En pilgrims indre rejse

"Dorph", som hun kalder sin afdøde mand, og som stadig er en uadskillelig del af hendes liv, omtalte sig selv som "kristen kætter". Det var mødet med ham, og en præst, der formåede at skære igennem og sætte nogle ting på plads, der hjalp hende tilbage til kirken. Den nu 43-årige Nana Rømer Dorph-Petersen fandt tilbage til sin barnetro, som var blevet saboteret i mødet med det karismatiske kristne miljø i hendes tidligste ungdom.

"Der blev talt meget om straf og fortabelse, hvis man ikke troede på Gud. Tanken om Helvede kunne jeg slet ikke holde ud. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at én eneste går tabt. De gjorde Gud til en bogholder-gud, som sad og holdt nøje regnskab med vores fejl og dyder. En sådan middelmådig gud kunne og kan jeg ikke tro på."

I10 år holdt hun sig væk fra kirke og kristendom, men samtidig fik hun oplevelser af Guds næsten fysiske nærvær, og det skræmte hende fra vid og sans.

"For som jeg havde fået præsenteret billedet af Gud, lunefund og fordømmende, kunne man jo forvente hvad som helst fra hans side. Så det skræmte mig, at jeg kunne mærke hans nærvær."

Nana Rømer Dorph-Petersen røg ud i nogle store psykiske problemer. I dag er hendes tro ganske anderledes afklaret.

"Dengang skulle man hele tiden være på vagt, så man ikke kom til at synde over for Gud. Det var meget klaustrofobisk, for allerede dengang tænkte jeg, at livet skal stå åbent, og at vi netop som kristne må kaste os ud i det brogede liv og tage imod det i alle dets aspekter i tillid til, at Gud passer på os. Jesus har jo overvundet ondskaben."

Som hun har udtrykt det i en nyskrevet konfirmationssalme: Der hvor alle slipper grebet, gribes jeg af Gud.

Arbejdet med den nye digtsamling blev sat i gang af nogle ydre omstændigheder, som gjorde hende opmærksom på skylden og skammen som del af menneskelivet.

"Jeg satte mig for at gå ind i de følelser, ind i de mørke sider af tilværelsen, som vi skubber væk og helst ikke taler om og forsøger at bilde os selv og hinanden ind ikke findes. Men det gør de jo, og i stedet for at forholde os til dem ligger de der som noget uforløst, som åbne sår i vores liv."

Nana Rømer Dorph-Petersen bevægede sig med sine digte ind på et tabuområde, og det blev en rejse ind i erkendelsen af egne svagheder og svigt, erkendelsen af ikke at være fejlfri.

"Jeg fandt jo ud af en masse dårlige sider ved mig selv, men samtidig lå der også en stor befrielse i at få skylden og skammen frem i lyset, og det er egentlig det, jeg vil: at vi sammen begynder at tale mere om denne side af livet frem for at skubbe det væk. Det er ikke følelser, der skal forherliges eller dyrkes, men ved at erkende de mørke sider får de rum, og det var en stor lettelse for mig at opdage, at jeg også kunne rumme disse følelser."

Det er ikke Gud, vi skal skamme os over for, understreger Nana Rømer Dorph-Petersen.

"Skyld og skam er et vilkår som menneske. Vi kan ikke leve vores liv uden at komme til at gøre andre fortræd. Som mennesker er vi skyldige over for hinanden. Til et helt menneskeliv hører ansvar og dermed muligheden for svigt, og livet er smerte og glæde og også skyld og skam. Sådan er det, og Gud ved jo godt, at vi ikke er perfekte, men hans kærlighed omfatter os med alle vores fejl og mangler."

"Den er så stor, at al snak om Guds kærlighed for mig ikke giver nogen som helst mening, hvis man samtidig tror, at ikke alle kommer i Himlen."

I Nana Rømer Dorph-Petersens "Pilgrim" er ordet Gud ikke nævnt en eneste gang. Alligevel er det en bog "fuld af Gud og det levede liv", fastslår hun. Sådan som Gud er det i hendes liv, for i hans altomfattende kærlighed fandt den indre pilgrim i Risskov sin befrielse.

steens@kristeligt-dagblad.dk