"Det er meget vigtigt for mig at understrege, at Danmark skal yde en form for starthjælp, så folk bliver skubbet i gang. Også fordi jeg slet ikke føler den moralske forpligtelse med arv og gæld fra imperialismens tid," siger Søren Pind og fortsætter:

"Det bliver i alt for høj grad brugt som en undskyldning af de pågældende lande til ikke at komme videre, og det gider jeg ikke høre på. Når jeg for eksempel hører Robert Mugabe (Zimbabwes præsident, red.) stå på FN's talerstol og tale om imperialisme og hvad ved jeg. Sandheden er, at det er ham, der har ødelagt sit land. Selvfølgelig er der begået konkrete forbrydelser i imperialismens navn, men det er mange år siden."

Udviklingsministeren understreger, at udviklingsbistanden skal gå dertil, hvor den gør størst gavn – ikke mindst for os selv.

"Vi skal i Europa være opmærksom på, at "the great game is on". Det har været afbrudt fra 1989 og lidt ind i 00'erne, men sandheden er, at der nu er forskellige interesser i verden – det så man også på COP15. Jeg synes ikke, man skal undervurdere, at et af Vestens mest centrale bidrag – fordi ingen kan vinde – er idéernes magt og frihedsbudskabet i al sin enkelhed. Vi kan fæstne en idé hos mennesker, som gør, at de alternative muligheder og for eksempel autoritære regimer ikke forekommer attråværdige."

Hvad forstår du ved "the great game"?

"Jeg mener, at der i øjeblikket og mellem de forskellige verdensdele med Vesten, Kina og forskellige andre lande foregår en stor, kompliceret konkurrence om adgang til naturressourcer og om adgang til at definere virkeligheden. Den foregår ikke mindst i Afrika, hvilket jeg mærker, når jeg er dernede. Derfor kan man med rette bebrejde os, hvis vi begynder at svigte de menneskeretslige idealer. Jeg tror, det er dem, der gør, at når Afrika om måske 40-50 år er rejst, vil de blive husket ikke bare som imperialister, men faktisk også som folk, der fremmede en sag, hvor det enkelte menneske stod i centrum."

Hvordan ser du da Vesten og Europa stå i dette "the great game"?

"Lige nu står vi ikke særlig stærkt. Skønt vi er de største donorer i verden."

40-årige Søren Pind boede i sin barndom og ungdom i Schweiz og siden på Bornholm, hvor en nabofamilie fra Luthersk Mission satte sit præg på ham. Han er siden blevet Tidehvervsmand eller "blid tidehverv", fordi han smiler mest muligt. Arbejdet som udviklingsminister ser han i høj grad gennem denne kristne, tidehvervske forståelse:

"Jeg passer meget på med ikke at moralisere. Jeg ved godt, at 70 procent af danskerne synes, at udviklingsbistanden er det moralsk rigtige at gøre. Men det hører du meget sjældent mig bruge som et omdrejningspunkt. Jeg konstaterer, at sådan har danskerne det. Men jeg er mere til Søren Krarups forståelse af næstekærlighed, som handler om den konkrete næste. Jeg mener ikke, at der består en kristelig forpligtelse til at give udviklingsbistand. Det vil mange på den kristne side af nødhjælpsorganisationerne være uenige med mig i, fordi de har en anden definition af næstekærlighedsbegrebet."

"For mig er næsten konkret og ingen abstraktion. Næsten er den, som jeg møder, og som er i nød. Den barmhjertige samaritaner hjælper heller ikke hele den jødiske befolkning. Han hjælper den pågældende, som han møder, og som er i nød. Og modsat alle andre, som har for travlt med alt mulig andet. Det synes jeg er den dybe, dybe sandhed i den fortælling: Der er så mange af os, der har så travlt med at rende rundt og kigge i alle mulige retninger, og lige så snart vi ser det konkrete nødlidende menneske, så skynder vi os forbi."

Denne tilgang til arbejdet er fordel, mener Søren Pind:

"I stedet for at fokusere på en eller anden påstand om moralsk rigtig adfærd kan jeg koncentrere mig om, hvad kan jeg konkret gøre for at hjælpe det her kontinent. Det her folk. De her mennesker til at løfte sig selv. Mange mennesker ser mennesker, der ikke har mad og tænker: Vi må skynde os at give dem mad. Men engang imellem – og det er der nok nogle, der bliver rasende over – svarer det synspunkt til at give en alkoholiker en flaske whiskey. Det er ikke hensigtsmæssigt, og jeg synes inderst inde ikke, at det er en moralsk rigtig handling."

Sådan ser Søren Pind i hvert fald principielt på tingene. Praksis er mindre entydig, medgiver han. Gennem sin første tid på posten har han haft en heftig rejseaktivitet til de programsamarbejdslande, hvor Danmark giver udviklingsbistand. Og han beskriver det som gribende at se et lille barn i Afrika sidde og slå på en madskål, sådan som han kun har set på tv og flere tusinde kilometers afstand. Tilsvarende har det været at besøge familier i Nepal, hvor magthaverne er kommet midt om natten, har taget et familiemedlem og er forsvundet igen.

"Ja, fordi jeg synes, det er drønsvært. For det er ikke så rent for mig, som det lyder. Jeg skriver også en check, når der er en tsunami. Jeg får også medlidenhed og dårlig samvittighed. Men i princippet er det, hvad jeg mener. Jeg bliver også grebet af afmagt, men man kan kun gøre det, man kan gøre," siger Søren Pind.

beck@kristeligt-dagblad.dk