DEBAT: Rettighedsdomstolen bør stikke piben ind

I 2003 skrev daværende folketingsmedlem Hanne Severinsen (V) og jeg en kronik i Kristeligt Dagblad under overskriften "Der må være grænser for relativismen".

Årsagen til kronikken dengang var, at vi så med bekymring på den relativisering af kristne værdier, som dele af samfundet efterspurgte i en misforstået tolerance. Men det var også grundet debatten om, at kristendommen skal ud af det offentlige rum, fordi det støder ateister og muslimer. Vi stillede i den forbindelse det retoriske spørgsmål i debatten: "Må det danske flag ikke vaje, fordi det rummer et kors?".

Bekymringen fra dengang er nu blevet aktualiseret i fuldt flor. Årsagen er, at en italiensk mor har lagt sag an mod den italienske stat ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi der hænger kors i italienske klasseværelser. Det vil hun have forbudt, og det har domstolen bakket hende op i.

Domstolen argumenterer med, at ingen skal udsættes for en bestemt religion, når de befinder sig i et offentligt rum, som de er nødt til at være i. Dommen er højst problematisk, fordi den bygger på "retten til ikke at blive krænket".

Men hvem sætter grænserne for en krænkelse? Muhammed-sagen er jo et godt eksempel på muslimer, der føler sig krænket af en tegning, men hvor danske domstole sætter ytringsfriheden højere end religiøse følelser. Det er mindst lige så problematisk, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med dommen jagter det religiøse i en europæisk kulturkreds, der har været præget af kristendommen i århundreder, og at man med sin dom bevæger sig derud, hvor det kan blive vanskeligt at forsvare en institution som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.