På udgivelsen læser Johannes Møllehave digte op af blandt andre sig selv, Halfdan Rasmussen (øverst til højre), Inger Christensen (i midten til højre) og Klaus Rifbjerg (nederst til højre). --
Jeg vil begynde med at anbefale, at man først ser dvd'en i denne nye udgivelse med titlen "Digte til livet", og dernæst lytter til cd'en. Så vil man først opleve Johannes Møllehave fortælle om sit forhold til Inger Christensens sonetkrans "Sommerfugledalen" og dernæst høre Maiken Ingvordsen forklare om sin musik til Møllehaves digtfremførelser. Og så endelig, når man kommer til cd'en, oplever man Møllehaves oplæsninger af danske digte med Ingvordsens musikalske arrangementer. Så er man godt forberedt.
Jeg gjorde selv det modsatte og følte mig lidt frustreret over, hvor meget musikken lagde sig ind over teksterne og næsten forsøgte at gøre dem til sfæriske sange. Men det forklares der altså om på dvd'en. Hovednummeret på cd?en er klart Møllehaves fremføring af hele Inger Christensens digtsamling på 15 sonetter. Derudover er der Klaus Rifbjergs "Foster", "Mariehønen evigglad" og syv andre digte i lignende musikalsk arrangement hen over – eller i baggrunden for – Møllehaves oplæsning.
Som elsker af poesiens egen tone uden musikledsagelse har jeg det lidt svært med Maiken Ingvordsens musikalske farvning af teksterne. Hovedproblemet er, hvor klart digtstemmen skal stå i forhold til musikken. Jeg mener, at digtet er det vigtigste, men det tror jeg ikke, den musikalske arrangør Ingvordsen mener. I hvert fald styrer hun ofte Møllehave meget lavt i det samlede lydbillede, således, at hvis man havde denne cd med i bilen eller på løbeturen ville man høre den som kun musik af den elektronisk-sfæriske art, som tiden holder så meget af, og som engle må tænkes at fremføre, når de flyver i deres sfærer.
Digtene sætter sig ikke som sprog i ørene med undtagelsen af "Sommerfugledalen", der er så langt, at det kan gøre sig gældende som sprog.
Møllehave roses ofte for sin rytmiske oplæsning – eller fremføring, skulle man måske sige? Hans særlige rytme berømmes, og med rette, men er det digtets rytme, han fremfører? Næppe, for hans tolkende fremhævelse af det for hans pædagogiske livsprojekt vigtige ord i verslinjen stopper digtets egen rytme. Egentlig er det digttolkninger, han fremfører, i stedet for digtoplæsninger. Også Møllehave maler på digtet med sine pauser, tempointensiveringer eller øvrige skjulte udråbstegn. I "Solen er så rød" er der for eksempel en pause før de afsluttende "til ro", for at vi ikke skal være i tvivl.
Nej, Møllehave er ikke specielt rytmisk i sin fremførelse; han går efter det af ham bestemte kerneord i verslinjen – og opnår sin flotte pædagogik gennem sin markerende understregning af det.
Ingvordsen har sit musikalske udgangspunkt i skandinavisk jazz, og hun arbejder gerne i klaverets øverste oktaver med regndråbeklange, lyse og mørke fløjter og dertil mørke celloklange. Det er fine akkompagementer, mens hendes kvindestemmer i kor kunne have fortjent en mandestemme for ikke at blive så klistret følsomme.
Men det er for Møllehaves fremførelse af Inger Christensens "Sommerfugledalen", som vi ellers kun kender fra hendes egen oplæsning, at jeg vil huske denne cd. Samt for Møllehaves tale om sit forhold til digtet på dvd?en.