Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Hvordan når folkekirken bredest ud? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvordan når folkekirken bredest ud?

Signe Malene Berg er natkirkepræst i Vor Frue Kirke i København. Privatfoto.

- Privatfoto

Kommenter Hold mig opdateret

Folkekirken skal dække bredt som DR1, men har også brug for en smal kanal som DR2, skriver Signe Malene Berg, natkirkepræst i Københavns Domkirke

Folkekirken kan siges at have samme forpligtelse som DR, nemlig at være public service for alle. Men hvordan gør vi det? Hvordan når vi som folkekirke bredest ud?

På DR har man valgt at have kanalen DR1, som skal nå ud i bredden. DR1 har til formål at forbinde forskellighederne i samfundet, forene individualiteterne. Her går man efter seertal og de store nationale begivenheder. Her ser vi sammen på sport, kongehus og X-faktor.

LÆS OGSÅ: Signe Malene Bergs blog

Folkekirken skal have samme bredvidde, mener nogle, og det er højmessen, der skal være kirkens DR1. Højmessen skal være det mødested, der når bredest ud og binder folket sammen, som giver den fælles oplevelse og skaber fællesskabsfølelse, som er kirkens solide fundament og samtidig også udstillingsvindue for kirkens øvrige gudstjenesteformer og aktiviteter. For folkekirken har også brug for en smal kanal, lige som DR2, der ikke er afhængig eller legitimeres af seerantal/deltagerantal, men fungerer som væksthuset, hvor mangfoldigheden og eksperimenterne dyrkes.

Annonce
Andre mener, at tanken om at nå ud til alle på samme gang og tid ikke alene er urealistisk, men også unødvendig, og endda kan ligge i vejen for, at forkyndelsen når ud til de mange. I stedet for at kæmpe for en enkelt gudstjenesteform, der skal kunne rumme alle (eller så mange som muligt), skal strategien være så flerstrenget som muligt, for det er ad den vej, man når bredest ud og rammer flest. Det gælder både gudstjenesteligt som kirkens øvrige liv og funktioner.

Fællesskab og individualisme
De to forskellige holdninger kan siges at afspejle to grundlæggende linjer i dansk åndshistorie: det grundtvigske fællesskab og den kierkegaardske individualisme – to gennemgående linjer, som kører på kryds og tværs i de kirkelige værdi- og strategidiskussioner om hhv. fællesskab og individualisme.

Individualismen, som også er en luthersk arv, betyder positivt set en vægt på det personlige ansvar og giver troen en spændstighed og dynamik. Vi dækker os nemlig ikke bare ind under konfession og dogmer, tradition og præster/autoriteter. Negativt kan det stå i vejen for, at noget som helst bliver gjort med vægt og gennemslagskraft og forårsage en handlingslammelse, der kommer til at bane vejen for ekstremister og sær religiøsitet.

Med hensyn til fællesskab kan man spørge, om fællesskab i en dansk sammenhæng er utopi og/eller overhovedet er ønskeligt? Og hvis fællesskab skal defineres som særligt kirkeligt, hvordan ser det så ud i dag, og hvad er det nærmere bestemt, vi skal være fælles om?

Manglende fortrolighed med kristendom
Fra folkets side har sækulariseringen betydet en stor uvidenhed om og manglende fortrolighed med kristendom. Nogle danskere efterspørger helt basal introduktion til den kristne tro. Folkekirken er endnu ikke gearet til at lede an med en sådan elementær kristendomsundervisning for voksne. Den foregår derfor uden en større samlende koordinering og indsats, af præster lokalt samt af forlagene og forskellige kursusudbydere.

Andre danskere går ikke efter mere viden, men melder sig ganske enkelt ud af folkekirken. Medlemsprocenten er gennem de seneste 25 år markant faldende og stiller folkekirken overfor nye og særlige udfordringer.



Mødet mellem folk og kirke ligger lige for
Mødet mellem folk og kirke synes på samme tid at ligge lige for – folkekirken har alle muligheder for også i en postmoderne sækulariseret tid at blive folkets kirke. Det er bare at smøge ærmerne op og komme i gang, for det er uopdyrket land, der venter på os, og folk er stadig, og måske endda i endnu højere grad end tidligere, hungrende efter den forkyndelse, som legitimerer kirken. Og så er det alligevel som om, der er noget i folkekirken selv, der blokerer – som et barn, der ikke tør tage det første skridt, uanset hvor meget, man hepper på det.

Hvis du vil læse nogle bud på og overvejelser af, hvordan man kan gribe det an, kan du læse dem i Kirkefondets juni-nummer af ’Kirken i dag’ , hvor der bl.a. er bidrag fra Hans Raun Iversen, Sindre Eide, Kresten Schultz Jørgensen, Fredrik Modéus m.fl.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​