Tænk dig til lykken

Og jeg synes, der ligger to bekymrende tendenser i det tankesæt:
For det første den i mine øjne fejlagtige forudsætning, at lykke er en konstant værdi. Det evigt smilende menneske hvem intet ondt går imod. I bedste fald er det en illusion, og i værste fald er det en bevidst løgn, som forbrugssamfundet pådutter os. ’Det kunne være dig, hvis du bare liiiiige…’

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvad lykke er (det er der lykkeforskere, der ved meget mere om). Men jeg ved med pinefuld sikkerhed, at ulykke og ulykkelighed også findes, og at den kan opsøge dig, selv om den hverken er velkommen eller inviteret. Og hvis man har fået bildt sig selv ind, at det var muligt at slippe for den, er den måske endnu sværere at håndtere. Den eneste måde at forlige sig med ulykken på, er ikke nødvendigvis at bekæmpe den med næb og klør, men at turde være i den. At have modet til at se både sine glæder og sorger i øjnene og være afklaret med begge ender af spektret. Det, tror jeg, er vejen til et liv i harmoni med de ulykker, som livet uafvendeligt har i posen til os alle.

Det andet, der bekymrer mig ved den usvigelige tro på, at man ved tankens kraft kan vende sit liv 180 grader rundt, er, at den kommer med en hård bagkant. Som så mange andre brudstykker fra den amerikanske drøm. Blessed be you, hvis det lykkes for dig, og du rammer guldåren, men du står så også helt alene tilbage med lorten, hvis lottogevinsten udebliver.

Hvis din succes udelukkende afhænger af en stålsikker vilje, så er der ikke andre end samme manglende vilje, manglende karakterfasthed, manglende kampgejst at bebrejde, hvis du nu ikke endte som en evig sexsylfide i en millionklassevilla i lykkelig kernesamdrægtighed med din stinkende perfekte familie. Og det siger jeg ikke, fordi jeg ikke anerkender det personlige ansvar, men det er for narcissistisk helt at underkende resten af verdens indflydelse på dit liv. Intet menneske er en ø. Og det har konsekvenser på godt og ondt.

Tomheden har gode kår i et underholdningssamfund som vores, hvor substans og relevans ofte må lade livet for mere salgbare og sexede størrelser. Men når vi fjerner substansen, kernen og væsentligheden – det, der er større end det enkelte menneskes skræmmende korte og ofte ligegyldige liv – fra det store regnskab og den store ligning om, hvad livet egentlig vil med os, og vi vil med livet, så farer vi hurtigt vild i ligegyldigheden og tilværelsens ulidelige lethed. Vi mister kompasset. For det er svært at navigere gennem livet, når man ikke har andet end sin egen lille navles drøm om evig lykke at navigere efter. Vi er jo så uendeligt små, når det kommer til stykket. Og det er uhyggeligt både at være så lille og samtidig være helt helt alene og substansløs. Så kan man være nok så sexet, rig og storsmilende.