Ekspert i europæisk forfatningsret raser over menneskerettighedsdomstolens krav om, at alle kors skal fjernes fra italienske offentlige skoler
Italien blev sidste efterår dømt til at fjerne alle kors i klasseværelserne på de offentlige skoler. Nu går sagen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol videre til appelretten Storkammeret, som skal træffe den endelige afgørelse. Og det har blandt andet aktiveret professor Joseph Weiler fra New York Universitet, der leder en række institutter med speciale i europæiske forhold og europæisk ret.
Kan du se en tendens i Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstols domme i religionssager?
"Ja! En kontinuerligt latterlig og falleret idé om, at sekularisme er neutral. Det kan have været rigtigt i 1900-tallets USA og Frankrig, hvor de store splittelser var mellem forskellige religiøse tilhørsforhold. Men i dag, hvor splittelsen er mellem sekulære – som fortjener al respekt – og de religiøse, kan sekularisme ikke længere gøre krav på at være et neutralt standpunkt. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er nødt til at forlade denne antikverede position og udtænke nye strategier for at fremme gensidig tolerance og respekt i moderne samfund."
Er du enig i, at korsdommen – hvis den stadfæstes i Storkammeret – vil lede til, at domstolen har introduceret begrebet "retten til ikke at blive fornærmet" og derfor vil lede til en række sager om andre religiøse symboler?"Nej. For jeg har svært ved at tro, at dommen ikke ændres i Storkammeret. Men Storkammeret kunne nå til samme resultat, omend der kan ligge et andet ræsonnement bag. Og jeg er ikke enig i, at det vil lede til mange flere sager, fordi jeg tror, at offentlige skoler i den endelige dom vil blive opfattet som et særligt område, der ikke kan sammenlignes med andre offentlige rum."
Hvis jeg forstår dig ret, så mener du, at korset er et religiøst symbol og ikke, som italienerne har anført, mest et traditionelt eller kulturhistorisk symbol, og at korset opfordrer mere til dialog end den bare væg, hvor korset har hængt?
"Det er dumt at argumentere for, at korset ikke er et religiøst symbol. Og det er dumt af Italien at bruge det argument i sagsfremstillingen. Selv hvis Italien havde vundet sagen, ville vi alle have tabt. Det havde nemlig betydet, at religiøse symboler ikke har en plads i det offentlige rum eller i det mindste ikke i klasseværelser. Vi lever i et samfund, der er delt op mellem religiøse og mennesker, hvis tro er oplyst sekularisme. Vi er nødt til at lære vores børn at respektere hinanden. Mit hovedargument er, at ekskludering af religiøse symboler ikke nødvendigvis eller automatisk er den bedste måde at lære tolerance på."
I hvilket omfang mener du, at majoritetsreligioner skal holde op med at forsvare sig mod krav fra minoritetsreligioner og sekulære?"Du mener kristne? Kristne troende, ikke traditions- eller kulturkristne, har længe været en minoritet i de fleste europæiske stater. De bør ydmygt, men bestemt insistere på, at kristendommen er en uadskillelig del af fundamentet for europæisk identitet. Og selvfølgelig med fuld respekt for religionsfrihed og friheden til at forlade en religion. Ved at bevare en levende kristen stemme i samfundet gør de både sekulære, jøder og muslimer en stor tjeneste. For hvad er Europa uden kristne rødder?".
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk