Sognepræst Børge Rasmussen i Nazaret Kirke i København (tv.) skal normalt over Storebælt for at se sin tvillingebror Tage Rasmussen (th.), der er sognepræst i Sankt Hans Kirke i Odense. --
- Malene Korsgaard Lauritsen/Scanpix. Fotomontage: Malene Korsgaard Lauritsen.
Claus Vincents |
24. juni 2010
De er begge sognepræster med en konservativ teologi, de har travlt, de er vellidte i deres sogne – og så er de tvillinger. I morgen kan Børge og Tage Rasmussen, fra henholdsvis Sankt Hans og Nazaret Kirker, fejre 60-års fødselsdag
Synes man om at gå i Nazaret Kirke i København, så synes man garanteret også om det i Sankt Hans Kirke i Odense. Det er godt nok to forskellige præster, men de har begge baggrund i Indre Mission og har taget teologien med i sognearbejdet, de har respekt og er vellidte i deres sogne, de er født som sindige jyder og har travlt på grund af sognenes mylder af aktiviteter. I morgen kan de enæggede tvillinger, sognepræsterne Tage Johannes og Børge Christian Rasmussen, fejre deres fælles 60-års fødselsdag.
Man kunne spørge, om ikke det usædvanlige parløb på et tidspunkt kunne være kommet i fare? Utænkeligt, fordi de missionske rødder er så grundfæstede.
Men den fælles løbebane var alligevel ved at ende i et skiftespor, da Tage Rasmussen sprang ud i at læse musik på Aarhus Universitet. Et par år efter indskrev Børge Rasmussen sig selvfølgelig på Det Teologiske Fakultet i samme by.
Men så begyndte Tage at læse i Børges bøger. Nogle år efter, mens han var lærer på Børkop Bibelhøjskole, tog han den teologiske tillægseksamen til sin cand.mag. i musik og kristendom.
Børge Rasmussen fik sit første præsteembede i Herning i 1986, og Tage Rasmussen fulgte efter fire år senere med at blive ansat i Vigerslev Kirke i København. I forhold til nye kirkelige strømninger har Børge Rasmussen været lidt mere åben end broderen, så han var i syv år præst i den karismatiske sognekirke Karlslunde Strandkirke på Københavns Sydkyst og er også inspireret af Oase-bevægelsens nytænkning omkring en mere forståelig og levende gudstjeneste.
Børge Rasmussen fik embede i Fredens og Nazaret Sogne med hele den kirkefondshistorie, der følger med i hovedstaden. Tage Rasmussen kom til at stå i den middelalderlige kirkebyggetradition i den gamle katedral Sankt Hans Kirke i Odense.
Men begge steder er det gamle og især unge fra missionsbevægelserne, som hovedsageligt bærer et meget aktivt kirkeliv med gudstjenesten i centrum. Ingen af dem ønsker dog at blive en slags valgmenighed i folkekirken, så hvis ikke der i dag satses på mission i det danske folk, kan folkekirken hurtigt se enden af vejen. Derfor var Tage Rasmussen i 12 år medlem af Indre Missions hovedbestyrelse, mens Børge Rasmussen engagerede sig i Israelsmissionens landsstyre.
Tænker tvillinger ens? Tage og Børge Rasmussen synes, de gør. Ofte er der ikke brug for ret mange ord, når de vender et problem med hinanden. Men de var også sammen uafbrudt i 28 år, inden ægteskaber og karriere skilte deres veje. I dag ser de kun hinanden til familiefester, eller når de tilfældigvis skal igennem Odense eller til København. Derfor er de blevet enige om at mødes hvert andet år et par dage i træk for at få tid til at snakke teologi og præstejob.
Tage og Børge Rasmussen er fra en tid, hvor tvillinger skulle være så ens som muligt og hele tiden foretage sig de samme ting. I dag føler de begge, at de er kommet ud af livet med hver sit jeg, men også med et særligt fællesskab i behold. Det er ikke altid nemt at definere sig selv, når udgangspunktet for ens liv er: Jeg er den ene halvdel af tagebørge.
vincents@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad