Folkekirken er en virksomhed

Den liberale tænketank Cepos lagde hus til bandbulle mod folkekirkens monopolstatus.

Når Folketinget åbner, sker det med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Når Folketingets medlemmer fra Venstre søger viden om religion og tro, så er det en ateist, der er ansat til at vejlede dem. Forholdet mellem religion og politik er tidens store og uafklarede debatemne -- både i kirken og i Folketinget. --
Når Folketinget åbner, sker det med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Når Folketingets medlemmer fra Venstre søger viden om religion og tro, så er det en ateist, der er ansat til at vejlede dem. Forholdet mellem religion og politik er tidens store og uafklarede debatemne -- både i kirken og i Folketinget. --. Foto: Leif Tuxen.

Jonathan Szpirt var i sort jakkesæt med slips, og den dress code stod i skærende kontrast til de forholdsvis mange unge med solbrune ben og bare arme, der tirsdag aften havde opgivet den sporadiske sommer og studenterfester for at høre næstformanden i Ateistisk Selskab udlægge folkekirkens monopolstatus som statsreligion.

Stedet var den liberale tænketank Cepos' lokaler i det indre København, hvor Cepos-navnet er vævet ind i det tykke, bløde blå tæppe, der er gennemgående i både gange, kontorer og altså også foredragssalen. Emnet "Trosmonopolet" er titlen på det bidrag, Jonathan Szpirt har skrevet i antologien "Friheden Flyver", der udkom tidligere i år.

De 25-30 fremmødte var – hverken unge eller ældre – ikke overvejende på Jonathan Szpirts hold.

Det faldt med andre ord ikke i tilhørernes smag – ej heller i Cepos-ordstyrer Henrik Gade Jensens – at høre folkekirken beskrevet som en monopolvirksomhed, der burde adskilles fra staten, så den kunne operere på lige fod med andre trossamfund.

"Jeg mener, at trossamfund i Danmark skal ses som virksomheder, der opererer på ulige markedsvilkår. Folkekirkens markedsandel er 80,9 procent. Og når den sælger produkter som 'evigt liv', så bør den levere den vare, den sælger, og derfor også leve op til markedsføringsloven," sagde Jonathan Szpirt blandt andet.

Han mener også, at de "overvejende venstreorienterede" folkekirkepræster spiller en uheldig rolle, når de udtaler sig politisk, selvom de, i hans opfattelse, er underlagt samme tavshedsklausul som andre embedsmænd.

Jonathan Szpirt fremhævede også, at Ateistisk Selskab ikke kæmper for at fjerne religion fra det offentlige rum.

"Vi kæmper for at adskille kirken fra staten, for religion bør ikke være et statsanliggende. Men vi mener ikke, religion skal ud af det offentlige rum, men udelukkende ud af offentlige institutioner. Jeg mener ikke, at hverken Dannebrogs kryds eller kirker skal fjernes. Men det ville være dumt, hvis nye bygninger, som for eksempel en domstol, blev udsmykket med kors," sagde han.

Den efterfølgende debat blev spændende, fordi det ikke var Jonathan Szpirts meningsfæller, der var dukket op. Ivan Hedegaard, der præsenterede sig som både kristen og konservativ, anfægtede, at Jonathan Szpirt kaldte den danske styreform for et liberalt demokrati og hans beskrivelse af folkekirken som en virksomhed, og at han ikke anerkendte, at der i Danmark er en fælles tro.

"Nej, det gør jeg ikke," svarede Szpirt. "Der er flere hundreder andre trossamfund, der samler folk i dag, ligesom VM i fodbold og X Factor."

En medarbejder fra Kirkeministeriet påpegede, at folkekirken i virkeligheden er en af de mest liberale institutioner i Danmark, da Kirkeministeriet for eksempel intet kan stille op mod et menighedsråd, der har valgt at bygge sognehus, eller andet. Han påpegede også, at den seneste undersøgelse, der er foretaget om det økonomiske forhold mellem stat og kirke falder ud til statens fordel.

"Den undersøgelse så jeg gerne gentaget med uafhængige eksperter," sagde Jonathan Szpirt.

En ung kvinde mente, at ateisternes bedste allierede er folkekirken, fordi der er så mange sekulære i folkekirken, det er der ikke i for eksempel frikirkerne.

"Det er rigtigt, at folkekirken er Danmark største ateistforening, men den er stadig statslig, og det har vi et problem med," lød svaret.

Kristeligt Dagblad ville gerne vide, om Jonathan Szpirt betragter Ateistisk Samfund som en neutral kategori i debatten, og om han mener, at præster bør undlade at udtale sig offentligt.

"Ateismen er i sig selv fuldstændig neutral, men vi er ikke politisk neutrale. Vi kæmper, de få vi er, for vores mærkesager."

"Med hensyn til præsters ytringsfrihed så er der en generel tavshedsklausul for offentligt ansatte. Præster vil på den ene side være embedsmænd, og på den anden vil de ikke indordne sig under vilkårene for embedsmænd. Hvis de ikke var medlemmer af en økonomisk uafhængig kirke, kunne de jo sige, hvad de vil," svarer han og siger intet andet end, at "præster kan udtale sig som privatpersoner", til indvendingen om, at præster jo faktisk bliver betalt for at fortolke samfundet fra prædikestolen.

En muslim i forsamlingen ville gerne vide, hvorfor ateisterne sætter sig op imod 80 procent af befolkningen, der er medlem af kirken. Han skulle jo, som han påpegede, også betale til forsvaret, selvom han hellere var fri.

"Du kan jo sagtens leve her som ateist?"

"At et flertal beslutter noget, er ikke altid godt. Og minoriteter skal blandt andet kritisere det bestående. Vi anerkender samfundsordningen, men prøver at skubbe på for ændringer. Så vi stiftede foreningen for at blive hørt," sagde Jonathan Szpirt, og det blev signalet til at slutte seancen.

Solen skinnede stadig udenfor, men blæsten var kold, hvilket fik en letpåklædt ung kvinde med sort studenterhue – klassisk sproglig – til at jamre over kulden. "Føj, for en sommer!"

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk