Et usynligt handicap har flere dimensioner end dem, man kan se med det blotte øje, og derfor har børnene et ekstra handicap i forhold til omverdenen, idet alle forholder sig kritisk til barnets lidelse, skriver debattør.
- Malene Korsgaard Lauritsen.
Heidi Pernille Thamestrup |
25. juni 2010
At nogle børn har et usynligt handicap, betyder ikke, at handicappets problematikker kan skjules i de almindelige folkeskoler, til der igen er penge i kommunekasserne, skriver debattør
JEG FINDER DET PÅFALDENDE, at debatten om inklusion af handicappede i folkeskolen ensidigt omhandler børn med autisme og ADHD. At disse børn har et usynligt handicap, betyder nemlig ikke, at handicappets problematikker kan skjules i de almindelige folkeskoler, til der igen er penge i kommunekasserne.
Tværtimod betyder det at have et usynligt handicap, at handicappet har flere dimensioner end dem, man kan se med det blotte øje, og derfor har børnene et ekstra handicap i forhold til omverdenen, idet alle forholder sig kritisk til barnets lidelse.
Det er svært for os intellektuelt at forstå, at et handicap kan være gennemgribende i alt, hvad et barn tænker og foretager sig og så alligevel helt umuligt at få øje på.
Men forskellen er fundamental. Man kan få en protese, hvis man mister et ben, men det er endnu ikke muligt at få implanteret en gennemsnitsmenneskehjerne, så man kan sanse og forstå verden med den samme referenceramme som sine klassekammerater.
Det er en nydelig, men uholdbar løsning at inkludere de børn i folkeskolen, hvis handicap man ikke kan se. På den måde vil folkeskolen kunne bevare sit "normale" udseende såvel i arkitektur som på podernes klassebilleder.
Men det giver ikke mening, at børn, hvis kognitive funktioner er fundamentalt anderledes end de øvrige børn i klassen, skal bruge deres kræfter på at falde i ét med væggen, kopiere formodede sociale spilleregler eller på at tæve dem af deres klassekammerater, de føler sig intimiderede af.
For mens mange fysisk handicappede føler sig diskriminerede, overbeskyttede og sygeliggjorte: "Hallo, du behøver ikke råbe mig ind i hovedet, for jeg kan nemlig godt høre" eller "Faktisk er det mine ben og ikke ?roen?, jeg er lam i". Mange børn med autisme er ekstremt sensitive, sårbare og overstimulerede. For disse elever vil et specialiseret tilbud være pædagogisk og socialt optimalt. I mange tilfælde endda den eneste menneskeligt forsvarlige mulighed.
Børn med autisme har behov for en meget stram struktur og forberedelse af ikke kun det faglige, men i endnu højere grad hvert eneste minut i frikvarter-, i gruppe- og i projekt- sammenhæng.
Pædagoger og lærere skal vide nøjagtigt, hvordan de kompenserer for elevens kognitive handicap. Det kræver specialviden og supervision at låne ud af sine egne kognitive funktioner, og det fungerer kun optimalt for børn med autisme i meget små gruppesammenhænge.
Heidi Pernille Thamestrup,
specialpædagog og mor til to børn med autisme,
Fuglesangsallé 67, Århus
Mere debat side 19
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad