Fremtrædende ateister fra hele verden fører i den kommende weekend argumenterne mod religion til Danmark.
Danske ateister ruster sig i kampen for at få stat og kirke adskilt.
Fra fredag til søndag er Ateistisk Selskab, der har 1200 medlemmer, således vært for en af de første og største internationale ateist-konferencer i Europa, hvor flere af verdens mest fremtrædende ateister, der slås for en adskillelse af stat og religion, sætter fokus på emner inden for religion og politik.
LÆS MERE PÅ KONFERENCENS HJEMMESIDEBlandt talerne på konferencen er briten Richard Dawkins, der er kendt for ateistreklamer på Londons busser og for at ville have pave Benedikt XVI anholdt for at have dækket over katolske præsters børnemisbrug, og amerikaneren Dan Barker fra foreningen Freedom From Religion Foundation, der netop har stået bag en sag i USA i staten Wisconsin, hvor den nationale bededag er dømt i strid med grundloven.
Stinus Lindgreen, formand for Ateistisk Selskab, der arrangerer konferencen Gods & Politics sammen med Atheist Alliance International, mener, det åbner oplagte muligheder at holde konferencen i Danmark.
"For emnet er religion og politik, og det er særligt relevant for Danmark, fordi vi har en statskirke, selvom vi er et sekulariseret land. Vi synes, det er forkert, at kirken registrerer fødsler og dødsfald, og at folk som jeg betaler til folkekirken på den almindelige skattebillet, selvom jeg aldrig har været medlem af folkekirken. Så vi arbejder på, at stat og kirke bliver adskilt enten ved en grundlovsændring eller ved at sørge for, at kirken ikke har så mange privilegier," siger Stinus Lindgreen.
Hans Raun Iversen, lektor i teologi på Københavns Universitet, tror nu ikke, at konferencen rykker meget ved Ateistisk Selskabs mål om at få stat og kirke adskilt.
"Men det kan da godt være, at det på længere sigt kan være en lille brik i det store spil, for det hele rykker jo stille og roligt i den retning," siger han og fortsætter:
"Folk i Danmark går ind for ligestilling, så stat og kirke vil blive skilt. Men vi kan ikke lide revolutioner, medmindre det handler om regnvejret, så det vil ikke gå hurtigt. Man kan godt forestille sig, at vi snart får en ny regering, og her vil der være små skridt i retning af, at kirken mister sin særstatus. Med tiden vil der komme justeringer, men en adskillelse tror jeg ikke vil ske inden for 15-20 år."
Som Kristeligt Dagblad fortalte for nylig, viser den seneste undersøgelse på området også, at danskernes opbakning til folkekirkens særstatus daler, og flere biskopper – Karsten Nissen og tidligere biskop Erik Norman Svendsen – har her i avisen sagt, at de vurderer, at stat og kirke vil blive adskilt.
300 har meldt deres ankomst til konferencen, der holdes i Den Sorte Diamant i København. Her kommer også den britiske filosofiprofessor Anthony Clifford Grayling, der som modsvar til religiøse børnesommerlejre i Storbritannien har været med til at etablere ateistiske sommerlejre.
Konferencen får ikke Venstres kirkeordfører i Folketinget, Per Bisgaard, til at ændre på sin holdning til, at der fortsat skal være et særligt bånd mellem stat og kirke.
"Jeg har stadig den holdning, at vi har en god ordning med folkekirken. Og jeg fornemmer, at der det seneste halve år er sket en række ting som eksempelvis diskussionen om homoseksuelle vielser, der har affødt en opblomstring af kristendommen. Derfor vil det være ærgerligt at skille de to ting ad," siger han.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk