Nanna Schelde |
18. juni 2010
I fremtiden vil teologi- og religionsstudierne i Århus ligge under et nyt kulturvidenskabeligt storfakultet.
Teologi, humaniora og pædagogik kommer i fremtiden til at dele fakultet på Aarhus Universitet.
Det blev klart, da universitetets rektor, Lauritz B. Holm-Nielsen, i går i sin sommertale gjorde rede for, hvordan Aarhus Universitet vil være stuktureret i fremtiden. De nuværende ni hovedområder bliver skåret ned til fire, og teologi og religionsvidenskab får plads ved det nye Kulturvidenskabeligt Fakultet.
"Vi tror på, at Aarhus Universitet bliver mere fleksibelt og effektivt i fremtiden. Enhederne bliver stærkere og mere naturlige, end det er tilfældet nu. Den mentale sammenhængskraft vil blive forøget, og om et halvt år er vi bedre rustet til at påtage os de udfordringer, verden byder os," sagde Lauritz B. Holm-Nielsen.
Dermed vælger han og universitetets bestyrelse at sidde de advarsler overhørig, som kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) kom med i Kristeligt Dagblad for nylig. Ministeren er så bekymret for kvaliteten af teologistudiet i den nye form, at hun overvejer at ændre og præcisere hele bekendtgørelsen om ansættelsen af præster.
Professor i kirkehistorie på Aarhus Universitet Per Ingesman ser i udgangspunktet positivt på, at teologi fremover kommer til at dele fakultet med humaniora og uddannelsesforskning, men udtrykker også bekymring for, at teologi og religionsvidenskab kan risikere at falde fra hinanden efter sammenlægningen.
"Begge disse fag kunne gå i intern opløsning, hvis for eksempel religionsfilosofferne går sammen med fagfilosofferne, og kirkehistorikerne går sammen med de almindelige historikere. Det ville være meget uheldigt. Jeg mener, vi skal blive sammen som den enhed, vi er nu," siger Per Ingesman, der opfordrer til, at man husker på de nye muligheder, sammenlægningen også giver.
"Det er vigtigt at undgå intern splid. Teologi og religionsvidenskab har i omkring 30 år haft et frugtbart ægteskab. Nu skal vi ikke hoppe ud i en skilsmisse, bare fordi der kommer en praktisk mulighed for det. Sammenlægningen bliver selvfølgelig en udfordring, men den må vi tage op og forsøge at skabe de bedst mulige rammer for fagene teologi og religionsvidenskab," mener teologiprofessoren.
Han hæfter sig ved, at universitetets bestyrelse nu har givet udtryk for, at den vil styrke teologiuddannelsen og profileringen af den.
"Det opfatter vi som et klart signal til ikke mindst folkekirken om, at teologi i Århus ikke skal nedlægges. Tværtimod," siger Per Ingesman.
Teologiprofessor ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen mener, at Aarhus Universitets ledelse har gjort som ventet.
"Man kan kun håbe på, at ledelsen vil inddrage de faglige miljøer i efterårets diskussioner af, hvordan fusionen nærmere skal udmøntes, ikke mindst når det drejer sig om studienævn og studieordninger. Det afgørende bliver her, at stabile rammer skabes for bevarelsen og udviklingen af stærke uddannelser som for eksempel statskundskab, teologi og religionsvidenskab," siger Niels Henrik Gregersen.
Da kirkeministeren for nylig advarede Aarhus Universitet om at nedlægge Det Teologiske Fakultet, luftede hun samtidig tanken om at godkende Menighedsfakultetet i Århus som uddannelsesinstitution og kandidatuddannelse.
"Jo mere teologi i Århus udhules, des større betydning vil Menighedsfakultetet få," sagde Birthe Rønn Hornbech da.
Lektor på Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen håber dog på, at teologiuddannelsen på Aarhus Universitet holder stand.
"Jeg håber, at teologi kan holde sit høje faglige niveau og sin egenart efter omlægningen. Alt andet vil være ulykkeligt, siger Kurt E. Larsen.
Blandt de studerende på Det Teologiske Fakultet er der stor forvirring over, hvad den kommende fusion kommer til at betyde for dem.
Tine Christensen, der er i gang med specialet på religionsvidenskab, mener, at universitetet har været for nærig med oplysningerne.
"Kun hvis man selv er nysgerrig, har man fået lidt at vide rundt omkring. Der kunne have været flere informationsmøder, hvor de studerende kunne gøre indsigelser eller komme med kreative forslag. De studerende er trods alt den største del af universitetet og ville kunne fortælle de kloge konsulenter, hvad der ville være godt at gøre," mener Tine Christensen.
Personligt går hendes største bekymring på fordelingen af forskningsmidler til det kommende kulturvidenskabelige fakultet.
"Jeg har hørt rygter om, at der med sammenlægningen bliver færre penge til forskning. Det bekymrer mig rigtig meget, fordi der i forvejen er meget få ph.d.-pladser. Til gengæld tror jeg, at tværfagligheden på det nye store fakultet kan vise sig at være positiv," siger Tine Christensen.
schelde@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad