Stender og sex

Det er ufatteligt. Det er kristeligt og menneskeligt talt så langt ude, at man på en måde ikke tror sine egne ører og øjne. Det er som forskellen på, at den treårige i trods vælter et glas på gulvet, og så at han raserede hele køkkenet og knuste samtlige glas og tallerkener. I det første tilfælde tager man som forældre pædagogisk fat i det, man ved, at den slags kommer. Man ved, at der er en vej frem. I sidste tilfælde ville man stå magtesløs måbende, simpelthen ikke ane, hvad der overhovedet er på færde, og hvad man skulle stille op.

Jeg tror, at min på forhånd nærmest opgivende reaktion på Stenders vilde sex-raid, er en form for total vildrede med situationen: Hvordan lader det sig gøre, at den slags kan prædikes frit og frejdigt i kirken? Og nu endda biskoppeligt sanktioneret… 

Jeg vil ikke afvise, at min reaktion har forbindelse med hele den åndeligt-teologiske situation i folkekirken at gøre. Der går ikke en uge, uden at man i Kristeligt Dagblad kan læse noget, som giver udtryk for en kristendomsforståelse, der for en generations tid siden ville have været komplet utænkelig. At prøve dæmme op for det hele føles på forhånd umuligt.

Sandt at sige er det vel også umuligt. Det er på tide at indse det. Skal kirke og kristendom finde fodfæste i kommende generationer i Danmark, skal der er et rent guddommeligt under til. Og heldigvis, kan man vel tilføje. For skulle det reddes ved menneskehænder, blev det sidste værre end det første. Skulle det hænge på nogen af os, der gjalder op i tide og utide, ja, så var fanden først for alvor løs. Så ville fanatismen og farisæismen sejre.

Men alt mens vi venter på Gud, er der selvfølgelig ingen af os, der slipper for arbejdet. Arbejdet med at forkynde Kristus og modsige løgnen. Hos os selv og alle andre.