Når præster råber op

Af Leif Kiil Sørensen

Hvad er Præsteforeningens vigtigste opgave lige nu?

– Det er at kæmpe for at få ansat flere præster dér, hvor det er nødvendigt. For nogle år siden fastslog en rapport, at mange præster var stressede, og det er de stadig. For eksempel fordi de også skal være præst for nabosognet i seks til 10 måneder, som ofte er den tid, der går, fra en nabopræst fratræder og indtil en ny kan tiltræde.

Hver tredje præst vil af med bopælspligten i præstegården og have flere frisøndage. Hvad siger du til de spørgsmål?

– Principielt mener jeg, at der skal være bopælspligt. Præstegården er et gode for sognet, og samtidig giver det præsten mulighed for at være fleksibel og udnytte tiden godt, når vedkommende bor i sognet. Men samtidig er præstegården også en kilde til stress og frustration, fordi det kan være svært at skelne mellem arbejde og fritid.

– I stedet for flere frisøndage, synes jeg, at Præsteforeningens udspil med at arbejde for en femdages arbejdsuge, lyder fornuftig. Mange mennesker er ikke klar over, at vi formelt set har en seksdages arbejdsuge.

Kirkeminister Bertel Haarder har op til jeres møde advaret præster mod at se sig selv om almindelige lønmodtagere. Er I med jeres krav ved at fjerne respekten for præster i offentligheden?

– Respekten for præster i offentligheden stikker forhåbentlig dybere end som så! Jeg er overbevist om, at de fleste godt kan skille tingene ad. Og der er jo en grund til, at præster er begyndt at råbe op. Ministeren bør se nærmere på vores arbejdsforhold og gøre noget ved dem!