Fra lille minoritet til stor byrde

Hun er stærkt kritisk over for den israelske stats finansiering af den ortodokse befolkning, fordi hun mener, at denne befolkningsgruppe i virkeligheden undergraver staten og dens principper.

"I Israel bliver skatteborgernes penge brugt til et ortodokst skolesystem, der er separat, anti-zionistisk og anti-demokratisk. Det er et system, der til tider påtvinger etnisk diskrimination, og som ikke forbereder sine elever til det moderne arbejdsmarked," siger hun.

Med andre ord har Israel i 62 år støttet et alternativ, der dybest set er i opposition til det zionistiske og demokratiske fundament, staten hviler på. Og det er ved at gå et stigende antal israelere på nerverne. Konflikten mellem sekulære eller moderat religiøse israelere og den ortodokse befolkning er tydeligere end nogensinde før.

Et bevis på den tiltagende konflikt er det brede spekter af personligheder, der nu blander sig i konflikten. Det er navne, der ellers aldrig tidligere har sagt et ord om spændingerne mellem de ortodokse og resten af Israels befolkning. En af dem er Nationalbankens direktør, Stanley Fischer, der for nylig sagde, at Israels fremtidige økonomi er i overhængende fare for at bryde sammen, med mindre der sker en radikal ændring i antallet af ortodokse jøder, der er i stand til at forsørge sig selv.

Men samtidig med at israelerne ser fremad med nervøsitet søger de historiske forklaringer på den vanskelige værdikamp landet befinder sig i, splittet mellem demokrater og ortodokse jøder, der ikke har meget til overs for statens institutioner, inklusive højesteret.

Den israelske historiker og forfatter Tom Segev mener, at forklaringen på den ulige fordeling af landets byrde skal findes i årene omkring statens oprettelse.

Den såkaldte status quo-aftale mellem Israels første premierminister, Ben Gurion, og de daværende ortodokse ledere kom i stand ved et følelsesladet møde, hvor de ortodokse bad Ben Gurion om at tage særlige hensyn til det ortodokse mindretal.

De bad om fritagelse for militærtjeneste, oprettelse af særlige skoler og institutioner, og eneret til vielser.

Det møde havde ifølge Tom Segev skæbnesvanger betydning for Israels udvikling, og han kalder det for "mødet, hvor Ben Gurion blinkede"

"Rabbinerne græd og Ben Gurion gav efter," siger Tom Segev om den beslutning, der gav de ortodokse israelere særlige vilkår allerede i 1952.

Ben Gurion var sekulær socialist og havde egentlig besluttet sig for ikke at give efter på de ortodokses særlige krav. Men samtidig var Ben Gurion overbevist om, at de ortodokse ikke var kommet for at slå rødder af betydning i det Israel, der netop var blevet oprettet af sekulære europæiske pionerer med sans for socialisme. Men Israels første premierminister tog grueligt fejl.

I dag udgør den ortodokse befolkning omkring 12 procent af Israels samlede befolkning på syv millioner. I Jerusalem vil mere en 40 procent af alle skoleelever være ortodokse inden 2015. Og med syv børn i gennemsnit pr. familie ved alle israelere, at den ortodokse befolkningsgruppe vil vokse hurtigere end nogen anden gruppe i det israelske samfund.

allan@kristeligt-dagblad.dk