En fastfrosset konflikt i et varmt og smukt land

Som tingene er nu, så er danskerne dog langtfra på nogen skarp mission. Man kan slet ikke sammenligne det med scenariet i Afghanistan, men der tages alligevel ingen unødige chancer. Belært af tidligere voldelige optrapninger og Israels invasion i 2006 ved man, at tingene hurtigt kan udvikle sig i retning af det kaotiske.

For en almindelig dansker kan det være svært at forstå, hvorfor de ikke bare kan blive enige om en grænse og så holde fred. Vi har trods alt mistet en del land gennem årene. Der er ingen, der i dag græder over Norge, Halland og Blekinge. Men måske er det for hurtigt og for letkøbt at stille sig uforstående. Vi er jo stadig indblandet i reelle grænsestridigheder i nordpolsregionen, og her er det ikke lige meget, hvor grænsen går – sæt nu, der var olie under isen!

Alligevel må man overraskes over graden af rigorisme i de pågående forhandlinger om Blue Lines nøjagtige placering på kortet. Jo bedre opmålingsteknologien bliver, desto mere er der at kæmpe for. Og det er centimeterniveau, vi taler om. Den blå linje er markeret gennem landskabet med en række massive cementpiller med en jernstav med en blå tønde eller et flag i toppen.

DISSE MARKØRER er så placeret med varierende afstand tværs gennem landskabet syd for Naqoura i vest til Shebaa Farms i vest ved de israelsk besatte Golanhøjder og den syriske grænse. Især området ved Shebaa Farms er en geopolitisk krudttønde, for det er besat af Israel, men også Syrien og Libanon gør krav på det.

En af grundene til, at man skal lede langt efter optimismen med hensyn til Libanons fremtid, er ikke mindst den store lokale opbakning til Hizbollah. Mens USA og Canada regner hele Hizbollah for en terrororganisation, anerkender England Hizbollahs politiske del, mens det kun er den paramilitære gren, som fordømmes.

Uanset hvad, så er Hizbollah nøjagtig som de ortodokse jøder ikke til at drive til forhandlingsbordet. Hizbollahs leder siden 1992, Hassan Nasrallah, hvis billede stadig hænger i hver anden lygtepæl her kort efter valget, har gentagne gange udtalt, at der ikke findes anden løsning på konflikten end staten Israels udslettelse. Hvis en stor del af befolkningen bifalder dette, så kan kampen om Blue Line-centimeterne godt få et lidt latterligt skær.

Derfor har linjen ikke status af andet end et redskab for FN til at observere, om Israel er ude af Libanon. Det skal dog også nævnes, at en del af Hizbol-lahs popularitet skyldes det store sociale arbejde, partiet leverer i form af skoler, hospitaler, landbrugsstøtte og fattighjælp. Pengene kommer hovedsageligt fra Iran og andre arabiske nationer samt fra lokale bidrag. Foreløbig har FN været her siden 1978 med en "midlertidig" styrke, som i dag tæller knap 12.000 mand. Intet tyder på, at det vil ændre sig i den nærmeste fremtid.

Der er dog noget, som man ikke kan tage fra libaneserne, og det er stoltheden over deres land. Enhver, som gør turen langs kysten og ind i landet op i bjergene, vil erfare, at Libanon på trods af sine bunker af plastikaffald, misligholdte veje og krigshærgede bebyggelser stadig er et smukt land med en enestående og særpræget natur.

Områdets storhedstid dateres normalt til perioden 9.-5. århundrede f.Kr. Fønikien blev det kaldt, og Tyrus, som ligger 20 kilometer nord for FN?s hovedkvarter i Naqoura, var dengang om ikke verdens så i hvert fald Middelhavets intellektuelle og finansielle centrum.

Det var i dette område, at kileskriften mange år tidligere blev opfundet og bragt videre til grækerne. Fønikierne var dygtige handelsfolk, og de oprettede adskillige handelskolonier i Lilleasien, Nordafrika, Grækenland og Spanien. Den vigtigste eksportartikel var tømmer fra Bekka-dalens store cederskove. Cedertræet blev brugt i højprofilerede bygningsværker som paladser og templer. Bibelen beretter om kongerne David og Salomo, som købte cedertræ til templets opførelse i Jerusalem mod at kong Hiram I fik et stykke land i Galilæa.

EN ANDEN LUKSUSVARE, som fønikierne tjente styrtende på, var purpur udvundet af skaldyret murex, som stadig findes i havet langs med kysten. Et gram lilla farve til kongelige tekstiler svarede til tyve gram guld.

Romerske ruiner af marmorbelagte veje flankeret af kilometervis af søjler vidner også om en tid med umådelig velstand. Krig og økonomisk nulvækst har dog sat sit præg.

Det daglige arbejde på alle tider af døgnet holder de danske soldater fuldt beskæftiget. Faktisk udfører de med 144 mand den samme opgave, som tidligere blev løftet af dobbelt så mange polakker. Men der er selvfølgelig også hvile- og fritid. Her prioriteres fysisk aktivitet ganske højt, så det er helt normalt at se soldaterne i sportstøj ved morgenparaden.

Det er min opgave som flyverpræst at tilføre miljøet lidt af de åndelige vitaminer. Man kan jo godt have en tom sjæl i et sundt legeme, og det er ikke nogen sund kombination. Der må lidt adspredelse til, så at ikke alt går op i arbejdet. En ugentlig friluftsgudstjeneste, filmaftener og foredrag er en del af præstens opgaver, men der er også tid til mere eller mindre formelle samtaler om de små og store problemer, som altid vil opstå, når man bor så tæt og så langt fra hjemmet, som vi gør.

En del af charmen ved FN-missionen er dog også at bo side om side med soldater fra alle verdens lande. 31 nationer er her, og alle udfører forskellige opgaver. Vi danskere har især tæt kontakt med indoneserne, som står for sikkerheden i lejren. Hver gang en dansk bus eller lastbil kører ind eller ud, hilses vi med honnør og et højlydt "garuda" – en indonesisk fredshilsen, og det råber vi så tilbage, så godt vi kan. Vi har også lært dem lidt dansk. Det er et herligt syn, når en ung indonesisk MP?er står ret, gør honnør og råber: "Godaften." Det er der stil over, og så holder det humøret oppe. Det er nok det bedste værn mod en libanesisk blues.

Kåre Egholm Pedersen er til daglig sognepræst i Gedsted og Fjelsø i Viborg Stift. Han er desuden tilknyttet Helicopter Wing Karup som flyverpræst og er for tiden udsendt til Libanon