Fasthold dialogen med fortiden

Når jeg bruger udtrykket "de evangelikale", mener jeg den livskraftige strømning i den protestantiske kristenhed, der særligt betoner personlig omvendelse og tro, mission og efterfølgelse af Kristus. I Danmark er den især repræsenteret af missionsfolk og karismatikere i folkekirken og af de angelsaksisk inspirerede frikirker.

Jeg føler mig selv både som en del af denne strømning og som en iagttager. Og iagttageren har på det seneste været optaget af den historieløshed, der sætter sit præg på miljøet. En historieløshed, der giver sig forskellige udslag:

Man kan for eksempel iagttage, at der ved gudstjenester og møder i disse år kæles meget for sceneudsmykning, moderne musik, videoklip og sympatisk mødeledelse. Det er tilsvarende almindeligt, at gudstjenester gennemføres uden trosbekendelse, uden én eneste klassisk salme og ofte uden både fadervor og velsignelse.

Det skelet, den kristne gudstjeneste var hængt op på fra oldkirken, er væk. Der er en stærk optagethed af at være bibelsk i forkyndelse og arbejdsformer og en tilsvarende svag bevidsthed om, at der mellem os og Bibelen har været en lang kristen historie.

PÅ ONDT OG GODT sætter denne historieløshed sig spor.

På godt bliver man for eksempel villig til at lide de traditionstab, der er nødvendige, for at kunne kommunikere med moderne mennesker. Derfor dør gamle melodier og floskler i hobetal i disse år. Dermed kan man ved en evangelikalt inspireret gudstjeneste føle sig langt mere i nutiden end ved megen mainstream folkekirkelighed. Således overhales den kirkelige mainstream både højre og venstre om af de evangelikale: højre om i indholdet, venstre om i formen.