Politisk mod efterspørges i Belgien

Den belgiske kong Albert II stod i går i en lidt penibel situation, da han som sig hør og bør i belgisk politik havde vinderen af søndagens valg i audiens med henblik på at diskutere regeringsdannelse.

For Bart de Wever fra partiet NVA (Ny-flamsk Alliance), der fik knap hver tredje stemme i Flandern og dermed blev landets største, ser på længere sigt helst Belgien opløst og dets monarki stødt fra tronen. Og både den belgiske konge og resten af landet er fuldstændig klar over, at manden, der høstede 764.904 personlige stemmer, ikke længere er til at komme udenom i belgisk politik.

Med dette valgresultat har de flamske vælgere højt og tydeligt fortalt deres fransktalende naboer i syd, at de ikke længere vil fungere som seddelautomat for det mere fattige Vallonien, der supplerer sine offentlige budgetter med et beløb fra de flamske kasser, der er blevet opgjort til at udgøre over 40 milliarder kroner om året.

Ikke sådan, at de vil have Belgien skilt ad i morgen. Men de vil have reformer af den belgiske stat mod yderligere regionalt selvstyre i et land, som bedst kan betegnes som én stat med to nationer, der får mindre og mindre til fælles.

Ved et belgisk valg kan de hollandsktalende flamlænderne i nord kun stemme på flamske politikere, mens de fransktalende valloner i syd kun kan stemme på vallonske politikere. I hovedstaden, Bruxelles, der er den eneste officielt to-sprogede del af landet, kan man stemme til begge sider.

Det betyder, at Belgien søndag aften stod med en separatistisk højre-liberal vinder blandt de 6 millioner flamlændere og en socialdemokratisk sejrherre hos de 3,5 millioner valloner, der vil beholde landet samlet. Hvordan det lige skal lykkes at finde en føderal regering, der respekterer befolkningens dom i begge lejre, kan umiddelbart synes meget svært. Seneste gang tog det knap 10 måneder at få en regering på plads. Men fra begge sider har man strakt hånden ud, talt om brobygning og om at lytte til de signaler, vælgerne har sendt.