George Bernanos (1888-1948) tilhørte en gruppe af fremtrædende katolske debattører og forfattere, der omkring Første Verdenskrig ønskede at genoplive den katolske litteratur som en afgørende kulturel faktor. Dette skete under indtryk af det positivistiske filosofiske klima, der på det tidspunkt med filosoffer som Émile Durkheim og Auguste Comte var dominerende i Frankrig.
Georg Bernanos studerede oprindelig for at blive præst, men skiftede senere til det juridiske studium. Han førte et omflakkende liv, men skrev en række romaner, skuespil, essays og artikler. "En landsbypræsts dagbog" fra 1936 er hans mest berømte roman. Bogen er glimrende nyoversat af Torben Riis, der også har skrevet et fyldigt efterord om forfatterskabet.
"En landsbypræsts dagbog" er netop, hvad titlen antyder: en ung katolsk præsts dagbog. Romanen giver i sin fremstillingsform mindelser om både St. St. Blichers "En landsbydegns dagbog" og Marcel Prousts "På sporet af den tabte tid". Det lykkes George Bernanos under denne form naturligt at reflektere over mange væsentlige emner som eksempelvis det franske klassesamfunds sociale uretfærdigheder, den intellektuelle ateismes overfladiskhed og materialisme, og – frem for alt – den katolske kirkes manglende evne og vilje til at lægge krop til Kristi kærlighed til de fattige. Desuden er romanen et stærkt vidnesbyrd om den åndelige styrke, der følger af at vie sit liv til tjeneste for evangeliet.
Romanen er et forsvar for den katolske tro i dens reneste form præget af affattelsestidspunktets særlige problematik. Men den er ikke desto mindre en ganske aktuel roman – ikke blot for den for tiden så hårdt pressede katolske kirkes medlemmer. Og afgjort også for enhver folkekirkekristen, der interesserer sig for en mere dybtgående diskussion af de problemer, som alle kristne kirker i den vestlige verden i dag står over for. "En landsbypræsts dagbog" er ikke nogen letlæst bog, dertil er den for indforstået i den katolske tros sprogbrug og hele livsverden. Alligevel er det en roman, som uundgåeligt suger sin læser ind i sit kraftfelt.
Den ganske unge præst, hvis liv vi følger gennem dagbogen, har henlevet sin barndom i stor fattigdom. Han er flittig og begavet, men er ikke mindst på grund af sit oprigtigt fromme sind blevet uddannet på et anerkendt præsteseminarium. Nu er han netop blevet kaldet til sit første embede som sognepræst i et meget fattigt landsogn i en udkant af Frankrig. Han er meget fokuseret på sit embede, og fuld af god vilje passer han det med den største omhu. Han holder alle de foreskrevne messer, skønt kun meget få eller ingen deltager. Han underviser børnene i katekismus og forsøger at etablere en klub for sognets unge mænd. Han besøger naturligvis de syge og begraver de døde. Men han er også godt i gang med at gennemføre en ambitiøs plan om efter tur at besøge alle familier i sit sogn.
Den unge præst lever i den yderste nøjsomhed, og han holder en streng diæt bestående af brød og kogt vin med sukker på grund af sin dårlige mave. Det viser sig sent i romanen, at han er dødeligt syg af mavekræft, men ikke desto mindre fører hans madvaner med sig, at der bliver sladret om hans drikfældighed. Foruden dette indblik i den unge landsbypræsts brydsomme dagligdag giver romanen også et indgående kritisk portræt af den katolske kirke i Frankrig og hele det sociale liv i sognet.
Det sker først og fremmest gennem en række samtaler, som præsten fører med forskellige mennesker. Det drejer sig blandt andre om den ateistiske læge Delbende og et meget problematisk pigebarn, Seraphita, som spreder så mange ondskabsfulde rygter om den unge præst, som hun overhovedet kan komme af sted med. Dertil kommer lange filosofiske og religiøse samtaler med en ældre besindig sognepræst fra nabosognet, Torcy.
Men vigtigst af alle er samtalen med den lokale grevinde, der på grund af sin lille søns død har kastet sin vrede på Gud. Det lykkes præsten at få denne fortvivlede kvinde til at finde tilbage til sit gudsforhold. Han taler til hende om Guds kærlighed, og "jeg kan forsikre Dem om, at der ikke er ét rige for de levende og ét for de døde. Der er kun Guds rige, hvor vi alle levende som døde befinder os."
Den unge præst bærer sig selv uafvidende det smukkeste evangeliske vidnesbyrd. En ven fortæller i et brev til nabopræsten, at præsten dør med disse ord på læben: "Hvad gør det? Alt er nåde."
kultur@kristeligt-dagblad.dk
George Bernanos: En landsbypræsts dagbog. Oversættelse og efterord ved Torben Riis. 287 sider. 195 kroner. Katolsk Forlag.