Bernard-Henri LÉvy |
11. juni 2010
Det er ikke Israel, men Hamas, som tager gidsler og udnytter lidelsen i Gaza, skriver den franske filosof Bernard-Henri Lévy
Måden, hvorpå et angreb på skibet "Mavi Marmara" og dets konvoj ud for Gazas kyst blev udført, var tåbelig. Det sagde jeg allerede den dag, det skete, under en heftig debat med en af den israelske premierministers, Benjamin Netanyahus, ministre i Tel Aviv.
Det mener jeg stadig. Når det er sagt, er det helt uacceptabelt med den syndflod af hykleri, ond tro og fejlinformation, som er skyllet ind over verdens medier, sådan som det sker, hver eneste gang den jødiske stat træder ved siden af.
Den alt for almindelige beskrivelse af en "blokade" pålagt alene af Israel kan ikke kaldes andet end fejlinformation, når den faktisk er igangsat af både Israel og Egypten, to lande, der grænser op til Gaza. Egypten er naturligvis kun glad for at lade en anden om at dæmme op for den indflydelse, der udøves i regionen af denne bevæbnede forlængelse, fremskudte base og en skønne dag måske endog hangarskib for Iran.
Her i Frankrig ser man også vildledning i form af skildringen af en "total og ubarmhjertig" blokade (ifølge Laurent Joffrins leder i den franske avis Liberation den 5. juni) og forestillingen om, at Israel har taget Gaza som gidsel og sat "menneskeligheden i fare" (bemærkning i Le Monde samme dag fra Frankrigs tidligere premierminister Dominique Villepin).
Vi må heller ikke blive trætte af at minde andre om, at blokaden alene omhandler våben og de materialer, der er påkrævet for at fremstille dem.
Det hindrer ikke den daglige ankomst via Israel af mellem 100 og 120 lastvogne med mad, medicin og andre humanitære varer. Menneskeheden er ikke "i fare" i Gaza, og det er løgn at sige, at folk "dør af sult" på gaderne i Gaza By.
Det kan diskuteres, om en militær blokade er den rette måde at svække premierminister Ismail Haniyehs Hamas-islamistiske regering på.
Men én ting er ubestridelig: De israelere, der betjener checkpointene mellem territorierne dag og nat, skelner om nogen mellem det regime, de forsøger at isolere, og den befolkning, de passer godt på ikke at straffe. Inspektionen af endnu et skib, også det sponseret af Frit Gaza-bevægelsen, fandt sted lørdag uden spor af vold, og dets nødhjælpslast er klar til at blive uddelt til dem, den er tiltænkt.
Men når Hamas så blokerer for nødhjælpen ved Kerem Shalom-checkpointet og lader den rådne langsomt op, forholder verden sig tavs.
"Skil jer af med alle produkter, der har været i hænderne på den jødiske told," siger de. "Smid alt legetøjet fra Europa ud, fordi det har ligget i timevis i den israelske Ashdod-havn." Hvad Gazas børn selv ønsker, er det sidste, nogen bekymrer sig om i Gaza. De børn, der er blevet reduceret til et menneskeligt skjold for den islamistiske bande, der tiltvang sig magten for tre år siden.
Men hvem siger det højt?
Hvem udviser den mindste indignation?
Liberation havde forleden dag den horrible overskrift: "Israel, piratstat", som – hvis ord stadig betyder noget – alene har til hensigt at fratage den hebraiske stat legitimitet.
Hvem vover at forklare, at hvis der er nogen, der tager gidsler i Gaza og skruppelløst udnytter lidelsen (kort sagt, opfører sig som pirater), er det ikke Israel, men Hamas?
Yderligere misinformation: Klagesangen, the Guardian rapporterer om fra de nyttige idioter, som var faldet i kløerne på "humanisterne" fra Tyrkiets Humanitære Nødhjælpsfond, IHH. Blandt dem er jihad-entusiaster, antiisraelske og antijødiske undergangsfanatikere, hvoraf nogle blot dage før angrebet på Al-Aqsa TV udtrykte ønske om at "dø som martyr" . Hvordan kan en forfatter af svenske Henning Mankells kaliber sådan tillade andre at udnytte sig? Når han siger, at han overvejer at forbyde oversættelsen af sine bøger til hebraisk, viser han, at han har glemt den hellige skelnen mellem en tåbelig regering på afveje og de folkemasser, som ikke identificerer sig med den.
Hvad med alle dem, der beklager, at Israel har afvist krav om en international undersøgelse, sådan som FN's Menneskerettighedsråd har ønsket?
Israel ønsker ikke at underkaste sig en undersøgelse som den, der resulterede i den berømte Goldstone-rapport, der blev bestilt efter krigen i Gaza, udfærdiget af det samme lydhøre panel, hvis fem dommere – hvoraf fire aldrig har lagt skjul på deres militante antizionisme – indsamlede interview med palæstinensiske krigere og civile i løbet af få dage, nøje overvåget af Hamas.
Israel kan ikke acceptere endnu en international juridisk maskerade, hvis konklusioner ville være kendt på forhånd og alene ville tjene til som vanligt at trække regionens eneste og enestående demokrati til anklagebænken.
Denne uværdige saga er blevet noget af en karikatur, en skummel skæbnens grimasse, hvor demokrati bekæmpes, som var det et diktatur eller en fascistisk stat.
Så meget desto mere grund er der til at modsætte sig den kapring af mening, som stiller selve ånden i en politik, undfanget for at modstå barbarernes bestræbelser, til sin egen rådighed.
Så meget desto mere grund til ikke at overgive sig.
Bernard-Henri Lévy er jødisk filosof og forfatter
© Bernard-Henri Lévy. New York Times Syndicate
Oversat af Sara Høyrup
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad