Der er bøger, man "bare" læser. Og så er der bøger, man optager i sit inderste og i den følgende tid ser livet og verden igennem. Sådan en bog er "Venteværelset – en døendes fortællinger om livet".
Vi møder Jacob Harder, der i 30-års alderen blev ramt af uhelbredelig kræft. Han havde haft en tilværelse i "overhalingsbanen", var antropolog og direktør, gift og far til en lille søn. På Diakonissestiftelsens Hospice, hvor den syge blev indlagt, opstod hurtigt en tæt fortrolighed mellem ham og klinisk sygeplejespecialist Rita Nielsen. En fortrolighed præget af situationen – ingen tid til omsvøb. På denne baggrund førte de dybe og (også) for andre berigende samtaler, først og fremmest om eksistentielle temaer, men også konkret om en døendes hverdag samt om et sygehusvæsen, der af Jacob Harder anklages hårdt for manglende menneskelighed. Samtalerne blev systematiseret med henblik på den nu foreliggende bog, der formelt er et stort interview, men reelt meget mere – en dialog, som Rita Nielsen bidrager uundværligt til, i næstekærlighedens navn.
Jacob – som han konsekvent benævnes – nåede ikke selv at se det færdige resultat. Han døde i august sidste år.
Forlagets pressemeddelelse betegner bogen som "en ung kræftramt mands afsked med livet". Men den er faktisk samtidig en ankomst til livet – omend en sen ankomst.
Jacob, yderst velformuleret, klog – eller snarere vis – og med et forbløffende overskud i en sammenhæng, der ellers umiddelbart forbindes med rent underskud, betror Rita Nielsen – og læseren – om den udvikling, der præger hans sidste tid: Han bliver en anden, eller han bliver den, han netop er og grundlæggende altid har været. Inde bagved. Mere eller mindre skjult. På en måde bliver han mere levende, mens han dør. Det er gribende at opleve.
Materielt havde Jacob alt. Og med hensyn til karriere nåede han tidligt længere end de fleste. At være direktør var som at se verden fra på toppen af et bjerg. Men hvad ville han egentlig derop for? Var udsigten virkelig det hele værd? Uden tvivl kunne han blive direktør for en endnu større virksomhed. Nøgternt indså han imidlertid, at udsigten fra et højere bjerg ikke ville forvandle spørgsmålene til svar.
Indimellem blev Jacob ramt af en følelse af meningsløshed. Man kunne tro, at udbruddet af sygdommen forstærkede denne følelse. Men nej. Tværtimod. Sygdommen blev anledningen til et selvopgør vedrørende egne holdninger til det materielle og det åndelige. Søgende havde han altid været, men uden at finde, hvad han søgte. I perioder erklærede han sig som ateist. Det ændrede sig. "Det guddommelige kom til ham og gav ham en glæde og en styrke gennem de sidste måneder," skriver Rita Nielsen.
Selv siger Jacob, at han inden sin sygdom kunne føle sig henvist til betragterens rolle. Med en deraf følgende distance til virkeligheden omkring sig. Også dette ændrede sig: "Nu, efter at jeg er blevet syg, har jeg en helt anden accept af nuet som vores væsentligste adgang til livet. En accept, som også er forbundet med døden, som vi jo heller ikke er herre over. Jeg oplever en stærk tilknytning til livet som vilkår og en gave, som jeg – mennesket Jacob – kan tage imod, men ikke bestemme over. Dermed oplever jeg også en større overensstemmelse med, hvem jeg virkelig er, frem for hvem jeg gerne ville forestille mig, at jeg burde være. Heri ligger også en accept af og en forståelse for det guddommelige."
"Venteværelset" er en dødsbog om livet. En bog fra en døende til de levende – "der har for travlt (...) til at tage de døende og døden alvorligt." Mennesker må forstå, at de skal dø, for derved bliver livet bedre, lyder et af Jacobs budskaber. Det er karakteristisk for ham, at han ser sin egen skæbne i denne større sammenhæng. Han er blottet for sentimentalitet og for ynk. Ikke noget med at "det er synd for mig". Døden er en del af livet, sådan er det bare. Han er uden bitterhed. Men slet ikke uden taknemmelighed.
grymer@kristeligt-dagblad.dk
Rita Nielsen og Jacob Harder: Vente-værelset – en døendes fortællinger om livet. 156 sider. 199 kroner. Unitas Forlag.