Derfor snubler de Konservative

Har det så fået den borgerlige utilfredshed til at lægge sig? Ikke hvis man skal tro meningsmålingerne, som fortsat viser et massivt vælgerskred fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti til oppositionen.

For De Konservative har nedturen imidlertid været særlig slem de seneste seks måneder.

Det er der fire helt indlysende årsager til. For det første efterårets burkasag, der endte som en katastrofal lancering af De Konservative som et værdipolitisk alternativ til Dansk Folkeparti. Det ramte i høj grad Lene Espersen.

Det var også hende, der lige efter nytår ville markere De Konservatives opgør med efterlønnen – til stor irritation for Venstre. Det endte i indbyrdes splid og surhed mellem de to partier.

Den helt store bommert blev dog Lene Espersens afbud til Arctic 5-mødet sidst i marts, som har martret partiet i over to måneder.

Endelig er der som nævnt i indledningen den økonomiske genopretningsplan, der mere bredt har ramt regeringssiden.

Krisen har samlet sendt De Konservative ned under otte procents tilslutning i flere målinger, og det har presset partilederens personlige troværdighed ned under gulvbrædderne, hvor hun nu for vælgerne står som den mindst troværdige af alle ministre.

Den nuværende økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), sagde i en folketingsdebat i 1990?erne, at "det er dejligt at være konservativ". Det affødte en del latter i folketings- salen, da han sagde det midt under den konservative fløjkrig, så han tilføjede skyndsomst, "når man kommer hjem".

I dag er det svært at få konservative til sandfærdigt at skrive under på, at det er dejligt at være konservativ.

Alligevel har Lene Espersen netop præsenteret et debatoplæg med den optimistiske titel "Fremtiden er konservativ".

I øvrigt samme overskrift, som Naser Khader brugte på en kronik, da han for lidt over et år siden skulle begrunde sin indmeldelse i partiet.

Men er fremtiden virkelig konservativ, eller er det bare en virkelighedsflugt fra den kaotiske nutid?

Kommentator og tidligere leder af De Konservative Hans Engell mener, at i hvert fald nutiden er konservativ. Der er konservative regeringschefer i store dele af Europa, og herhjemme er hele det politiske felt rykkket til højre.

"Hvorfor får de konservative i Danmark så ikke bedre fat i vælgerne? Et hovedproblem er, at partiet gennem årene har været utrolig klemt af Venstre og Dansk Folkeparti og nu også af Liberal Alliance. De har haft et meget lille spillerum, og de har haft utrolig svært ved at trænge igennem med deres mærkesager," siger Hans Engell.

De Konservative har ikke haft noget at byde på, når det gælder store emner som EU, eller hvad Danmark skal leve af.

"Nu skitserer Lene Espersen så for første gang et konservativt projekt. Det udfordrer både Venstre og Dansk Folkeparti, og jeg tror især Venstre bør læse udspillet meget grundigt," siger han.

Det særligt udfordrende er, at De Konservative vil lægge mere vægt på reformdagsordenen. Offentlig velfærd skal ikke smøres så bredt ud til alle.

Lykkes det mod alle odds regeringspartierne at genvinde magten efter næste valg, kan der opstå en skarpere front mellem på den ene side reformtøverne Venstre og Dansk Folkeparti og på den anden side de mere reformivrige konservative og Liberal Alliance samt eventuelt De Radikale.

Den nationalkonservative samfundsdebattør, kultur- og litteraturforsker Kasper Støvring mener også, at både fremtiden og nutiden er konservativ. Selve tidsånden er konservativ, men det har Det Konservative Folkeparti ikke hidtil udnyttet, understreger han.

"Jeg tror, at De Konservatives manglende popularitet hænger sammen med den manglende professionalisme, jævnfør de mange sager, der har været for nylig," siger han.

"Vi mangler også stadig at se budskaber på det værdipolitiske område. De Konservative har med god grund været meget fokuserede på økonomien, men det har betydet, at kulturspørgsmålet er blevet holdt i baggrunden."

Kasper Støvring finder, at partiet i langt højere grad burde besinde sig på den kulturelle sammenhængskraft, som binder nationen sammen.

"Hele idéen om nationen som samlingspunkt handler jo ikke kun om udlændinge- og integrationspolitik, men også om EU som et overstatsligt projekt. Der mangler en skeptisk, konservativ røst," siger han.

Selvom den økonomiske krise i øjeblikket fylder meget, er værdipolitikken meget slidstærk og vil vende tilbage.

Efter at velfærdsingeniøren Lars Løkke Rasmusssen (V) har afløst værdikæmperen Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister, er der tilmed blevet et stort hul på den værdipolitiske bane for De Konservative.

Analysen har imidlertid en svaghed. For med De Konservatives (og Venstres) deroute har Liberal Alliance fået sit andet liv. Hvordan kan det passe, at de borgerlige vælgere tilsyneladende flygter til det mest liberale og økonomisk orienterede parti, vi har, hvis det i virkeligheden er værdipolitikken, der er fremtid i?

"Liberal Alliance fremstår som mere klar med hensyn til reform- og velfærdsdagsordenen, men på længere sigt kan partiet komme i klemme ved ikke at markere sig værdipolitisk. Det er en fejl," siger Kasper Støvring. Og så igen: De mange kritiske e-mail og læserbreve til De Konservative handler primært om økonomien. Om børnechecken. Vælgeranalyser viser heller ikke, at værdipolitik er særlig langt fremme i bevidstheden for tiden.

Måske hører det med til den konservative identitetskrise, at det ikke er helt nemt at finde ud af, hvad en konservativ skal mene netop om den check.

På den ene side kan man hævde, at checken bare er en anden form for skattefradrag, som giver familierne bedre økonomiske muligheder for at sikre næste generation. Den generation, som skal sikre fremtiden for hele samfundet. God konservativ familiepolitik.

På den anden side vil andre fremhæve, at der er en værdighed i at kunne klare sig selv, og derfor skal man være kritisk over for de såkaldte universal-ydelser.

Hos De Konservative siger udenrigsordfører Naser Khader, at "den blå blok" slapper for meget af i værdipolitikken.

"Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde fastholdt den dagsorden, som vi lagde med integrationsudspillet sidste sommer, men der gik desværre for meget burka i det. Både meningsdannere og lederskribenter rottede sig jo sammen om at fastslå, at det var latterligt at ville forbyde burka. I virkeligheden var vi forud for vores tid, og jeg mener stadig, at ytringsfriheden er vigtigere end skatteprocenter," siger Naser Khader.

Han mener, at der er masser at komme efter i værdidebatten og nævner som nyere eksempler terrortruslen mod fodboldlandsholdet, udvisningen fra Pakistan af Kristeligt Dagblads korrespondent Puk Damsgård samt indvandrerbanders skyderier i Nordsjælland.

Hans Engell synes derimod, man skal være varsom med at bruge værdipolitik som et trylleord, der kan få vælgerne til at strømme til.

"Værdipolitik er blevet et elastikord for hvad som helst. Miljø, klima, retspolitik, udlændingepolitik. Men burkadebatten viste, hvor gruelig galt man kan komme af sted, hvis man tolker ordet for ensidigt. Da De Konservative kom med deres integrationsudspil, viste der sig for første gang en intern modstand mod Lene Espersen, og der var lige ved at komme en modkandidat til hende, fordi man ikke holdt balancen. Og hvis man vil føre værdipolitik hos De Konservative, handler det i høj grad om at holde balancen," siger Hans Engell.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk