Møde mellem jordnær og himmelstræbende kunst

I år er det 200 år siden, den danske maler Christen Købke blev født, og det fejrer Ny Carlsberg Glyptotek ved at vise sin samling af Købkes landskabsmalerier i en ophængning sammen med fem malerier af den tyske romantiske landskabsmaler Caspar David Friedrich (1774-1840), udlånt til anledningen fra Hamburger Kunsthalle. Titlen på udstillingen er "Mestermøde", men der er snarere tale om et sammenstød end om et møde. Som sekundanter fungerer den lidt ældre danske kunstner Jens Juel (1745-1802) og den norskfødte Johan Christian Dahl (1788-1857).

Købke døde i en ung alder, allerede i 1848. Alligevel er han blevet næsten synonym med dansk guldalderkunst. Der er intet så dansk som et maleri af Christen Købke. Det gælder hans rødmossede portrætter af familie og kunstnerkolleger, og det gælder ikke mindst hans landskabsbilleder fra guldalderens København.

Købke var elev af Eckersberg, der holdt på, at alt kunne være motiv for et billede, stort som småt, bare man arbejdede præcist med perspektiv og komposition. Derfor kunne landskabet set med Eckersbergs øjne afbildes for dets egen skyld og ikke kun som kulisse for historiske og mytologiske optrin, som det tidligere havde været henvist til. Midt i disse nye muligheder tog Købke fat som maler, og udstillingen viser i alt otte af hans billeder, fra tiden på Akademiet i 1820-erne til den obligatoriske italiensrejse i 1838-39.

Men udstillingen har også forbindelsen med bagud mod mere mytologiske landskaber, repræsenteret ved tre malerier af Jens Juel fra slutningen af det 18. århundrede. Her ville man ikke blive overrasket, hvis der pludselig kom en faun og en nymfe løbende ind på scenen. Det ville man derimod i Købkes "Parti af Kastelsvolden". Hans malerier er nøgterne og med omhu for detaljen, enten fascinationen gælder raslende popler i det lille studie "To høje popler", eller omhuen er øst ud over et mørkt fletværk af grene mod en lysende himmel i "Efterårsmorgen ved Sortedamssøen". Han malede sine nære omgivelser, som han kendte dem, og som vi i dag også synes at kende dem, selvom et af Købkes yndlingsmotiver, stien langs Sortedamssøen, for længst er asfalteret.