“Det tager mange generationer at finde sin identitet”

Andrés Roberto Albertsen er tredjegenerationsindvandrer i Argentina. Født for 46 år siden i den såkaldte dansker-trekant godt 500 kilometer syd for hovedstaden. Området, han kommer fra, er opdyrket pampas og afgrænses af byerne Tandil, Necochea, Tres Arroyos og Coronel Dorrego. På dette relativt overskuelige stykke land på størrelse med Danmark lever i dag titusindvis af argentinere, der ligesom Andrés Albertsen er direkte efterkommere af danske immigranter. En selvbevidst skare, der for manges vedkommende stadig mentalt og kulturelt befinder sig i et grænseland mellem Argentina og Danmark.

"Argentina er hovedsageligt et indvandrerland. Derfor kan man ikke være argentiner uden også at være bevidst om, at man har rødder et andet sted," forklarer Andrés Albertsen.

Den store danske indvandring til Argentina fandt sted i perioden 1848 til 1930. De fleste indvandrere søgte til dansker-trekanten i den sydlige del af provinsen Buenos Aires. Det skyldtes især personlige netværk, der sørgede for arbejde til de nyankomne og fællesskab omkring kirke og socialt samvær. Det var ikke mindst jernbanens udvidelse og billige jordudstykninger, som skabte udviklingen. De innovative og flittige danskere opdyrkede ødemarken, byggede huse og gårde, lavede andelsforeninger og kollektive forsikringsordninger mod misvækst på markerne. Men i private sammenhænge holdt danskerne sig for sig selv. Især kvinderne, der var hjemmegående, levede isoleret i de små lukkede samfund i dansker-trekanten.

"I mit barndomshjem talte vi kun dansk med hinanden. Jeg havde en farmor, der nåede at leve over 60 år i Argentina uden at kunne tale spansk. Det var hun efterhånden ked af, fordi hun aldrig blev i stand til at kommunikere med sine yngste børnebørn og oldebørnene, der overvejende var spansksprogede."

Selvom spansk for længst er blevet det primære sprog blandt efterkommerne af de danske indvandrere i Argentina, og blandede ægteskaber i dag er langt mere almindelige end dengang, så har dansker-kolonien i generationer bygget sine egne skoler og kirker, festet sammen i lukkede dansker-klubber, udgivet deres egne aviser, sendt dansksprogede radioudsendelser ud i æteren og ikke mindst giftet sig indbyrdes. Resultatet er mange ny-argentinere med rent dansk blod i årerne og med efternavne som Nielsen, Hansen og Olsen. Mennesker, som for flertallets vedkommende aldrig har sat deres ben i det gamle land, men som ikke desto mindre fortsat taler sproget og hylder flaget, frikadellerne og folkedansen i en sær romantiseret tidslomme fyldt med længsel og nationalfølelse.

"For mit eget vedkommende holder jeg mig dagligt ajour med forholdene i Danmark gennem Kristeligt Dagblads nyhedsbreve. Mange ældre dansk-argentinere læser jævnligt ugeblade. Og vi er alle sammen stolte, når der er fokus på Danmark på en positiv måde. Tag nu de undersøgelser, der viser, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Eller det danske fodboldlandshold, der skal spille VM i Sydafrika, og filminstruktøren Lone Scherfig, hvis film var nomineret til en Oscar for bedste film. Der føler man: Ja, fint. Her er Danmark med. Og så er jeg også lidt med på den måde."

Med grundlag i sine egne og forfædrenes erfaringer er det Andrés Albertsens overbevisning, at det danske samfund bør have større tålmodighed med sine indvandrere.

"Det tager ofte mange generationer for immigranten at finde sin identitet. Derfor føler han i starten størst tryghed blandt sine landsmænd. Jeg kan huske, at mine bedsteforældre nærmest tvang min mor til at spille håndbold sammen med andre unge danskere, selvom hun ikke kunne lide sporten. Hensigten var, at hun skulle møde en dansk mand i håndboldklubben – endelig ikke en "sort", som danskerne dengang nedsættende kaldte de argentinere, der havde latinsk baggrund. I dag lider hverken min egen eller yngre generationer under lignende fordomme. Det viser, at der sker en naturlig integration over tid."

Da Andrés Albertsen har låst os ind bag støbejernsgitteret til kirkens smalle forhave, åbner han hoveddøren mod en fordelingsgang, der fungerer som en slags våbenhus. Indenfor til højre skubber han to lag af dobbelte fløjdøre til side ind til biblioteket og presser vinduernes skodder op ud mod gaden.

"Sådan," udbryder han og slår ud med armene som for at vise omfanget af de nationale skatte, der hidtil har ligget hen i mørke.

Det indtrængende dagslys afslører et langstrakt lokale med en bugnende bogsamling fra gulv til loft langs hele bibliotekets ene side. På den modstående væg hænger et stiliseret portrætmaleri af den danske filosof Søren Kierkegaard siddende med smørgule lokker foran en dannebrogsagtig baggrund. På et mørktbejdset langbord midt i rummet vajer et slidt dansk splitflag på en metalstang med buet fod.

"Det er her, vi oversætter Kierkegaard til spansk," fortæller Andrés Albertsen, der sammen med sin tværfaglige oversættergruppe allerede har fået udgivet én Kierke-gaard-oversættelse og nu arbejder på den næste.

Bag en dør til venstre i den fjerneste ende af lokalet ligger selve kirkerummet. Med sit enkle stoleværk, sine glasmalerier, salmenumre på muren og citatet over alteret fra Markusevangeliet om bespisningen i ørkenen fremtræder rummet som en gængs dansk landsbykirke. For Andrés Albertsen er det vigtigt, at den danske kirke fungerer som et hjem for dem, der fysisk eller mentalt føler sig langt væk hjemmefra.

"Man kan opleve perioder i sit liv, hvor man bliver i tvivl om, hvor man hører til. Da vi havde militærdiktatur i Argentina, og Falklandskrigen rasede, kunne jeg sommetider skamme mig over, at jeg følte mig fremmed og illoyal over for det land, jeg levede i. Men i dag opfatter jeg det som en berigelse, at jeg har to slags rødder. Og jeg føler mig hjemme, både som dansker og argentiner."

Det banker på døren, og Andrés Albertsen rejser sig fra sofaen. To kvinder dukker frem i døråbningen, den ene i kørestol. Kvinderne viser sig at udgøre den tværfaglige gruppe, der om lidt skal samles omkring langbordet for i fællesskab med "El Pastor" at give sig i kast med oversættelsen til spansk af endnu et værk af danske Søren Kierkegaard – midt i Buenos Aires.

historie@kristeligt-dagblad.dk