Belgierne stemmer om landets fremtid

"Der er meget mere på spil ved dette valg end ved et normalt valg. Det her handler virkelig om Belgiens fremtid," siger Bart Maddens, der er lektor ved Det Katolske Universitet i Leuven, hvor han er leder af den politiske afdeling.

"Måske er det endda det sidste valg i Belgien. For hvis vi bevæger os mod en fuldstændig konføderation, så vil vi ikke længere have brug for samlede valg," siger han.

På det fransktalende Frie Universitet i Bruxelles, ULB, sidder videnskabelig assistent Régis Dandoy. Han er også overbevist om situationens alvor.

"Vi er nået til et opbrudspunkt," siger han.

Spørgsmålet er bare, hvor dybt man vil skære i det allerede rimelig porøse Belgien. Og fra vallonsk side holder man vejret og venter.

"Det er flamlænderne, der må spille ud. For det er ikke de fransktalende, der efterspørger reformerne," understreger politologen.

Det er særligt skatterne, udgifter til pensioner, den sociale understøttelse og arbejdsmarkedspolitikken, som vallonerne gerne vil holde centralt, fordi det vil være meget dyrt for dem at skulle finansiere dem uden støtte fra storebror i nord. Og fra vallonsk side har taktikken hidtil været at hugge bremserne i og sige nej.

"For dem gælder det om at mindske omfanget af reformerne så meget som muligt," siger Dandoy.

Først skal man imidlertid løse et presserende problem. Det, som hele regeringen faldt på, nemlig konflikten om den selvstændige Bruxelles-region, der er omgivet af Flandern på alle sider, og som vokser ud over sine bredder og ind i hollandsktalende land. Hovedstadsområdet er det eneste sted, der er officielt tosproget, men 85-90 procent er fransktalende. I de to hollandsktalende oplandsarrondissementer, Halle og Vilvoorde, er der en stadig større frustration over, at Bruxelles-boerne strømmer ud i oplandets 35 kommuner.

Men samtidig føler de cirka 150.000 fransktalende i området sig stadig mere pressede af de flamske myndigheder, der mange steder har meget lav tolerancetærskel over for brug af fransk på for eksempel butiksskilte eller i den daglige kontakt med kommunernes offentlige ansatte, der flere steder kun må tale hollandsk.

En af de kommuner, der er blevet hængt ud for at være overdrevent rigid i sit sprogregime, hedder Dilbeek. Og her er Stijn Quaghebeur medlem af det lokale byråd.

Han mener, at problemet er de fransktalende belgiere, der burde tørre øjnene og indse, at hvis de vil bosætte sig i Flandern, så må de aflægge sig den uvane at tro, de kan tale fransk alle steder.

"Det er ikke menneskerne, der er et problem. Det er mentaliteten og den måde, de altid stiller spørgsmålstegn ved Flanderns ensprogede status på," siger Stijn Quaghebeur.

"De fransktalende sætter jo spørgsmålstegn ved Belgiens indre grænsedragninger. Det er ligesom, hvis de tysktalende i Danmark pludselig ville have gjort deres områder til en del af Tyskland," siger han og understreger, at man reelt står med to forskellige demokratier, udgjort af to forskellige folkeslag, der ikke læser de samme aviser, ser det samme tv eller lytter til den samme musik.

"Når vi tager til Vallonien, så tilpasser vi os jo også og taler fransk. Men den slags mentalitet har de ikke. Og vi kan ikke tillade os bare at se gennem fingre med det, for vi kan se, hvordan kommunerne omkring os er blevet ?franskificeret?. For 40 år siden var det hollandsktalende områder, og det er det ikke mere. Derfor har vi ikke noget valg, for hvis vi giver dem en lillefinger, så tager de hele armen," siger han.

Renaud de Leyzat er vallon og bor lige over sproggrænsen 15 kilometer syd for Bruxelles. Han indvender, at den grænse tilbage i 1963 kun blev trukket der, hvor den blev, fordi man lovede visse sprogrettigheder til de fransktalende, der boede der, og at flamlænderne nu prøver at løbe fra den aftale.

Selv ville han aldrig flytte til en af oplandskommunerne.

"Jeg ville ikke føle mig velkommen," siger Renaud de Leyzat.

Han er meget nedslået over de politiske udsigter.

"Det her har udelukkende negative konsekvenser for os," siger han og mener, at det her er begyndelsen til enden på Belgien.

På Det Katolske Universitet i Leuven konstaterer lektor Bart Maddens, at alt ironisk nok tyder på, at man på grund af avanceret belgisk valgmatematik formodentlig for første gang i nyere historie vil få en vallonsk statsminister efter weekendens valg. Valgets ukronede konge, N-VA?s Bart de Wever, har sagt, han ikke er interesseret i posten. Socialisterne tegner til at blive den største politiske familie på landsplan, hvis man lægger partierne i nord og syd sammen. Og da den vallonske udgave står til at få flere stemmer end den flamske, kan det bliver deres leder, Elio di Rupo, der sætter sig i chefstolen. Men det bliver i så fald ham, der skal føre kniven over Belgien.

"Hvis Elio di Rupo vil være med til at støtte en gennemgribende statsreform, så vil han være et acceptabelt statsministervalg for flamlænderne. Men i et scenario, hvor Belgien bliver stadig mindre vigtigt. Og hvor tyngdepunktet i belgisk politik vil bevæge sig længere og længere mod Flandern og Vallonien," siger Bart Maddens.

"Så i en kontekst, hvor Belgien bliver stadig svagere og mere udhulet, kan di Rupo blive statsminister, men for en stat, der gradvist forsvinder eller bliver mindre og mindre magtfuld," siger han.

albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk