Hollandsk højredrejning

Efter onsdagens hollandske valg, som gav gigantisk fremgang til den højrepopulistiske Geert Wilders og hans Frihedsparti, PVV, og ligeledes stor succes for Mark Rutte og det liberale VVD, kan man roligt tale om en generel højredrejning blandt hollænderne. Selvom en del af de liberales fremgang er sket på bekostning af det tredje parti til højre for midten – Kristdemokraterne (CDA) og premierminister gennem otte år, Jan Peter Balkendende, der nu forlader politik som konsekvens af nederlaget – står Holland med et højreflertal. Det vil, som en undtagelse i hollandsk politik, være muligt for valgvinderen Mark Rutte at danne en højreregering med de to andre. Wilders har således erklæret sig regeringsklar og villig til at gå på kompromis, samtidig med at han anfører, at PVV med 16 procent af hollænderne bag sig ikke længere kan ignoreres.

Det spændende i den kommende tid med regeringsforhandlinger – og det kan i hollandsk politik vare måneder – er, om Wilders optræder, som han har sagt, at han agter, og om Mark Rutte er af den samme opfattelse, når det kommer til stykket. Den liberale leder har også den mulighed, at han kan gå efter en dansk model, hvor VVD og CDA danner regering, og PVV fungerer som støtteparti. Eftersom Rutte, der har vundet valget på at ville rette hurtigt op på Hollands kriseramte offentlige finanser, samtidig har sagt, at han af hensyn til nationens økonomiske tilstand vil gå efter en hurtig regeringsdannelse, kan han også blive tvunget ud i en bred koalition hen over midten. Det vil bare ikke som udgangspunkt være hans kop te, hvad angår politisk indhold, fordi koalitionspartnere som det socialdemokratiske PvdA, D66 (minder om Det Radikale Venstre i Danmark) og de rød-grønne i GroenLinks vil tvinge ham væk fra liberalismen.

Uanset hvor det ender, vil to af de underliggende signaler fra de hollandske vælgere – en stigende indvandrerskepsis og voksende EU-kritik – næppe kunne ignoreres af en kommende ny regering. Især ikke hvis Geert Wilders får noget at skulle have sagt. Set udefra – i et europæisk perspektiv – er det særdeles bekymrende, at Holland med valget har taget endnu et skridt væk fra sin rolle som kerneland i EU med store visioner for det europæiske samarbejde. Det er rigtigt, at Holland har sine problemer at slås med, og det er naturligt, at man vil løse disse. Men det er uheldigt, at Europa nærmest ikke er blevet nævnt med et ord i valgkampen, og hvis en ny regering vitterligt skruer helt ned for de europæiske ambitioner, vil EU have mistet en vigtig drivkraft for udvikling af samarbejdet. Man må håbe, det ikke sker, for det vil være dårligt for Europa.