Krisens ulidelige lethed

Hvad er problemet? Aktiekurserne stiger, boligsalget er på vej op, arbejdsløsheden er holdt op med at vokse, overskuddet på betalingsbalancen er gigantisk, og sommeren er endelig på vej. Så hvorfor stadig al den krisesnak? Hvorfor irriterende nedskæringer på dagpenge og børnecheck, når det hele kan klares ved, at vi allesammen arbejder blot 12 minutter mere om dagen? 12 minutter!

Sådan kan man lidt ondt udlægge oppositionens svar på den økonomiske krise. Hvad værre er, så vækker svaret imidlertid også genklang i befolkningen. I hvert fald viser meningsmålingerne, at vælgerne strømmer fra regeringspartierne til oppositionen.

Vandringen kan der være mange udmærkede forklaringer på, for eksempel regeringens nedslidning og elementer i dens krisepakke. Men skåret ind til benet afslører meningsmålingerne et helt grundlæggende problem, nemlig at de færreste åbenbart har fattet krisens alvor og dybde. Det gælder i øvrigt ikke kun i Danmark. Overalt i Europa strammer regeringer op på finanserne, akkompagneret af strejker, demonstrationer og vælgerflugt til oppositionen, hvad farve den så end måtte have.

Men hvad er da problemet? Det er gælden. Den private og den offentlige gæld. Takket være afdragsfrie lån og en ekstremt lav rente har boligejere alt for længe kunnet belåne deres boliger langt op over skorstenen. Med de stadige liberaliseringer af lånemarkedet har både den nuværende og den tidligere regering ulykkeligvis forsøgt at købe sig til vælgergunst i de "fede" år.