Jens Hansen har en kødfabrik

Med dette forbehold in mente vil jeg i det følgende diskutere begrebet dyrevelfærd og den himmelråbende kontrast mellem, hvad de fleste mennesker hævder deres holdning er og så den virkelighed, der udspiller sig i det konventionelle landbrug, hvor dyrene for længst er blevet reduceret til produktionsenheder og velfærd til et parameter, der kun er relevant i det omfang, at det kan give sorte tal på bundlinjen.

Der findes en graf, som i al sin enkelhed udtrykker, hvad vilkårene er for de dyr, der indgår i fødevareproduktionen. Ud ad x-aksen vokser producentens indtjening, op ad y-aksen vokser dyrets velfærd. Antager vi at velfærden begynder i nul er indtjeningen også lille. Vokser velfærden stiger indtjeningen. Det skyldes, at indtil et vist niveau yder dyrene mere, hvis de bliver behandlet bedre. En ko giver mere mælk, hvis den får foder nok og en gris giver mere på slagteriet, hvis den ikke er fuld af liggesår.

Men på et tidspunkt knækker kurven og tegner et omvendt U. På et tidspunkt kan det fra et økonomisk perspektiv ikke betaler sig at poste flere penge i dyrevelfærd for producenten, da udgifterne overgår de mulige indtægtsstigninger. Skal producenten poste flere penge i dyrevelfærd på dette tidspunkt, skal det ske enten fordi, der eksisterer regler, der kan tvinge velfærdsforbedringerne igennem eller fordi producenten prioriterer dyrevelfærden frem for sin indtjening.

Enkelte producenter har fået øje på et nichemarked og fortsætter win-win scenariet ved at sælge deres kød under diverse mærkningsordninger, hvor en lille del af forbrugerne betaler mere for produktet, men det er de færreste forbrugere, der er villige til det, så det er ikke en økonomisk mulighed for særlig mange landmænd.

Nu skal det bemærkes, at dyrevelfærd ikke er et entydigt begreb. Inden for forskningen i dyrevelfærd findes der forskellige forståelser af, hvad der er vigtigt for et dyrs velfærd. Der eksisterer med andre ord forskellige paradigmer for dyrevelfærd. Nogle mener, at det vigtigste er at undersøge, hvor længe dyrene lever og hvor meget de rammes af sygdomme. Andre ønsker at måle det individuelle dyrs oplevelse af den situation, som det lever i for at kunne vurdere, om dyret lider eller trives i situationen.

Endelig er der de, der mener, at det vigtigste er, at dyret har mulighed for at udfolde sin natur – sine iboende potentialer. Undertiden følges de forskellige forståelser af velfærd ad og når frem til samme vurdering. Forhindrer man et dyr i at udføre sin naturlige adfærd, bliver dyret stresset og lider, hvilket kan gøre det mere modtageligt for sygdomme. Men ofte fører de forskellige paradigmer til forskellige vurderinger af, hvornår dyr har god velfærd.

I dansk konventionelt landbrug fikserer man f.eks. diegivende søer for at undgå, at de klemmer deres smågrise ihjel, når de forsøger at vende sig i båsene. Det gør man med henvisning til smågrisenes velfærd og produktionsspildet. Lod man soen udføre sin naturlige adfærd, som er at bygge en rede til smågrisene med plads omkring sig, ville man også kunne undgå de klemte smågrise. Det ville være økonomisk bekosteligt i forhold til den nuværende model og dermed skadeligt for konkurrrenceevnen, men utvivlsomt bedre for dyrene. Mellemløsningen som er at beholde de nuværende trange staldsystemer og lade soen bevæge sig frit føre ganske rigtigt til et tab i smågrise. Spørgsmålet er så, hvad der ville være det korrekte at gøre rent dyrevelfærdsmæssigt? Det vil naturligvis koste langt mere at indrette svineproduktionen ud fra dyrenes naturlige adfærd end i dag, hvor produktionssystemerne primært er designet med effektivitet for øje.

Min påstand skal være, at man skal være producent eller meget snævert orienteret dyrevelfærdsforsker for at mene, at en god dyrevelfærdsmæssig løsning er at fiksere søerne. For de fleste mennesker er det ikke en acceptabel løsning, at man fratager et levende dyr muligheden for at røre sig af hensyn til effektiviteten i bacon-produktionen. Men hvorfor foregår det så i et land, hvor de fleste mennesker, hvis man spørger dem, mener at vores landbrugsdyr skal have det godt inden vi spiser dem?

Hvordan er vi endt med et landbrug, hvor dyrevelfærden er så ringe i forhold til vores almindelige forestillinger om, hvad der er acceptabelt? Malkekvæg med smertefyldte klovlidelser og yverbetændelse, kyllinger med kroniske bensmerter og svin der rutinemæssigt halekuperers for at undgå bidskader. Alt sammen problemer der skyldes produktionssystemer, der fra avlsprogram til slagteri primært sigter mod den største effektivitet og kun i det omfang, at det er økonomisk ’forsvarligt’, fokuserer på dyrenes tarv.

Holdningen at dyr blot er madpakker på ben er udtryk for en bestemt etisk synsvinkel. Det er et valg, vi træffer, når vi behandler dyret sådan. For nogle er det fordi, at dyret ikke betyder noget. Det er kun et middel til at opfylde vores behov. Det er jo sådan set en reel holdning – om end meget svær at forsvare. For andre er det en prioritering mellem forskellige værdier. De nægter ikke, at dyrene er en del af det etiske fællesskab, men mener, at vores behandling af dem er berettiget, så længe vores brug af dyrene tjener væsentlige behov.

Man kan så diskutere for hver enkelt anvendelse af dyr, om den er etisk berettiget. Det vil være mest enkelt, når vi taler dyr, der bliver anvendt i forbindelse med forskning i alvorlige sygdomme. Sværere bliver det at argumentere for, at vores behov for kød, mælk og æg skulle berettige til den ringe dyrevelfærd i dansk konventionelt landbrug.

Økonomisk er en række producenter naturligvis afhængige af indtjeningen, men der er så mange måder at tjene penge på, som vi i fællesskab er blevet enige om at lade være med at benytte, fordi vi finder, at det er uetisk: Børnearbejde, handel med organer og statsprostitution. Ernæringsmæssigt vil vi i en tid med fedmeepidemi kun have godt af at spise langt mindre kød, mælk og æg og i forhold til natur og klimaforandringer vil en mindsket animalsk produktion også være at foretrække. Ligesom det ud fra et globalt fordelingsperspektiv vil give glimrende mening at reducere den animalske produktion.


Det efterlader os med det argument, at vi godt kan lide kød. Opgaven bliver altså at argumentere for, at de velfærdsproblemer, som vitterligt findes i dansk landbrug kan retfærdiggøres, fordi vi får noget at spise, som vi kan lide. Og som ud over at koste dyrene mange lidelser også belaster naturen, forværre klimaproblemerne og på ingen måde bidrager til at løse problemerne for de mange mennesker i verden, for hvem det daglige brød ikke er en selvfølge. Det er ikke en oplagt vindersag. Og derfor lever de fleste af os i kognitiv dissonans. På den ene side mener vi, at dyr skal behandles ordentligt og på den anden side spiser og drikker vi produkter fra dyr, som vi et eller andet sted godt ved ikke har haft det godt.

Adspurgt køber vi gerne æg fra fritgående høns, økologisk mælk og velfærdskoteletter. Men i praksis er det kun noget, der sker ved særligt festlige lejligheder. Og det er denne gruppe af kvartals-dyrevenner, som er interessant, hvis man ønsker at få gjort noget ved dyrevelfærden i Dansk Landbrug. Det er os, der skal konfronteres med virkeligheden bag vores valg.

Et er at stå i supermarkedet og købe en pakke pølse med en tegning af en glad gris på bakken og ”glemme”, hvad der er virkeligheden bag. Noget andet er at blive oplyst om, at disse pølser er produceret på en måde hvor, smågrisene er kastreret uden bedøvelse, søerne lider under produktionspresset og vores daglige kød opfostres i staldsystemer uden mulighed for at udfolde den naturlige adfærd som kødet som dyr har behov for. Det er os, der skal overbevises om, at vi ikke skal købe kød fra glade dyr en gang i mellem, når vi har brug for at lette lidt på samvittigheden og føle os selvfede på den ufede måde, men at vi skal købe kød fra dyr, der er opfostret på forsvarlig dyrevelfærdsmæssig vis hver gang af hensyn til dyrene.

Sådan er det. Men vi vil ikke vide det. Så vi lever i kognitiv dissonans og leger vores egen udgave af Jens Hansens bondegård, imens vi bedyrer overfor hinanden, at dyrevelfærd er vigtigt. Men det bliver bare aldrig vigtigere end vores pengepung.

Det er ligesom i landbruget. Det er jo ikke befolket af sadister eller dyrplagere. Den enkelte landmand oplever blot, at den eneste udvej, hvis han eller hun vil overleve økonomisk er at acceptere, at landbruget er en forretning, der skal løbe rundt og her kommer dyrevelfærd aldrig ind på førstepladsen. Det sker ikke, før lovgivningen tvinger landmændene til at lade være med at konkurrere udelukkende på effektivitetsparametre. Og det sker ikke før vi andre, alle os forbrugere, der så gerne vil dyrevelfærd, men køber det billigste kød, vælger politikere, der indfører en lovgivning, som for alvor rykker på balancen mellem indtjening og velfærd – både nationalt, men også i EU-sammenhæng.

Det hele hænger sammen. Den enkelte forbruger føler ikke, at hun har råd til at købe kød, der er etisk forsvarligt produceret. Den enkelte landmand føler sig nødsaget til at konkurrere på effektiviteten og den enkelte politiker føler sig presset af interesseorganisationer og vælgere for hvem kød er mere en livsstil end bare mad. Sådan har det været længe.

Siden 1960´erne har burhønsene været hverdag i ægproduktionen, endskønt det ikke kræver meget empati at forstå, at de næppe strutter af velfærd, derinde i buret. Ikke desto mindre har det taget næsten 50 år at få denne produktionsform forbudt i europæisk landbrug. 50 år! Dyrevelfærd er tydeligvis ikke et område, der haster.

Og det er her, at Jens Hansens kødfabrik kommer ind i billedet. For måske ville viljen til at gøre noget for dyrevelfærden være større og evnen til at leve i kognitiv dissonans på området være mindre, hvis vi ikke fra barnsben af blev forført til at tro at på landet er der hyggeligt og rart.

Tænk hvis vi faktisk fortalte vores børn, hvordan spegepølsen, kyllingelåret og burgerbøffen kommer fra i virkeligheden. Nu skal man jo ikke udsætte børn for livets barske realiteter unødigt. Og der er god grund til ikke at fortælle dem om krigens gruopvækkende rædsler og menneskelivets uundgåelige lidelser og død. Men lige på dette område forholder det sig anderledes. For vi kunne jo lade være.

Vi kan næppe forhindre krig, vold og ødelæggelse fuldstændigt og på den måde skærme vores børn mod verdens gru. Men vi kan vælge at give barnet noget andet at spise. Eller stå ved konsekvenserne af vores valg og fortælle det sandheden. Og står vi og kvier sig ved det, så kunne det være, at vi skulle prøve at tjekke vores værdier og handlinger og se, om vi måske kunne skabe lidt større overensstemmelse med dem. Kognitiv dissonans er som død og lidelse et grundvilkår, men der er jo ingen grund til at opsøge det unødigt.

Det er sommer og lugten fra kødet på tusinder kuglegrills spreder sig snart over landet. Prøv en gang at spolere hyggen og spørg dig selv og de andre om bordet, hvad de ved om det de spiser og hvad de mener, at vi skylder dyrene.

Mit bud skal være, at de færreste af os bryder os om de vilkår, som dyrene udsættes for i det konventionelle landbrug, hverken forbrugere eller producenter. Måske er det på tide, at vi tager vores ubehag frem i lyset og finder ud af, hvad i alverden vi kan gøre ved det, i stedet for at lukke øjnene og smaske veltilfredst videre. Velbekomme.