En lise for sjælen

”Jeg er på rekreation, og jeg vil ikke bytte for en million”. Sådan sang Troels Trier i 1976 med sin skingre og skrålende stemme. Røde Mor var en klog kvinde. Ordene holder den dag i dag.

I den forgangne uge har jeg afholdt rekreative dage med en gruppe mennesker et stille sted i Danmark. Jeg skal undlade at brøle det ud med sprukken røst. Jeg siger bare lige så lavmælt: Jeg vil ikke af med et eneste splitsekund. Hvert øjeblik har struttet af liv og lattermildhed.
Meningen med de rekreative dage er, at deltagerne skal samle kræfter og tanker. Præsten er ret beset på arbejde. Men ingen siger, at præsten ikke også kan få samling på sig selv i samværet med kloge og kærlige medmennesker.

LÆS OGSÅ: Carina Wøhlks blog

Nu er jeg jo præst for mennesker, der er berørt af hiv og aids. I vores del af verden er hiv en kronisk sygdom med gode behandlingsmuligheder. Ikke desto mindre har mange hiv-smittede livsfortællinger med drabelige og dramatiske kapitler, der burde være forbudt for både børn og voksne.

Som sjælesørger har jeg gang på gang gjort den opdagelse, at netop de, der har mistet meget, forstår at værne om det, der har værdi. Sorg er forbundet med kærlighed. De, der sørger, har altid elsket dybt og vil altid have en bevidsthed om hjertets sårbarhed. De ved, hvor spagt og spinkelt det kan slå – og alligevel er de ikke bange for at lade det banke himmelhøjt for andre.