Omstridt nonne, som skal afhøres af politiet i dag, kommer fra en af Europas rigeste familier
I dag skal abbedisse moder Theresa Brenninkmeijer afhøres af Østjyllands Politi i forbindelse med beskyldninger om magtmisbrug og uagtsomt manddrab på Maria Hjerte Abbedi på Djursland i 1993. Danske medier har fulgt sagen tæt – men ikke så tæt, som man gør i Holland.
For mens sagen om det katolske Maria Hjerte Abbedi på ny er blusset op i danske medier efter DR P1's genfortælling af sagen, der kørte i Kristeligt Dagblad sidste forår, er den blevet til rendyrket skandale i det nederlandske.
"Brenninkmeijer" er nemlig et navn, hollændere kender lige så godt, som danskere kender "Mærsk".
Moder Theresa Brenninkmeijer kommer fra Hollands rigeste familie. Ifølge det hollandske erhvervsmagasin Quote er familien god for 20,5 milliarder euro – svarende til cirka 152 milliarder danske kroner. Til sammenligning er det cirka seks gange det beløb, regeringens genopretningspakke lyder på. Størstedelen af formuen kommer fra tøjfirmaet C&A.
Og noget af det, som mange hollandske medier spørger om i disse dage, er, hvorvidt familiens betydning har haft indfydelse på, hvor interesseret den katolske kirke har været i at undersøge forholdene på Maria Hjerte Abbedi til bunds.
Familien har i tidens løb doneret store pengebeløb til den katolske kirke, for eksempel til renoveringen af et kloster i Düsseldorf, som moder Theresa Brenninkmeijer også er abbedisse for.
Famillien Brenninkmeijer har ikke udtalt sig om sagen, og moder Theresa Brenninkmeijer selv har afvist alle henvendelser om interview, siden Kristeligt Dagblad talte med hende i 2009.
Dengang afviste hun beskyldningerne som "science fiction".