“Prisen er livet, gevinsten er ro ved udsigt til død”

Det er voldsomme ord. Teksten er udtryk for, mener Moses Hansen, at der er to slags kristne: disciplene og skaren.

"I hvilken branche er der ikke to slags?", spørger han og sammenligner med fodboldspillere: Der er dem, der giver sig fuldt ud og gør sporten til en livsstil, og så er der alle de andre. De er også fodboldspillere, men hele deres liv defineres ikke sådan.

"Jeg tror ikke, det er vanskeligt at komme i himlen. Enhver, der påkalder Jesu navn og tror på ham, skal frelses. Men det gør ikke vedkommende til Guds discipel, det gør ham eller hende til et Guds barn. Og dér er det så op til sådan en som mig at lede folk til at blive disciple. For så får vedkommende det optimale ud af sit liv."

"Hvis vi vil være Jesu disciple, må vi træffe nogle valg, der kan få det til at se ud, som om vi hader. Det handler om prioritering. Jesus kommer med et kald her, som kræver gensvar."

Moses Hansen har svaret Jesus. Det gjorde han som ganske ung, da han efter egen opfattelse gik fra at være stofmisbruger til discipel på et øjeblik. Han sagde "ja" til de krav, Jesus stiller i teksten, og konsekvensen har været et liv, hvor Moses Hansen har taget mere hensyn til sine overbevisninger end alt andet, også mere end til sin families ønsker. Udefra kan det ligne had, som når han protesterer på pornomesser eller imod islamisme på Nørrebro med 600 betjente omkring sig. Men hadet retter sig ikke mod mennesker, men mod deres gerninger, siger Moses Hansen.

"Det kan være svært at forstå for dem, der kigger på," siger han.

At leve, som Moses Hansen har valgt at leve, som discipel, har konsekvenser – både gode og dårlige. De dårlige først:

Moses Hansen vil gerne bo alene med sin kone, Joy. Og hun vil helst have ham for sig selv. De er begge i pensionsalderen og har haft alvorlige blodpropper og hjerteproblemer. De trænger til ro.

Men Moses Hansen følte Gud kalde sig til at starte et refugium og bedehus. Derfor bor de nu på en gård i Holsted ved Vejen med plads til 20 ad gangen, hvor de må vågne og gå i seng med omsorgskrævende mennesker omkring sig. Moses Hansen rejser, prædiker, laver radio og beder for folk hele dagen. Tiden med familien er begrænset. Deres egne ønsker må vige for det, Moses Hansen kalder Guds ønsker. Det har kostet tårer.

"Det er en del af prisen for at være discipel," siger han.

"Der er ingen tvivl om, at mange står måbende, måske også leende tilbage, når de ser, hvad jeg gør," siger han.

Og han føler sig sjældent positivt udstillet i pressen. Han ved, hvad mange tænker om ham, fordi han jævnligt modtager e-mail, sms?er, opkald og breve fyldt med skældsord, der ikke tåler gengivelse her i Kristeligt Dagblad. Nogle gange er det flasker eller sten, han får sendt sin vej.

"Men der er jo også tusinder af mennesker, der ikke behøver mere information end det, som pressen skriver. Det lever jeg med. Desværre må min kone og mine børn også leve med det," siger han.

Det kalder han "prisen for efterfølgelse", og det er en pris, han glædeligt betaler:

"For det er jo mig! Jeg befinder mig bedst der, hvor de blinkende knive og oversavede jagtgeværer er. For mig er evangeliet så stort, at enhver chance for at sprede det gode budskab helliger midlet."

Og nok koster det en form for ro at leve sådan, forklarer manden med korset. Men discipellivet belønnes med en anden, dybere ro, siger han. En ro og et større perspektiv, der kan få et oversavet jagtgevær stukket i ansigtet til at virke harmløst. Det er den gode konsekvens af at leve som discipel, siger han.

"Nogle er tilfredse med at tro på Jesus og gå i kirke søndag klokken 10, hvorimod disciple bliver anderledes forvandlet. Når kræften rammer, når barnet dør, når jobbet ryger ... Når livskriserne indtræffer, da klarer disciplen det på en mere konstruktiv måde. Vi, der lever i det nære forhold til Gud, lever kontinuerligt. Et stille og roligt liv. Og hvor Gud kalder, er der ikke trist at være," siger Moses Hansen, der begynder hver dag med timelange bønner.

Vi har forladt spisebordet og bevæget os ud i haven ved en række tomme, nummererede campingvogne, som står klar til besøgende på refugiet. Moses Hansen kigger på en af campingvognene, da han siger:

"Jeg kunne godt, hånden på hjertet, have endt med en lille flok disciple i Amazonas jungle, som det skete for Jim Jones og hans efterfølgere, som endte med at begå kollektivt selvmord. Jeg har en karisma, der kan få folk til at følge mig meget langt. Hvis jeg på nogen måde skal bevare begge ben på jorden, så har jeg brug for den Guds gave, som min kone og seks børn er. De har nok været min redning fra at ende i noget sekterisk. De er strenge," siger han kærligt.

"Min familie har været med til at bevare mig, så jeg i dag står i noget sundt. Æret være Gud for det, men især stor tak til min kone."

schou@kristeligt-dagblad.dk