Livets foranderlighed og modning

Senere, mens vi stiftede familie og så vore egne børn vokse op, blev glæden og forventningerne af en anden slags. De blev blandet op med andre følelser, dem som naturligt følger med ansvaret for børn og familie. Forventningens jublende glæde blev mere afdæmpet. Men den var der. Forventningerne drejede sig nu mest om børnene, deres ankomst og opvækst, deres trivsel og deres muligheder i fremtiden.

Den drejede sig også om vores virksomhed på gården. Glæden var der, når det, som vi troede på, lykkedes, og børnene trivedes. Når arbejdet i hjemmet, i marken og stalden gav resultater. Glæden over hver eneste lille forbedring, hvor lille den end ville forekomme, set gennem nutidens materielle briller.

Foråret og sommerens væld af farver og dufte gav fornyet energi og fik glæden til at boble i sindet. Senere igen, da næste generation tog over, oplevede vi forventningen og glæden ved anskaffelse og indretning af den nye bolig, vort nye hjem, et nyt sted mellem nye mennesker.

Nu, hvor børnene selv har familier, og vi ikke længere bærer ansvaret for dem, ikke længere skal tage hånd om deres fremtid, er forventningerne ikke så højtflyvende, og glæden er blevet en stille glæde ved at se familierne trives og børnebørnene vokse op.

Forventningerne til fremtiden er af naturlige årsager ikke de helt store. Fremtiden er blevet mindre, og det, vi håber, den vil bringe os, er et fortsat nogenlunde godt helbred, nogle gode oplevelser med familie og venner, at det vil gå børn og børnebørn vel i livet, og at vi, den dag vi skal sige verden ret farvel, kan få lov at gøre det på værdig vis.

Glæderne må vi skaffe os ved de interesser, vi nu engang er blevet udstyret med – lysten til at dyrke, og ved ikke mindst at glæde andre, når muligheden byder sig.

Forventningens jublende glæde skal vi ikke forvente vil fylde vores sind, som den gjorde i ungdommen. Den lader sig ikke indfange, hvor meget vi end jagter den.

Vi skal være til stede i nuet og i taknemlighed huske på alle de gode stunder, som livet også gav os.

Og nu, hvor forsommeren byder på sit væld af blomster, skal vi nyde synet og duften uden at skulle bruge det til andet end blot at glædes over naturen og alle de gode mindelser, den giver os hver især. Endelig er min indre ?Pe sme" borte for altid.

God sommer!

Bedstemor

Kære Bedstemor

Tak for dine fine ord fra din barndoms have, hvor livet og blomstrende træer foldede sig ud næsten som om, de løb om kap. Og tak for din skildring af livets, sindets og forventningens skiften. Der er noget roligt og smukt ved din beskrivelse af foranderligheden. En slags "tagen livet på sig", hvor de forskellige livsfaser mødes med en nøgtern og glædelig tilgang, sådan som de nu engang tager sig ud, og hvor nye livsudfordringer bydes velkommen. Du har en erkendelse af, at man – samtidig med at der siges goddag til noget nyt – også må siges farvel til noget smukt og værdifuldt.

Dine ord minder os om den svære kunst, det til tider kan være at se det positive i nye livskapitler, og de kalder på, at vi træner i kunsten at hjælpe hinanden dertil.

Foranderlighed og livets gang kalder på modenhedens udvikling, tilkæmpet ro, forsoning og taknemmelighed. Det er stort at møde mennesker, som er kommet et stykke hen ad livsvejen, som har udviklet disse ting, nogle gange endda på en ganske mørk baggrund. Og samtidig skal det vemod, som også er indbygget i livet og tidens og kroppens forfald, ikke negligeres. Vi kan ikke fastholde livet og ungdommen, helbredet og sommerstemningen som en besiddelse. Få af os kan glæde os til jul eller til sommerferien eller til en fødselsdag, som da vi var børn. Men sådanne manglende følelser er ikke ensomhed eller fattigdom, men måske bare ændring, roligere sejlads og en større horisont.

Livets forandringer er en realitet for alle. Ligesom årstiderne ændres, så er der noget smukt over hver tid. Og det er en nåde, hvis vi kan opleve det og vælge at møde dagen i dag og i morgen med et åbent sind. Tak, fordi du mindede os om det.

Mange hilsener Annette og Jørgen