Morten Mikkelsen, Freja Bech-Jessen , Christina Agger, Jens Beck Nielsen |
29. juni 2010
Historien om Folketingets Øl Laug er en sjælden tværpolitisk succeshistorie.
Bladene skal vendes mange gange i historiebøgerne for at finde eksempler på lignende tværpolitiske succeshistorier som den, der tog sin begyndelse den 25. november 2009.
I Folketingets restaurant – Snaps-tinget – mødte over 60 medlemmer af Folketinget og Europa-Parlamentet og sågar ministre op med en fælles mission: At stifte Folketingets Øl Laug.
I højt humør og med daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) som dirigent dannede politikerne en intern klub, der støtter dansk øl og giver dem selv en mulighed for at mødes socialt.
"Først og fremmest var vi nogen, der syntes, at vi trængte til nogle aktiviteter at samles om uden for arbejdstiden i Folketinget. Vi er travlt beskæftigede og kører meget rent partimæssigt. Der er knap så meget socialt samvær på tværs. Derfor syntes vi, at det var en idé at mødes om en fælles interesse på tværs af partier. Når det lige blev øl, handler det om, at jeg selv er interesseret i at smage øl af høj kvalitet," fortæller en af initiativtagerne, Kristian Pihl Lorentzen (V).
Et halvt år senere er det tydeligt, at idéen er slået an. Folketingets Øl Laug er nu oppe på 72 medlemmer. Der har været afholdt i alt tre arrangementer, hvor danske brygmestre og mikrobryggerier har præsenteret deres produkter for de folkevalgte. Ligeledes er indstiftet en årlig sangaften, hvor medlemmerne af ølklubben synger danske ølviser under ledelse af den socialdemokratiske kulturordfører, Mogens Jensen, der selv bidrager med sangtekster.
Folketingets Øl Laug har også fået sit eget helt særlige slips og smagsglas med laugets logo påtrykt. Og det har fået dækkeservietter. Disse genstande har Bryggeriforeningen, der er lobbyorganisation for de danske ølproducenter, foræret de folkevalgte.
Foreningen er i øvrigt også inviteret med ved alle laugets arrangementer, ligesom Bryggeriforeningen har lagt hus til et møde for medlemmerne i Folketingets Øl Laugs bestyrelse, som ved den lejlighed fik lov til at smage en årgangsøl fra 1966 – på Bryggeriforeningens regning. Og så er det i øvrigt de enkelte bryggerier og Bryggeriforeningen, der giver øl til laugets møder.
Med andre ord sidder 72 af de folkevalgte politikere, som skal forme Danmarks alkoholpolitik, altså i en klub, der direkte er sponsoreret af ølbranchen og dens egen lobbyorganisation. Den forbindelse er endda opstået på folketingsmedlemmernes eget initiativ, fortæller Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen:
"Vi fik en henvendelse fra nogle folketingsmedlemmer om det initiativ, man havde derinde. Og det er klart, det ville vi gerne bakke op om. Der er medlemmer fra alle Folketingets partier, og vi er selvfølgelig positive over for alle gode kræfter, der bakker op om det gode danske øl og gerne vil være med til at udbrede kendskabet til øl. Samtidig er det jo trange tider for mikrobryggerierne. Øllet i Danmark er hårdt trængt af vinen."
Ifølge Niels Hald er Bryggeriforeningens væsentligste bidrag til Folketingets Øl Laug at skabe kontakt til mikrobryggerier og brygmestre, som efterfølgende tager turen til Snapstinget, hvor de præsenterer smagsprøver på deres specialøl for de folkevalgte politikere.
"De pågældende bryggerier har selv nogle smagsprøver med. Vi har også haft enkelte smagsprøver med til arrangementerne, men vi taler om ret moderate mængder," fortæller Niels Hald og tilføjer, at Bryggeriforeningen har haft en halv snes flasker med til ét af arrangementerne.
Faktisk betaler de 72 medlemmer af øllauget aldrig selv for drikkevarerne ved sammenkomsterne, hvor Bryggeriforeningen i øvrigt altid er inviteret med, selvom det er en ølklub for Folketinget. Det fortæller laugets ceremonimester og finansforvalter Kim Christiansen (DF):
"Bryggeriforeningen deltager i vores arrangementer. Og hvis de har tre bryggerier med, så smager vi typisk to øl fra hver. To eller tre øl. Og det er selvfølgelig noget øl, som bryggeriet lægger til. Og så betaler vi typisk maden, som de får," siger Kim Christian-sen.
Ifølge Kim Christiansen betaler de 72 medlemmer af øllauget et kontingent, men det dækker alene udgifter til mad, indslag og eventuelle transportomkostninger. Han har dog svært ved at se, at der skulle være noget som helst problematisk i, at politikere fra Danmarks lovgivende forsamling lader ølbranchen betale for deres drikkevarer ved rent sociale arrangementer.
Ligesom han har svært ved at forstå den kritik, som overlæge og alkoholekspert Ulrik Becker retter mod politikerne for i øllauget sam- tidig at arbejde for gode vilkår for ølbranchen.
"Som politikere tager vi for eksempel også ud og besøger DONG. Vi besøger lufthavne. Og vi har orienteringsmøder hos DSB, hvor man nogle gange får en lun frikadelle. Så længe det bliver holdt på et fornuftigt plan, kan jeg ikke se problemet. De sponsorerer jo ikke store rejser – det handler om småting," siger Kim Christiansen.
Heller ikke Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, finder ølbranchens involvering i politikernes ølklub problematisk.
"Jeg synes, at det er fint, at politikerne interesserer sig for et dansk fødevareprodukt, som er fuldstændig uproblematisk, hvis man har et forbrug under de genstandsgrænser, der er fastsat af Sundheds- styrelsen. Det er helt naturligt, at der er en interesse for det."
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad