Forholdet mellem tøj og sorg i Danmark og Grønland

Hele vejen gennem fortællingen – på jagten, i lejrens telt, ved graven – forbliver Meqqisaaliks tøj i Arons streg det samme: en todelt dragt i mørkt, gråligt skind, sandsynligvis rensdyrskind, med hætte, lange ærmer og sorte kamikker. Sorgen ændrer ikke på hans tøj. Ved graven siger hans kropssprog i stedet alt. Foroverbøjet gemmer han sit ansigt i hænderne.

AT BEGRAVELSESTØJET i både Sobols fotografi og Arons tegning ikke adskiller sig fra hverdagens, kan skyldes flere ting: Klimaet, der fordrer varmt, praktisk tøj. En stram økonomi, som ikke tillader indkøb af ekstra beklædning; manglende handelsmuligheder. Men når dertil kommer, at også nationaldragten, den festlige begivenheds tøj (mændenes hvide anorak, sorte bukser og sorte kamikker og kvindernes røde eller blå overdel med perlekrave, broderede skindbukser og broderede skindkamikker), kan bæres ved begravelser, begynder der at tegne sig et billede af en kultur, hvis påklædning afspejler et eksistentielt anderledes forhold til døden og sorgen end Vestens.

I Vesten fungerer brugen af det formelle sorte tøj ved begravelser traditionelt som en sikker regel, som en konvention, der følges af logiske årsager. Vi ved, at andre mennesker, kollektivet, opfatter vores sorg gennem tøjets sorte farve – det sorte tøj forventes omtrent af omverdenen, hvis vores sorg skal tages alvorligt.

Tøjet indgår således i en fast struktur. Det bliver et signal eller et tegn, som andre aflæser ved hjælp af fornuften. På denne måde fikserer eller låser det sorte tøj også den sørgende fast. Som symbol sætter det rammerne for en korrekt opførsel og begrænser bærerens handlefrihed. Den sørgende er ikke lattermild.

Det sorte tøj som et synligt tegn på sorg er imidlertid ret paradoksalt. Logikken, der får os til at vælge sort, fornuften, der dikterer os farven, kan nemlig ikke altid selv udtrykke sorgen med ord. Ifølge Søren Kierkegaard forsøger det reflekterende menneske at finde frem til en forklaring på sorgen i sit indre, i sine tanker – det reflekterende menneske giver sjældent sin indadvendte sorg til kende i ytringer eller i tale.

Logikkens sorg, Vestens sorg, har derfor ingen stemme. Den er stum, usynlig i sproget og forhindrer fortvivlende det sørgende menneske i frit at udtrykke sig i verden. Usammenhængende bliver det sorte tøj således en æstetisk overflade, en fremmedgørende, tom skal.

VESTENS SORTE TØJ, sorgen, der er splittet mellem korrekt facade og de manglende ord, står på denne måde i modsætning til tøjet i Sobols fotografi og i Arons tegning og til den grønlandske nationaldragt. I afskeden med deres døde afslører grønlændernes tøj absolut intet. I Sobols fotografi er tøjet (frakkerne i flere farver, de lange overtræksbukser, en tophue) åbenlyst ikke præget af en ensidig, logisk tænkning, ligesom den grønlandske fest/nationaldragt i lige grad bruges ved for eksempel sangkampe og korkoncerter.

Gennem tøjet får sorgen derfor en mere ligeværdig plads i tilværelsen (den er på lige fod med så meget andet), gennem tøjets forhold til den traditionelle sang får sorgen et klart og tydeligt sprog. Sorgen hviler her i hverdagens mangfoldige udtryk – den kan sammenhængende formuleres og praktiseres i overensstemmelse med menneskets eksistens.

Disse pointer illustreres også umådeligt fint i Arons tegning. Idet Meqqisaaliks tøj af rensdyrskind bryder med sorgens logiske regel om synligt at bære sort, fremstår hans tøj heller ikke som et tynget, konventionelt symbol. Ved at ignorere eller overskride denne logik, træder tøjets objektive kvaliteter i stedet frem.

DRAGTEN ER omhyggeligt tilpasset jægerens fri bevægelighed, hans daglige handlinger og gøremål, hans overlevelse. Hverdagen bryder ind i sorgen, dragten forbinder eller trækker sorgen med sig ud i verden. Jægerens brug af almindeligt tøj kommer nu til at udtrykke et fortroligt, næsten tillidsfuldt forhold til døden og sorgen.

I sit tøj sørger Meqqisaalik lydeligt som far og jæger, som den han er, og ikke kontrolleret som en fremmed, forandret i sort.

Efter sønnens død handler Meqqisaalik derfor også aktivt – han tager hævn. Ikke ud fra vestlige, logiske overvejelser, men ud fra sine følelser, et had til de mænd, som har forvoldt hans søns død. Følelserne fastholder ham dermed ikke i en (efter vestlige forhold) civil, rationel ordentlighed, men sætter ham sært fri midt i al brutaliteten. Han lægger ikke sit tøj – sin sorg – af sig efter et par timer eller dage, men beholder det på.

Ved hjælp af en tupilak, ved hjælp af magi, får Meqqisaalik sendt en hval af sted, som ombringer de skyldige én efter én. Koblingen mellem følelser og magi minder dermed om den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre, som i sin tidlige eksistentialisme beskrev følelserne.

Ifølge Sartre kan det sørgende menneske komme videre i livet ved hjælp af magi. Følelserne kan – i modsætning til fornuften – magisk ophæve de blokeringer, tab eller mangler, som forhindrer mennesket i at handle og agere frit, det vil sige eksistere og indgå i omverdenen.

Ret skal være ret. Det sorte tøj findes og bruges naturligvis også i Grønland, men i lyset af eksistentialismen og med en parallel til det sårbare grønlandske sprog kommer det sorte tøj nærmest til at repræsentere en slags logikkens kolonisering: Vestens tavse og indadvendte sorg som en fremmedgørende erstatning for en tilkendegivende, klar sang.

Vores logiske forhold til døden, den fornuftige sorg, som indskrænker menneskets bevægelsesfrihed, gør på denne måde tanken om en omvendt kolonisering ganske interessant. Ved at iføre os hverdagens tøj kan vi måske lade sorgen træde emotionelt frem midt i vores almindelige sprog, lade den levende sang og handling overskride det æstetiske livs begrænsninger for at komme en accept af døden et skridt nærmere.

Sorgens sprog sidder i tøjet.

Johan Zimsen Kristiansen er mag.art. i kunsthistorie