Gitte Seeberg har gentagne gange i karrieren fået nok.
Mest højlydt, da hun som afhopper fra Det Konservative Folkeparti og med ordene "nok er nok" indrammede den stemning, der bar partiet Ny Alliance frem i foråret 2007. Den borgerlige regering deponerede i Gitte Seebergs faste blik magten hos Pia Kjærs-gaard og Dansk Folkeparti. Derfor blev hun enig med Naser Khader og Anders Samuelsen fra De Radikale om at være et samvittighedsfuldt alternativ til DF.
Men Ny Alliances ideologiske fundament viste sig hurtigt ikke at være stærkere end som så. Og Gitte Seeberg fik endnu en gang nok.
Som den første forlod hun den synkende skude og kom mest tørskoet i land. Hun gik videre til den nuværende stilling som generalsekretær for den danske afdeling af WWF Verdensnaturfonden. Sceneskiftet forklarede hun sådan, at hun ikke forlod politik, men fik en anden form for politisk indflydelse. Nærmere bestemt muligheden for at sætte klimaspørgsmålet på dagsordenen gennem en magtfuld, international organisation. I den forstand er stillingen også en oplagt platform for det, der er blevet udlagt som kernen i Gitte Seebergs projekt: globalt udsyn og humanisme.
I 1994 gjorde Gitte Seeberg sin entre i politik som nyvalgt folketingsmedlem for De Konservative og efter at have haft eget advokatfirma. De venlige øjne mente, at Gitte Seeberg sammen med Lene Espersen og Henriette Kjær var med til at støve De Konservatives image af. De mindre venlige øjne gav dem øgenavnene Kylle, Pylle og Rylle opkaldt efter tegneseriefiguren Andersine Ands tre niecer. Eller slet og ret "Engells piger".
Gitte Seeberg var nemlig en loyal støtte for Hans Engell under De Konservatives interne magtkampe i 1990'erne. Også efter at Hans Engell kørte sit formandskab ind i en betonklods på Helsingør-motorvejen med spiritus i blodet.
Modsat Lene Espersen og Henriette Kjær fik Gitte Seeberg ikke en ministerpost efter regeringsskiftet i 2001 og fik nok af Christiansborg. I 2004 stillede hun op til Europa-Parlamentet og blev valgt ind med 125.000 personlige stemmer.
På afstand af Danmark fik Gitte Seeberg også nok under Muhammedkrisen. I en kronik i Berlingske Tidende kritiserede hun Danmark for "kolonihavementalitet" og en hidsig tone over for fremmede.
De mange "nok er nok" er tilsyneladende en uadskillelig del af Gitte Seebergs person. Og som politiker har det ifølge kolleger været hendes største styrke og svaghed, at hun siger sin mening uanset konsekvenserne.
"Gitte mærker efter i maven, om hun kan leve med tingene. Hun er følelsesladet, og det er meget positivt i politik, hvor mange gemmer sig bag facaden og lader det rationelle styre," har Henriette Kjær sagt i Berlingske Tidende og med tilføjelsen:
"Hun er bestemt ikke konfrontationsangst. Måske ser hun indimellem tingene lidt for sort-hvidt."
Og med endnu en tilføjelse:
"Når Gitte ikke fik ret, blev hun temmelig fortørnet."
Gitte Seeberg bor i Holte med sin mand og datter.