Drabet på Freddie Olin Pedersen

Freddie var en stor mand, og hans helbred var ikke i top. Han led af gammelmandssukkersyge og søvnapnø – besværet vejrtrækning. Han hverken røg eller drak, men havde en forkærlighed for søde sager – særligt fyldt chokolade, som han spiste i smug for sin kone. Lillejuleaften i år ville han være fyldt 69 år.

Mandag den 8. oktober 2007 er en helt almindelig aften for ægteparret i Smørum. Lige efter aftensmaden tager Freddie det snavsede arbejdstøj af for at gå i bad. Irene har lagt rent tøj frem til ham, og Freddie er netop trådt ud af sine cowboybukser foran badeværelset, da der er nogen ved døren til bryggerset.

Irene sidder i stuen mod haven og ser et naturprogram i fjernsynet, klokken er omkring otte, da hun hører stemmer. Hun tror, Freddie siger noget til hende. Hun rejser sig, og da hun går ind i det åbne køkken ved siden af bryggerset, kommer to yngre mænd farende imod hende. De har huer på hovedet og tørklæder for munden. En tredje mand står i bryggerset. Irene mener, hun ser noget, der ligner en pistol, i hånden på ham.

"Jeg bander og råber: 'Hvad fanden bilder I jer ind, kan I skrubbe ud!'. Freddie står ved døren helt paralyseret, og så siger han til mig, lige så stille og roligt: 'Ring efter politiet'. Jeg rækker ud efter en vægtelefon i køkkenet, men får et slag og ryger i kamp med en af mændene på køkkengulvet. Jeg slår hovedet i klinkerne. Han sidder halvt oven på mig og holder mig nede. Den anden mand bøjer sig over mig og råber: 'Money, money. Where is the money?'. Ind- imellem roder han skuffer igennem og løber rundt i stuerne og råber. Det samme igen og igen: 'Money! Where is the money?!'"

"Jeg kan ikke se Freddie, men jeg hører ham sige med en lille stemme – helt skrækslagent: 'Hvem er I ...og hvorfor?' Det er det sidste, jeg hører ham sige nogensinde."

Irenes håndtaske hænger over et dørhåndtag i stuen, og her er nøgler til både hendes bil og pengeskabet på kontoret.

"Jeg siger på dansk: 'Nøglen ligger i tasken'. Ham fyren, der render rundt og råber, tager tasken med det samme. Så det med at tale engelsk var nok bare spil for galleriet."

Irene besvimer efter gentagne slag i hovedet, og da hun vågner, er to af mændene væk.

"Den tredje står stadig ved bryggersdøren. Han har noget i hånden. Det er tåget. Jeg er ikke mig selv. Så besvimer jeg igen."

Da Irene vågner for anden gang, er hun bundet med gaffatape på munden, fødderne og anklerne. Mændene er væk.

"Jeg kommer halvt op at stå, men er svimmel. Jeg læner mig op ad køkkenbordet og prøver at hoppe frem. Og så kan jeg se Freddie. Han ligger foran vaskemaskinen i bryggerset. I fosterstilling med ryggen til. Han er bundet på samme måde som jeg. Jeg tænker med det samme, at han er død, og at jeg skal hente hjælp. Men jeg kan ikke få fat i vægtelefonen, og jeg kan ikke hoppe, fordi jeg er for svimmel. Så jeg kravler på knæene ind til kontoret, hvor jeg ved, der er en telefon med store knapper. Da jeg kommer derind, går det op for mig, at jeg ikke kan sige noget, fordi jeg har tape for munden. Med langefingeren får jeg kradset tapen af overlæben og trykket på telefonen. Jeg ringer ikke efter politiet, men til vores plejesøn Erik. Freddie ligger der bare. Jeg står to meter fra ham og kan intet gøre."

Erik Strøm sidder og ser fjernsyn, da telefonen ringer. Han når ikke at tage den, men da den ringer igen, hører han Irene skrige: "Freddie er slået ihjel. Skynd dig at komme." Han løber ud af døren med telefonen i hånden og racer i bil over til Freddie og Irenes hus en kilometer borte. På vejen når han at ringe til Olins nabo, Ole Bent Hansen. Ole har et gartneri 50 meter længere nede ad vejen og har været venner med Freddie og Irene i knap 20 år. Han er nede i stalden for at se til sine heste, da Erik ringer:

"Freddie er blevet slået ned," lyder beskeden. Ole kaster sig på sin cykel, kører op ad bakken til nabohuset og smider cyklen i gruset i indkørslen, i samme øjeblik som Erik ankommer i sin bil. Sammen går de ind gennem bryggersdøren.

Det første Erik ser, er Freddie, der ligger på gulvet foran vaskemaskinen i sit undertøj. Og Irene, der står ved siden af og skriger:

"Jeg siger til Ole, at han skal prøve at pumpe liv i ham. Og så koncentrerer jeg mig om Irene. Hendes ansigt er helt smadret, og hun er viklet ind i gaffatape om hele hovedet," siger Erik.

Ole knæler ved siden af Freddie. Der er blod på gulvet, og han vender Freddie om på ryggen.

"Det er svært at få tapen af, den dækker både næse og mund. Og jeg kan ikke finde hans puls," husker Ole.

Oles kone er også ankommet og hjælper med at få Irene skåret fri.

"Tapen sidder forbandet godt fast. Jeg kan huske, at jeg tænker meget på, at vi skal passe på ikke at hive i hendes hår, fordi hun er en ældre dame, og det er helt fint og tyndt og vokser måske ikke ud igen," fortæller Erik.

Irene kan ikke gøre noget. Men på et tidspunkt hører hun Ole sige, at Freddie er død.

"Jeg tror, han siger: ?Der er ikke noget at gøre.? Men jeg kan ikke rigtig forstå det," siger Irene.

Erik ringer flere gange til 112. Medarbejderne på alarmcentralen bliver forvirrede over, at Erik ringer fra et hus, der ikke er hans eget:

"Jeg vil bare have en ambulance, men de misforstår situationen. De tror, det er husspektakler. Det er ubehageligt, og jeg må ringe tre-fire gange, før de kommer."

Ingen ved, hvor lang tid der går. 15 minutter? Måske en halv time?

Endelig ankommer to politifolk og kort efter ambulancen. Redderne forsøger at genoplive Freddie.

"De giver ham hjertemassage. Men vi ved godt allesammen på det tidspunkt, at han er død," siger Ole.

De kommende uger beskriver de pårørende som en forvirret drøm: mennesker, der kommer for at kondolere, gentagne forhør, stor presseopmærksomhed og forberedelser til begravelsen. Foran Freddie og Irenes hus vokser et mindesmærke frem af lys, breve, chokolade og blomster.

"De første 10 dage er vi omgivet af mennesker hele tiden. Vi taler og trøster dem og hinanden fra klokken syv om morgenen til klokken ti om aftenen. Det var måske meget godt for os, men det var også hårdt," siger Erik.

For Irene går der noget tid, før hun fatter, at Freddie er væk

"Først kunne jeg ikke forstå det. Jeg tænkte bare: Jeg savner ham," siger Irene.

Hun ser ikke sin mands lig blive fjernet fra bryggersgulvet. Ambulancen kører ham til retsmedicinsk undersøgelse, og hun kan først få ham udleveret efter 14 dage. Obduktionen viser, at Freddie har kvæstelser efter slag med en baseballkølle, men at dødsårsagen er kvælning.

"Da jeg endelig ser Freddie igen, ligger han i en hospitalsseng. Han har brækket næsen og er helt sortblå i huden. Jeg vil ikke sige, at det var rart at se ham, men det var godt. Jeg fik sagt farvel."

Tre uger efter drabet bliver Freddie begravet. Dagen forinden har det regnet i stride strømme, men den 31. oktober 2007 er en smuk dag med høj blå himmel og skarpt efterårssolskin. Over 400 mennesker møder op. Med sig i kisten har Freddie en æske med 500 gram af sin yndlingschokolade, og der bliver sunget "Altid frejdig, når du går".

I de fire år Eskil Dickmeiss har været præst i sognet, har han ikke oplevet noget lignende.

"Der var en fortættet stemning, og jeg var selv meget påvirket. Kirken var proppet, og folk stod i en rand udenfor også. Og der var massivt med blomster," siger han.

Efter at Freddies kiste er sænket i graven, og der er smidt jord på, bliver Irene stående og trykker de mange hundrede mennesker i hånden.

"Jeg har stadig et billede på nethinden af Irene, der står og hilser på hvert eneste af de mange mennesker. Det tog flere timer for hende at komme frem til begravelseskaffen. Det måtte være fantastisk at mærke den opbakning, men også virkelig hårdt."

I forbindelse med begravelsen følte Eskil Dickmeiss, at han blev udfordret på store kristelige temaer:

"Det som slog mig dengang, var det med skyld og tilgivelse. I situationen med Freddie Olin blev det så konkret, at man ikke kunne bruge de letkøbte måder at tale om de ting på," siger han.

I kirken talte han om forskellen på godt og ondt. Og på rigtigt og forkert. Og han forsøgte at anerkende følelsen af vrede:

"Troen på at vi lever i et moralsk univers, altså en verden, hvor der er forskel på godt og ondt blev vigtig for mig at understrege i talen. Kristendommens tale om dommedag betyder, at vi hver især skal stå til ansvar for Gud," siger Eskil Dickmeiss og fortsætter:

"Det, der skete med Freddie og Irene, var for konkret og voldsomt til, at jeg kunne tale synden som noget almenmenneskeligt. Her var der jo begået en forfærdelig synd, som vi måtte prøve at forholde os til."

Dermed bliver også tilgivelse pludselig meget svær:

"Vi er kaldet til at tilgive, men at kræve af en enke, som sidder der i kirken efter et drab, at hun skal kunne tilgive, er at føje spot til skade. Det, vi ikke selv kan rumme, må vi skubbe hen til Gud, og lade ham tage over, og være åbne overfor, at selv som troende mennesker er der forhold, vi ikke kan forsone os med," siger han og tilføjer:

"Hævnfølelse ikke er fremmende for fællesskab og tillid. Vi er nødt til at forsøge at tilgive, men vi er kun mennesker, og vi må være åbne og ærlige omkring, at der er nogle ting, vi ikke kan bære."

"Af hjertet gemt, men ikke glemt", står der på Freddies gravsten. Fra gravstedet er der udsyn over markerne, og man kan lige netop skimte gavlen på huset, hvor Freddie og Irene boede i næsten 20 år.

Smørum er et typisk forstadskvarter med mange børnefamilier i parcelhuse. Med årene har byen fået eget kulturhus, sportshal og et center. Men alligevel er der stadig en særlig landsbymentalitet, forklarer Eskil Dickmeiss. Og indtil drabet på Freddie Olin også en slags uskyld.

"Men jeg tror, noget af uskylden er mistet. Som om verdens brutalitet er rykket nærmere," siger han.

Irenes bil, som røverne kører væk i, bliver et par dage efter fundet på en parkeringsplads ved et socialt boligbyggeri i Ballerup et par kilometer derfra. Samme sted finder politiet en handske med Freddies blod på, og i løbet af de kommende måneder retter politiet opmærksomheden mod en gruppe unge mænd fra bebyggelsen, som allerede er kendt af politiet. Fem mænd bliver anholdt og varetægtfængslet.

"Jeg var overbevist om, at de ville finde de skyldige, og at de ville blive straffet. Jeg havde ikke drømt om, at jeg ville sidde her nu og ikke vide, hvem der gjorde det," siger Irene.

Men trods intensiv efterforskning i døgndrift i et halvt år med over 20 politifolk, kan politiet ikke finde beviser mod de mistænkte, der knytter dem direkte til drabsstedet. Efter knap et halvt år bliver de løsladt, og i februar 2009 kommer politiet på besøg hos Irene i Smørum. De fortæller hende, at de er nødt til at frafalde sigtelsen endeligt.

Politikommissær Gert Have var efterforskningsleder på sagen. Han har været politimand i 26 år og kalder drabssagen en af de mest omfattende og voldsomme i karrieren.

"Der er ingen tvivl om i mit efterforskersind, at det var planlagt som et røveri. Og at man havde medbragt både tape og våben, som man havde intention om at bruge. Men det udviklede sig nok mere voldsomt end planlagt, og jeg tror ikke, man havde et ønske om at slå Freddie ihjel. De gik i panik og overreagerede," siger Gert Have.

I de mange måneder Gert Have arbejdede på sagen, tænkte han nærmest ikke på andet. Og når hans folk tog hjem efter en lang arbejdsdag, satte han sig ned og læste sagen igennem forfra for at se, om der måske var noget, han havde overset.

"Et drab er den ultimative forbrydelse, og man bruger alle nødvendige ressourcer. Professionelt irriterer det mig, at den sag ikke er fulgt til dørs. Men jeg ved, at vi har gjort alt, hvad vi kunne. Det er meget usædvanligt, at man ikke finder dna-spor på gerningsstedet – de har virkelig været utroligt heldige," siger han.

Det uopklarede drab nager ham ikke længere.

"Men jeg kan stadig alle bilagene udenad i sagen. Den har fyldt så meget, og der er ganske enkelt nogen sager, man bliver mere involveret i end andre," siger han.

Sagsmapperne fra Olin-sagen fylder halvanden meter på reolen. På et tidspunkt de pakket i en kasse og sat i arkivet. Men sagen er ikke længere væk, end at den straks kan genoptages, hvis der dukker noget nyt op.

"Den er aldrig lukket. Uanset hvor banalt det end lyder, føler jeg også en forpligtelse overfor de efterladte til at få den opklaret. Og jeg har stadig et stort håb om, at vi får gennembruddet, for eksempel fordi en, der ved noget, vil snakke, eller vi finder et link til nogle af de afgørende tekniske spor, vi har i sagen," siger Gert Have.

Kort efter drabet udlovede en anonym giver en dusør på 50.000 kroner. Den blev for et år siden hævet til 100.000 kroner. Uden resultat.

Irene Olin får ikke fred, før gerningsmændene har fået deres straf.

"Det er ikke hævnlyst. Det jeg har været udsat for forsvinder jo aldrig. Men hvis man gør sådan noget, så skal man straffes. Man skal ikke have lov til at være ligeglad med det."

Men hun går ikke og spekulerer over, at drabsmændene går rundt i nærheden.

"Jeg kigger mig aldrig over skulderen eller tænker, at der er nogen derude. Så ville jeg bare falde ned i et hul. Jeg håber på, at der er nogen, der ved noget afgørende. Og at de måske en dag vil gå til politiet," siger Irene Olin.

Irene Olin er en kvinde på 66 år, som kalder på udtrykket "at holde sig godt": Det fine grå hår er sat op. Hun bærer læderjakke, halvlange sorte jeans, designerbriller og diskrete øreringe med indlagte sten. Make uppen er perfekt lagt, og hun har et lille tørklæde om halsen. Irene har ikke fået nogen ny mand i sit liv. Det er ikke noget, hun har trang til, som hun formulerer det. 45 års ægteskab blev det til med Freddie. Men de havde været sammen endnu længere.

"Vi voksede op i samme opgang på Frederikssundsvej – han boede på 4. sal – jeg boede i stuen. Jeg var ikke mere end 14-15 år gammel, da vi blev kærester."

Freddie startede med at lappe cykler for penge, så blev det knallertreparationer og siden motorcykler og biler. Han blev uddannet klejnsmed og opbyggede senere autoophuggervirksomheden med 23 ansatte. Og selv om der var droslet ned, handlede hele Olin-parrets liv stadig om biler. Men også om boksning, fodbold og rejser til USA.

"Vi var rigtig meget sammen altid. Og vi forkælede hinanden. Vi havde jo kun hinanden," siger Irene med henvisning til, at parret aldrig fik børn.

Freddie havde bogstaveligt talt penge på lommen – der kunne godt ligge 50.000 kroner i tegnebogen, så han altid kunne lave en handel, og der lå også mange kontanter i husets pengeskab. Ved røveriet slap gerningsmændene væk med Freddies pung og pengeskabets indhold. Ingen ved hvor meget, men formodentlig over 30.000 kroner.

"Vi har altid knoklet, for det vi havde. Det er forfærdeligt, at det her skulle ske for penge. Men nogen folk er jo griske og misundelige," siger Irene Olin.

Naboen Ole Hansen havde faktisk tit tænkt, at det kunne blive et problem:

"Det øjeblik Erik ringer og siger, at Freddie er blevet overfaldet, er jeg ikke det mindste overrasket. Freddie lagde aldrig skjul på, at han havde penge. Der kom så mange mennesker hos ham, og han kunne godt lide at snakke om, hvis han havde gjort en god handel. Og jeg tænkte ofte, at der nok en dag ville komme nogen, som ville have nogen af alle de penge," siger Ole Hansen.

Han har siden tænkt meget over, hvor tilfældigt og formålsløst drabet på Freddie var:

"Et er at de ville have penge, men at han skulle slås ihjel undervejs – det er ikke til at holde ud. Altså, jeg tror ærlig talt ikke, de gjorde det med vilje. Jeg tror bare, de var for dumme og klodsede og havde set for mange film. Amatører, rent ud sagt."

Ved siden af fjernsynet har Irene et billede stående af Freddie, som hun holder meget af.

"En gang imellem har jeg haft det som om, hans øjne følger mig. Så har jeg tænkt : det er dig, der er tosset, fordi du føler ham så nær," siger Irene og tilføjer:

"Jeg er overhovedet ikke religiøs. Men jeg føler stadig væk, han er her. Og jeg taler med ham. Inden i hovedet."

Hvis der er sket noget, eller hvis jeg skal beslutte noget vigtigt, tænker jeg på, hvad Freddie ville have gjort og sagt."

Hun holder en pause og fortsætter:

"Det har været hårdt. Jeg savner ham. Hver dag. Og ind imellem forstår jeg det stadig ikke. Men jeg har ikke nogen mén af mine oplevelser, og jeg har ikke frygt for noget eller afsky for stedet her," siger hun og slår ud med armen.

"Og jeg kører stadig i bilen. Jeg er stædig. Jeg tænker, at de ikke skal få mig ned med nakken."

Irene mener, at en af grundene til, at hun ikke er brudt sammen efter drabet, er, at hun er fortsat med sit liv og sit arbejde.

"Hvis jeg havde sat mig ned, var jeg gået i opløsning. Og det er i Freddies ånd, at jeg kommer videre. Jeg kender folk, som er blevet bange for indbrud efter denne her historie, men ikke mig. Jeg har Gudskelov ikke haft søvnproblemer, og jeg har heller ikke rullet gardinerne ned om aftenen."

Freddie havde installeret et samtaleanlæg i værkstedet, så Irene kunne kalde ham ovre fra huset. Naboen, Ole Hansen, sad ofte i autoværkstedet hen under aften for at runde dagen af over en kop kaffe:

"Det slog aldrig fejl. Klokken ti minutter i seks: ?dyyyyt?, og så Irenes stemme: ?Der er mad Freddie!? Og præcis klokken seks satte de sig ved hver sin ende af spisebordet med stearinlys imellem sig. Jeg så det tit i vinterhalvåret, når jeg kørte forbi og kiggede ind gennem vinduerne. Men efter Freddie var død, når jeg kørte forbi i mørket, kunne jeg se Irene på sin plads ved bordenden med de samme stearinlys på bordet – men uden Freddie. Og så tænkte jeg ved mig selv: hvordan kan du klare det, Irene? Jeg har dyb respekt for det, men jeg ville ikke kunne have gjort det samme."

Hver morgen klokken halv ni går Ole op gennem haven bag sit hus, langs med sine græssende heste for at drikke en kop kaffe på autoværkstedet. Den rutine har han haft i mange år. Førhen var det med Freddie. Nu er det med Irene.

"Hver gang jeg går derop og kalder på hunden, siger jeg stadig: ?Skal vi gå op til Freddie?? Ordene sidder ligesom i mig."

Og han kan ikke lade være med at kigge ned på de hvide klinker i bryggerset, når han er på besøg i huset:

"Jeg kigger altid ned på gulvet, der hvor Freddie lå. Jeg bryder mig ikke om at tænke på det, men jeg kan ikke lade være."

I dag har plejesønnen Erik Strøm overtaget værkstedet: Et organiseret rod af reservedele, værktøj, halve biler, nummerplader og dameplakater. Her lugter af olie og lyder af P3. Stedets eneste ansatte, Bruno, har hovedet under en bil. Og på kontoret sidder Erik i blå smækbukser og sort t-shirt og spiser røget sild og bøf tatar med rå løg og æggeblomme.

Han er så tæt, som han kan komme på at være Freddies søn – uden at være det. Eriks forældre var bedste venner med Irene og Freddie.

"Min mor fik veer i Freddies bil, og så gik det derfra," siger Erik.

Det er 47 år siden, og så snart Erik kunne gå, gik han to skridt bagved Freddie og hjalp med til at ordne biler.

"Jeg var mere sammen med Freddie end min egen far," som han siger.

Erik har været en del af forretningen, siden han blev udlært, og det var hele tiden meningen, at han en dag skulle tage over. Men den dag kom alt for pludseligt, og for Erik er historien stadig meget tæt på.

"Man er jo ikke færdig med det. På en måde føler jeg stadig, at jeg svæver. Det er svært at forklare... men det er nok stadig lidt uvirkeligt det hele? Man prøver hele tiden at skubbe det væk, men det kommer jo igen ind imellem," siger han og tilføjer:

"Et eller andet sted gør det ondt inde i sjælen. Sådan tror jeg nok, jeg vil have det i mange år."

I det daglige har han for travlt til at tænke over drabet, men i stille stunder eller hvis han vågner om natten, kommer det snigende. Og han forsøger bevidst at lade være med at tænke for meget over, at drabet stadig er uopklaret:

"Ellers kan jeg ikke hænge sammen af afmagt. Jeg har stadig et håb om, at det lykkes at finde dem. Ikke fordi det ville ændre mit liv. Jeg tror ikke punktummet bliver større. Men der ville falde en sten fra mit hjerte."

I dag er det ham, der bor i Freddie og Irenes hus. De byttede bolig for halvandet år siden – Irene havde brug for mindre plads, Erik og hans kone samt tre børn havde brug for mere.

"Der er mange minder i sådan et hus. Og om aftenen, hvis nogen banker på, eller på dage, hvor man ikke er så stærk som andre, måske hvis man er stresset, så kan man godt blive lidt nervøs," siger han.

Og, ja, han synes, han har forandret sig siden Freddies død. Ikke som person, men i sin facon.

"Hvis du spørger min børn, vil de nok side, at jeg er anderledes i dag. Mere kort for hovedet. De dagligsdags små problemer er der ikke overskud til. Man skubber petitesserne til side," forklarer han.

Alligevel tænker han aldrig på at sælge værksted og hus og begynde forfra længere væk fra minderne.

"Jeg kører Freddies livsværk videre. Fandt man på noget andet, ville det være som at smide ham væk. Så længe man har det her, har man ham stadig lidt."

vaaben@kristeligt-dagblad.dk