Jakob Holm |
22. juni 2010
VM skal acceptere privat tro, men ikke religiøs missioneren
Det smukke spil, som fodbold med rette er blevet døbt, ruller for tiden fra Sydafrika hen over alverdens tv-apparater, hvor millioner af fodboldfans nu på 12. døgn sidder klistret til skærmene. Her følger de deres heltes op- og nedture på grønsværen under verdensmesterskabet i fodbold, der uden sammenligning er klodens største sportsbegivenhed i år.
Verdensmesterskabet er således et globalt udstillingsvindue, hvilket reklamefolk har vidst i årtier, og turneringens hovedsponsorer betaler vitterlig svimlende summer for at kunne reklamere for deres produkter på fodboldbanernes langsider.
Verdensmesterskabet er også et udstillingsvindue for de mange spillere, der her får en enestående mulighed for at vise deres fodboldfærdigheder frem, hvilket igen kan resultere i bedre kontrakter for spillerne og måske ligefrem et skifte til større og bedre klubber.
Udstillingvinduets globale potentiale kan selvfølgelig også udnyttes på anden måde end den rent kommercielle. Det har det brasilianske fodboldlandshold forlængst fundet ud af, og det vakte enorm opsigt, da holdet sidste sommer faldt på knæ og takkede Gud for sejren i finalen ved en turnering, der også fandt sted i Sydafrika. Foran alverdens tv-kameraer tog holdets kristne spillere hinanden om skuldrene, mens de knælede og takkede Gud for sejren. Og flere af spillerne afslørede ved samme lejlighed T-shirts med kristne budskaber påtrykt.
Denne udvikling har fået FIFA, det internationale fodboldforbund, til at reagere. De 32 deltagende hold har op til årets VM fået ordre om at følge et nyt sæt retningslinjer, hvor et forbud mod religiøse budskaber under kampene er blevet holdene indskærpet.
FIFA?s nye retningslinjer bakkes op af kommunikationschefen i Dansk Boldspil-Union, Lars Berendt. "Fodbold er universel, og derfor skal den være fri for religiøse og politiske markeringer", udtalte Berendt til Kristeligt Dagblad den 17. juni.
FIFA og Berendt har en pointe her. Så længe spillernes private tro stadig accepteres, og de kan slå korsets tegn for sig eller andet, når de løber på banen eller scorer mål, så skal et fodbold-VM ikke forvandles til et religiøst show.
Men allerede dagen efter var Lars Berendt igen med i en historie i Kristeligt Dagblad. Her viste det sig nemlig, at fodbold i Danmark åbenbart ikke er helt fri for "religiøse markeringer", for DBU accepterer nemlig, at muslimske piger spiller med tørklæde.
Lars Berendt begrundede det således: "De muslimske piger kan ikke spille fodbold, hvis de nægtes retten til at dække deres hår. De brasilianske spillere kan sagtens gå på banen uden at have en Jesus-T-shirt under fodboldtrøjen". Hvor Lars Berendt ved det fra, må stå hen i det uvisse. Det ligner dobbeltmoral og særbehandling.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad