Andreas Rude |
28. juni 2010
Den polske kirke fik en ny martyr, da præsten og aktivisten Jerzy Popie-luszko for nylig blev saligkåret.
Der var 150.000 forsamlede på Pilsudskipladsen i Warszawa den 6. juni, da kardinal Angelo Amato fra Vatikanet og godt hundrede biskopper saligkårede den katolske præst Jerzy Popieluszko, der for 25 år siden betalte med sit liv for at kritisere det kommunistiske styre.
Jerzy Popieluszko blev landskendt i begyndelsen af 1980?erne, da der var undtagelsestilstand i Polen, og hans prædikener i Sankt Stanislav Kosta Kirken i Warszawa blev et samlingspunkt for den kristne og demokratiske modstand mod det totalitære regime.
Undtagelsestilstanden blev ophævet i 1983, men elementer inden for den polske sikkerhedstjeneste SB ønskede alligevel at statuere et eksempel, og i oktober 1984 bortførte de den 37-årige præst og torterede ham ihjel. Hans lig blev senere fundet i floden Vistula 120 kilometer nord for Warszawa.
Saligkåringsprocessen for Jerzy Popieluszko blev indledt i 2001 og afsluttet i december sidste år. I et budskab til de forsamlede i Warszawa understregede pave Benedikt XVI, at den polske præst havde "bekæmpet det onde med det gode," og paven håbede, at hans eksempel kunne inspirere præsterne og styrke de troende.
Men Jerzy Popieluszko fik samtidig tillagt titlen "martyr" – altså en, der er blevet slået ihjel for sin tros skyld, og det åbnede for en politisk dimension, der allerede har vakt røre.
De kristne dyder – tro, håb og kærlighed – er kernen i enhver helgen- eller saligkåringsproces, og dem har Popieluszko tilfælles med andre saligkårede som moder Teresa eller den danske biskop og videnskabsmand Niels Steensen.
Men hverken moder Teresa eller Niels Steensen var martyrer, for de døde ganske fredeligt, mens en martyr i katolsk forståelse er et uskyldigt menneske, der bliver slået ihjel for sin kristnes tros skyld af en tyran, der hader kristendommen.
Derved bliver martyriet indirekte typisk en politisk handling, og man kan i princippet sætte lighedstegn mellem de tidlige kristne martyrer, der ikke ville anerkende kejseren som guddommelig og derved såede tvivl om fundamentet for Romerrigets autoritet, og Jerzy Popieluszko, der i sine prædikener angreb det kommunistiske regimes løgne og undertrykkelse. Det var hans kristne eksempel, der overvandt regimet, og der er allerede mindst 80 gader og pladser i Polen, der er opkaldt efter ham.
Men martyren er også en art ekstremist, der ved sin radikale indstilling siger fra over for politiske og moralske kompromiser – i modsætning til for eksempel Polens første premierminister efter kommunismens sammenbrud, Tadeusz Mazowiecki, der valgte "at slå en tyk streg over fortiden".
Det var en pragmatisk beslutning, der nok gav mening i de allerførste år efter Murens fald. Men nogle iagttagere mener, at det på længere sigt kan være katastrofalt for stabiliteten i det polske demokrati ikke at få ordenligt ryddet op.
Saligkåringen af Popieluszko kan derfor være en anledning til at tage et opgør med de tidligere kommunistiske ledere, der nu lever af statslige pensioner; til at sige fra over for de intellektuelle i Vesten, der aldrig har anerkendt den moralske dimension i modstanden mod kommunisterne, og sågar til en kritik af den del af den kirkelige ledelse, der var for samarbejdsvillig over for regimet.
"En særlig polsk kirkelig kommission undersøger en række andre mulige martyrer fra den kommunistiske tid, og dusinvis af saligkåringer forventes i de kommende år. Hvis de kunne føre til nye fremskridt med hensyn til sandhed og retfærdighed, så ville der være endnu større grund til at fejre dem," skrev den britiske journalist Jonathan Luxmoore, der har dækket Polen for flere kirkelige medier siden 1988, for nylig på sin blog.
I mellemtiden fortsætter gejstlige med at blive dræbt rundt omkring på kloden. Nye tal fra Vatikanet viser, at 37 præster og missionærer mistede livet i 2009 – det højeste antal i 10 år. Alle er naturligvis ikke martyrer, men bliver man slået ihjel for sit kristne vidnesbyrd, snerper det derhenad.
Det seneste prominente offer er den italienske biskop Luigi Padovese, der den 3. juni blev myrdet af sin muslimske chauffør i det sydlige Tyrkiet. Debatten går nu på, om chaufføren var psykisk ustabil, da han myrdede biskoppen, eller om det var et overlagt mord på en fremtrædende kristen personlighed. Er det sidste tilfældet, har den katolske kirke måske fået en ny martyr.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad