår. Han fulgte op på de i sig selv anstødelige og generaliserende udtalelser fra Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, om, at muslimske fædre voldtager deres døtre.

Langballe skrev i Berlingske Tidende, at Hedegaard ikke skulle have sagt, at muslimske fædre voldtager deres døtre, når "sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."

Det er i sandhed skrappe grovheder, som selv Pia Kjærsgaard efter alt for lang tavshed blev nødt til at lægge afstand til. Omend Langballe har ret i, at både voldtægt og æresdrab findes i muslimske miljøer, så var det en skrækkelig generalisering, som ødelægger det for den store majoritet af muslimske fædre og onkler, som opfører sig anstændigt og aldrig kunne drømme om at begå de uhyrligheder, Hedegaard og Langballe påstår, de begår. Dæmoniseringen betyder også, at det nødvendige opgør med voldtægt og æresdrab som fænomen overskygges af diskussionen om de to debattørers sprogbrug.

Det er meget beklageligt. Hvor usympatiske udtalelserne end er, må man imidlertid sætte spørgsmåltegn ved visdommen i at slæbe Jesper Langballe for retten. Det kan både gøre ham til martyr og igen rette opmærksomheden mod det problematiske i den såkaldte racismeparagraf.

Baggrunden for paragraffen er jo, at man vil undgå hetz mod mindretal, som historiebøgerne rummer alt for mange eksempler på. Der går en lige linje fra nazisternes sammenligning af jøder med rotter i propagandafilm til den senere masseudryddelse af jøder i gaskamre. Det må vi som samfund ikke ende i igen, og derfor giver det mening at bevare både racisme- og blasfemiparagrafferne som et yderste værn mod urimelig forfølgelse af mindretal. På den anden side skal paragrafferne bruges med stor varsomhed, fordi de i sig bærer en brod mod ytringsfriheden. Nu ophæver et samlet Folketing Jesper Langballes immunitet, og så må en dom afgøre, om balancen kan holdes.

hhh