Udfordringen består i at gøre folkekirken til alle medlemmers hjem og ikke kun de særligt interesseredes. Eventkristendom er en fristelse, for man ser mange i kirke, men man laver blot arrangementer for de særligt interesserede 500 ud af sognets 5000 medlemmer.
Vejen frem er at få flere til at arbejde i kirkens vingård end menighedsråd og præster. Det betyder, at det folkekirkelige arbejde må handle om at give redskaber til andre end præsterne og menighedsrådene. Vores materiale skal gives til lærere, dagplejere, og pædagoger, som selv skal arbejde med børn, unge og voksne, der hvor de er, og så skal præsterne og kirkerne være der, hvis de får brug for dem.

ET EKSEMPEL PÅ, hvordan det er bygget op fra neden, er det private initiativ RAMS i Ribe Stift, hvor man laver materiale til brug for lærere, afstemt efter folkeskolens fagbeskrivelse, der er så mulighed for bare at bruge materialet eller også besøge den lokale præst og deltage i salmesangsprojekter i kirkerne lokalt og i domkirken. Der er over 100 menighedsråd, som deltager, og de holder gennem medvirkende lokalt øje med, om der nu er husket tilmelding fra skolerne til projekterne. Det er oplysende arbejde, som ofte finder sin slutning i besøg i kirken, hvor elever og lærere har klædt sig selv på, og hvor de ved, hvem de skal møde, og hvad præsten er for en person.
Det rækker ud til alle samfundslag og ikke kun de interesserede kernemenighedsfolk, og det er skabt fra neden og har dermed rod i frivillighed. Problemet med meget religionspædagogisk arbejde er, at det kommer fra systemets top udviklet efter de nyeste teorier. Derfor opfattes det ofte som noget fremmed, som pålægges præster og menighedsråd, og det bliver set som en irritation eller byrde oven i en presset hverdag.

Det gælder altså om at få selvstyrende personer og grupper uden for præstekredse og menighedsråd til at arbejde, og med det mener jeg også banale ting som at give en bryllupsbibel med mærkedage for slægten indstreget i de tekster, der bliver brugt til bryllup og dåb, begravelse og konfirmation, som man har derhjemme på hylden.
Så må der tænkes over, hvordan man bekæmper infantiliseringen af kristendommen. Når voksne danskere ofte kun møder kristendommen gennem deres børn og børnebørn, så er det sprog, de får, på børnehave-, 3-klasses og 7-klasses niveau. Man har altså svært ved at føre en voksensamtale om troen, fordi forsøget på at få voksne i kirke går gennem deres børn. En løsning kunne være en teologisk kirkehøjskole, hvor menighedens ansatte og råd kom sammen; gravere, kirketjenere, kor, kirkesangere, menighedsrådsmedlemmer og præst fra samme kirke. På den måde ville man oveni få en fælles forståelse af målet med sognekirken, så de ødelæggende indgreb fra overenskomster og topstyring, der truer med at dræbe arbejdsglæden, kunne imødegås samlet. Man ville opnå en tidobling af antallet af folkekirkemedlemmer, der fik udvidet evnen til at tale kristent voksensprog i fælles forståelse med de andre ved deres lokale kirke.

FOLKEKIRKEN MÅ FORHOLDE sig som kirke til den nye situation, hvor der kommer mange fremmede til landet, både kristne og ikke-kristne. Missionen, som enhver kirke er forpligtet på, skal derfor ske over for ikke-kristne og ikke over for døbte. Man kunne optage immigrantmenigheder i folkekirken. Det vil "Church of Love" med pastor Massoud Fouroozandeh, der har konverterede muslimer som medlemmer, for eksempel gerne. Immigrantmenighederne kunne stå for missionen i deres kulturelle miljøer, så slap man for at skulle føre værdidebat om "dem" og "os" i folkekirkeregi. Man ville undgå den grøftegravning, som meget folkekirkeligt dialogarbejde har ført til, når man samtaler med de 10 procent mest fundamentalistiske muslimer og de facto anerkender deres ret til at repræsentere de øvrige 90 procent, som ikke er det, så man ufrivilligt formidler et billede af, at alle fra muslimske lande er fundamentalister.

Nej, lad immigrantmenighederne lave missionen, og lad os kanalisere støtte til dette arbejde over i dem. Det er på tide at få det arbejde, der flere steder foregår, gjort officielt og dermed tilpasse os en ny virkelighed i stedet for at begræde udviklingen. Fatalisme har aldrig haft hjemstedsret i kristendommen.
Fremtidens folkekirke skal holde sig fri af politik. Med det mener jeg de mange events, vi har set på det seneste med Brorsonskirken og flygtningene, klimagudstjenester og klokkeringninger i den anledning, vielser af homoseksuelle eller spørgsmålet om krigsdeltagelse. Intentionen for de kirkefolk, som sætter initiativerne i gang, er naturligvis dybtfølte, men man må prøve at beherske sig for folkekirkens skyld.
Man må være nøgtern og tænke på, at der er 60 procent af præsterne, som stemmer fra De Radikale og ud mod venstre, og det gælder sikkert også biskopper og provster. Det giver naturligvis en atmosfære, der ikke må udnyttes, fordi den danske folkekirkes medlemmer er spredt ud over hele spektret af det politiske liv.
Vi må forhindre, at folkekirken bliver den selvgode kirke over for de andre, som skal trækkes i næsen. Det er der ingen, der gider i længden, og faren for udmeldelser af kirken i en synodekirke med politisk kant ser man rundt om os. Det bliver en politisk højtprofileret kirke, men meget svag på kristne dogmer med tendens mod ren humanisme, så forskellen på kirken og den almindelige venstrefløjs værdipolitik bliver usynlig.
Idealet må være, at der er plads til alle i stalden omkring krybben, vismænd og æsler, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, for det, man samles om, er budskabet om Kristus som alles frelser og forsoner. At sidde side om side på kirkebænken som brødre og søstre af Kristus og bede til vor fader, som er i himlene, er ikke kun et kristeligt ideal, men viser, hvorfor folkekirken er en af de allervigtigste faktorer for sammenhængskraften og et af de sidste steder, der på grund af den decentrale struktur ikke er politiseret. I en tid, hvor den europæiske økonomi vakler, og hvor kampen om penge bliver hårdere, er folkekirken en af de ting, som kan binde danskerne sammen på tværs af fordelingspolitik, som demokratiet jo dybest set er forum og slagmark for.

Torben Bramming, teolog