Miraklet kan ske

"Livet har lært mig, at når man tror på noget, kan det også ske," siger Jens Erik Sørensen.

"For mig er det sket. Da jeg var ovre at takke Dronningen for ridderkorset, fortalte jeg hende, hvor mærkeligt det var for mig at opleve. Det havde jeg ikke drømt om som dreng i Aalborg. Engang havde jeg en forestilling om, at jeg skulle skrive mine erindringer. For det er jo en meget spændende rejse, jeg har været på. Så at sige fra rendestenen. Jeg troede, at mit livsforløb var unikt. Men nej. Livet har også lært mig, at mange har oplevet en lignende elevatortur som min. Er kommet fra ingenting. Fra et miljø, der overhovedet ikke stimulerede dem i den retning, hvor de er endt. Flere har skrevet erindringer om det. Derfor er min historie ikke så spændende mere."

Ifølge Jens Erik Sørensen må man fokusere på de muligheder, som tiden giver.

"Fra 1950?erne husker jeg optimismen, billederne af det ideelle samfund og den ideelle familie med hus, plæne og bil. Der var en tro på fremtiden. En tro på, at alt kunne lade sig gøre. På baggrund af velfærdsstigningen, som prægede samfundet, hele atmosfæren. Men det handler også om at være heldig. Naturligvis må man dygtiggøre sig inden for det felt, hvor man synes, at man hører hjemme. Så tror jeg også, at man bliver ?heldig?. At nogen får øje på én. Livet har lært mig, at det ikke kun er et spørgsmål om tilfældigheder. Havde jeg ikke selv synliggjort mig, havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag."

"Hvis jeg skal sige noget til de unge generationer, må det være, at de skal tro på sig selv. At de skal sætte sig nogle mål, som de kan trives og udvikle sig med. At de skal finde et område, hvor de kan give noget til andre. Det er vigtigt, at man finder det område, der er det rigtige for én. Har man det godt, kan man også give. Mange vil ganske vist hellere tage end give. Tage i den forstand, at de vil tjene nogle penge og gøre det godt for sig selv. Selv har jeg faktisk altid haft den modsatte filosofi. Jeg vil gerne være med til at gøre noget for andre mennesker. Være med til at give dem oplevelser. Ligesom kunstnerne. Det er vigtigt med oplevelser, som vi kan være sammen om og komme videre med. Pengene er i den forbindelse blot et redskab."

Har livet lært dig noget via kunstnerne?

"Ja, det tror jeg. Kunstnerne er blevet en familie, som jeg er med i. Vi smitter af på hinanden. Jeg har den opfattelse, at kunsten vinder til sidst. Det kan godt være, at kunstnernes synspunkter er forkætrede i deres samtid, men på sigt vinder de. Det er klart, at det lærer man noget af. Det vil sige, at man bliver stædig og insisterer på det, man gerne vil opnå. Man er fuldstændig overbevist om, at det skal gennemføres. Jeg har for eksempel insisteret på, at ARoS skal vise verdenskunst. Uanset hvad det kostede. Det har givet nogle skrammer og hug, fordi vi har haft underskud. Men jeg mener, at det er de kunstneriske oplevelser, man sidenhen vil huske og ikke så meget, at der har været underskud. Kunsterne sætter sig gerne i gæld for at gennemføre deres projekter. Det er lidt det, vi har været ude i. Men nu går det heldigvis godt igen. Vi har fået vendt skuden."

Det begyndte ellers så forrygende for ARoS. Da det årlige antal af gæster var højest, var det oppe på 373.000. Men efter tre år satte tilbageslaget ind. I 2008 havde museet 215.00 gæster, og sidste år 201.000. Tallet for første kvartal i år er "pænt". Og samlet for 2010 forventer museet flere gæster end sidste år. I det hele taget er optimismen ved at vende tilbage. Bestyrelsen har godkendt et endeligt regnskab for 2009 med et underskud, der er reduceret til under det halve – 927.000 kroner – i forhold til det, der tidligere blev budgetteret med. Forbedringen er kommet i stand i kraft af blandt andet en stram styring af økonomien.

Hvad har tilbageslaget lært dig?

"At der er grænser for, hvor lang tid man kan blive ved med at være stædig og kræve, at museet skal bruge flere penge, og at stat og kommune skal støtte det noget mere. Den jammer er der ikke nogen, der kan blive ved med at holde til. Hverken til at høre på eller være en del af. Så det er vi holdt op med. For tiden forventer vi ikke yderligere hjælp udefra. De signaler har vi fået. Og dem har vi forstået. Nu gør vi, hvad vi kan, for de penge, vi har. Men stadigvæk vil vi stille store krav både til os selv og til det, vi laver. Nogle forretningsmæssige ting har skullet ændres. Jeg står imidlertid fast på den kunstneriske kvalitet. Dér holder vi fortsat fanen højt."

"Jeg tror, at ligegyldigt hvor jeg bliver placeret, vil det være de samme mål, jeg sætter op, når det gælder kunst. Jeg vil gerne præsentere det nye. Det, der udfordrer og får os til at tænke nye tanker. Ellers synes jeg ikke, det er interessant. Jeg har en lidenskabelig drift efter at være på forkant. Ellers har jeg det ikke så godt og føler, at jeg går glip af noget."

Alligevel – har tilbageslaget lært dig ydmyghed?

"Jeg kan godt lære ydmyghed uden at skulle lide nederlag. Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med mig selv, hvis jeg bare havde forfulgt den succes, som mange fortæller mig, at dette museum har været. Så var jeg jo blevet en ?frikadelle?. Træerne vokser ikke ind i himlen. Specielt når man arbejder med kunst, opdager man, at tvivlen altid er en ledsager. Mit forbillede er Knud W. Jensen, Louisianas afdøde stifter, der havde en passende kombination af ydmyghed og viljestyrke."

Ydmyghed hører med. Jens Erik Sørensen har lært, at også andre mennesker kan have ret. Når man er ung, er man helt overbevist om, at det kun er én selv, der har ret.

"Når jeg tænker på den proces, som min tilværelse har været, bliver jeg klar over, at det hele også kunne være gået galt. Det er som med en computer: Man skal svare ja eller nej. Mange gange dagligt og hen over årene. Og i en sammenhæng, hvortil også hører politikere, kunstnere, sponsorer, presse og publikum. Havde jeg valgt forkert, kunne jeg være endt ude på et sidespor og aldrig være kommet tilbage igen. En række lykkelige omstændigheder har gjort, at jeg har kunnet manøvrere inden for det felt, hvor jeg skal manøvrere: dygtige rådgivere og et personale, der har givet feedback. Alle disse mennesker, der har hjulpet og nogle gange fået mig til at indse, at det, jeg måske kunne synes var ufornuftigt, alligevel var fornuftigt."

Bliver man klogere med alderen?

"Man bliver klogere. Gudskelov! Ellers var der jo slet ikke kommet noget ind på ?harddisken?. Men man får også flere overvejelser, før man foretager sig noget. Spontaniteten forsvinder. Hastigheden sættes ned. Der er så meget, der skal tages i ed, før man træffer en beslutning. Samtidig har man et større overblik og flere tangenter at spille på. For mit eget vedkommende er jeg blevet mere kritisk. Det, jeg går i gang med, skal virkelig være noget. Ellers dur det ikke. Jeg beskæftiger mig ikke med pjat. Livet er ikke pjat. "

grymer@kristeligt-dagblad.dk