Byen, der øver sig i normalitet

"Jeg er vokset op i Sderot og har boet her hele mit liv. Det samme gælder min mand. Vi havde ikke lyst til at sælge huset for småpenge og tage et andet sted hen efter at have lagt så meget i at bygge det. Sderot adskiller sig fra andre byer i måden, folk hjælper hinanden på. Det mærkede man især under den seneste operation i Gaza," siger hun.

Når Zehava Abuqsis bliver spurgt om den nuværende situation, sukker hun:

"Sderot er fredelig for tiden, og folk føler sig meget mere trygge. Jeg kan lade mit barn lege udenfor uden at bekymre mig, og han føler sig fri til at forlade huset uden at sige det til mig først eller spørge mig om lov, sådan som han gjorde under krigen. Min erfaring er, at folk vænner sig til alle mulige og umulige situationer. Under krigen lærte vi at tilpasse os dens realiteter. Nu er her stille, men mange mennesker i Sderot tror ikke på, at det vil vare ved, og de forventer, at problemerne vil vende tilbage."

Centerets husholderske, Bruria Garbi, er bekymret.

"Selvom tingene er rolige for øjeblikket, er jeg ikke rolig, og jeg frygter stadig det værste. Jeg går aldrig ud alene, og når jeg er ude, sikrer jeg mig altid, at der er beskyttede områder lige i nærheden. Jeg går aldrig ud om aftenen, og siden krigen har jeg ikke kunnet gå klædt i rødt. Det er, fordi alarmen, som gav os besked om at gå i dækning, hed "tzeva adom" ("rød" på hebraisk, red.). For os i Sderot betyder farven rød krig," forklarer hun og fortsætter:

"Jeg lytter til børnene, som kommer til centeret og kan mærke, at mange af dem stadig er traumatiserede af krigen. Jeg tror, det vil vare nogen tid, før de kan slappe af. Fordi der faldt raketter overalt, var folk utrygge og ikke frie til at gå, hvorhen de ville. En raket faldt bag min søsters hus.Lige siden har hver en lille lyd fået hende til at fare sammen; om det så bare er telefonen, der ringer. Det ser ud, som om det hele er normalt her, men folk bærer stadig frygten i deres hjerter."

Selv ikke direktøren for centeret, Rosa Nava, formåede at abstrahere fra omstændighederne, og hun fik uventet brug for professionel hjælp selv:

"Det var meget svært for mig at klare den seneste krig i Gaza, og til sidst fik jeg en posttraumatisk stressforstyrrelse og behov for psykologhjælp til at håndtere den stress. For at kunne fortsætte mit arbejde på centeret og kunne hjælpe andre mennesker måtte jeg styrke mig selv," siger Rosa Nava.

"Under krigen i Gaza holdt skolerne her i Sderot lukket, men de fleste forældre tog fortsat på arbejde, så de havde brug for et sikkert sted at efterlade deres børn, som de jo ikke kunne lade blive derhjemme. Her på centeret kunne børnene lege i en rolig atmosfære og føle sig trygge. Vi gjorde vores bedste for at få dem til at tænke på noget andet end krigen ved at lave en masse kunstaktiviteter sammen med dem. Både forældre og børn var meget ængstelige, og vi hjalp dem ved at åbne støttegrupper og lære dem at give slip på spændinger og opnå sunde færdigheder i at håndtere situationen. Når de ikke kunne være trygge i deres egne hjem, tilbød vi dem et sted, hvor de kunne føle sig beskyttede," forklarer centerdirektøren.

"Skønt Sderot er rolig for tiden, bærer borgerne i byen fortsat traumerne i sig, og vi forsøger at behandle dem her på centeret og hjælpe dem med at få styr på deres liv," siger Rosa Nava.

Centeret yder også hjælp til familierne ved at dele mad ud til dem, når en af kibbutzerne i nærheden af Sderot forærer dem mad hver fjortende dag.

udland@kristeligt-dagblad-dk

Oversat af Sara Høyrup