DEBAT: Et usynligt handicap er også et handicap

JEG FINDER DET PÅFALDENDE, at debatten om inklusion af handicappede i folkeskolen ensidigt omhandler børn med autisme og ADHD. At disse børn har et usynligt handicap, betyder nemlig ikke, at handicappets problematikker kan skjules i de almindelige folkeskoler, til der igen er penge i kommunekasserne.

Tværtimod betyder det at have et usynligt handicap, at handicappet har flere dimensioner end dem, man kan se med det blotte øje, og derfor har børnene et ekstra handicap i forhold til omverdenen, idet alle forholder sig kritisk til barnets lidelse.

Det er svært for os intellektuelt at forstå, at et handicap kan være gennemgribende i alt, hvad et barn tænker og foretager sig og så alligevel helt umuligt at få øje på.

Men forskellen er fundamental. Man kan få en protese, hvis man mister et ben, men det er endnu ikke muligt at få implanteret en gennemsnitsmenneskehjerne, så man kan sanse og forstå verden med den samme referenceramme som sine klassekammerater.

Det er en nydelig, men uholdbar løsning at inkludere de børn i folkeskolen, hvis handicap man ikke kan se. På den måde vil folkeskolen kunne bevare sit "normale" udseende såvel i arkitektur som på podernes klassebilleder.

Men det giver ikke mening, at børn, hvis kognitive funktioner er fundamentalt anderledes end de øvrige børn i klassen, skal bruge deres kræfter på at falde i ét med væggen, kopiere formodede sociale spilleregler eller på at tæve dem af deres klassekammerater, de føler sig intimiderede af.