Bibelsk mad for menighedsråd

Sidste weekend var jeg på Hotel Nyborg Strand. Anledningen var Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde. Næsten 700 menighedsrådsmedlemmer havde samlet sig. Bag hotelvinduerne skød Storebæltsbroen ryg ude i bæltet som et logo for årsmødet. Dybest set vil menighedsrådsmedlemmerne med et årsmøde det samme som broen. De var mødt op for at skabe forbindelse med deres forening, hinanden og i sidste ende evigheden. Højdepunktet på årsmødet var den bibelske middag. I år spiste menighedsrådsmedlemmerne farver. Middagen var komponeret over kirkeårets fem liturgiske farver. Rød, hvid, grøn, lilla og sort.

Jeg skaffede mig adgang til hotelkøkkenet for at være med til at tilberede hovedrettens helstegte herefordfileter og en sauce choron. Til kødet skulle der serveres helbagte rødløg med laurbærblade, langtidsbagt blommetomat, nye fynske kartofler og franske ærter. Og så salat med lilla aspargeshoveder, radicchiosalat, bulls blood salat, små rødbedeblade, china rosa spire samt oliven. Det var pinsens, fastens og adventstidens farver, der blev sat på bordet. På et plan spiste menighedsrådsmedlemmerne rosastegt kød og lilla og røde grøntsager. På et andet plan tyggede de på pinsens blodrøde åndelighed og faste- og adventstidens lilla forventninger.

Køkkenet på Nyborg Strand ledes af Erik Møller. En elskelig mand, der formår at få de 46 ansatte i køkkenet til at synes godt om deres arbejdsplads. Han har en fornemmelse af, at stemningen i køkkenet kan smages i maden. Men det var ikke køkkenchefen, der præsenterede mig for filet-erne. Det var kokken Jesper Jacobsen, der havde taget 150 kilo kød frem fra de okser, der engang havde græsset på USA?s prærier og dagligt var blevet fodret med varme, kogte majs. Han viste mig, hvordan man bedømmer, om det rå kød er mørt. "Stik din finger ned i," sagde han, " når du trækker den væk, skal der være et mærke efter den." Han lod også sine fingre glide kælende hen over de fedtmarmorerede fileter og lod mig vide, at fedtet gav kødet enorm smag. Jeg var glad for den oplysning. En dag, når jeg bliver fed, vil jeg sige det samme til min elskede, når hun misbilligende betragter min topmave: "Det er i fedtet, smagen ligger." Et andet sted i køkkenet var kokkeeleven Finn i gang med at pensle 700 rødløg. Ved siden af Finn stod bakkerne med de røde blommetomater. Tomaterne var allerede penslet med gul, duftende, bornholmsk rapsolie og derefter drysset med timian. Ikke langt fra kokkeeleven arbejdede smørrebrødsjomfruen Anne Møller med salaten. Det lignede et blodbad. Hun havde skyllet enorme mængder af tyrens blod, salatbladet bulls blood, og var ved at blande de ildrøde blade med lilla aspargeshoveder og rosa bønnespirer. Jeg fik ubændig lyst til at kalde alle menighedsrådsmedlemmerne ind i køkkenet fra mødesalens støvede dagsorden. Livet synes for kort til kirkelige regnskaber og strukturer. Det er mere meningsfuldt at lave mad i et magisk værksted fuld af dufte, farver og boblende gryder. Middagens største udfordring var tilberedningen af choron saucen. Den stod køkkenchefen selv for. Faren var, at saucen til de 700 mennesker pludselig kunne skille som Det Røde Hav. Bibelsk gav det måske mening. Men ikke kulinarisk. Men Erik Møller havde ingen intentioner om at efterligne Moses. Han fik pisket smørret ned i de legerede æg, og i løbet af kort tid var saucen færdig. Fed og en anelse rødmende, som var choron saucen genert over sin egen velsmag, stod den og ventede på menighedsrådsmedlemmerne, der både skulle spise sig gennem kirkeårets farver og tættere på hinanden.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk